Skip to main content
Mindeord

Troels Bové

Jørgen Lassen

29.6.1949-4.1.2019

I Ugeskrift for Læger nr. 2., den 21. januar 2019, har Troels Bovés tidligere praksiskollegaer skrevet en læsværdig, traditionel gennemgang af Troels karriereforløb.

Jeg vil koncentrere mig om Troels' betydning for den faglige udvikling i PLO's overenskomster og det varme venskab, vi opbyggede frem til hans alt for tidlige død, 69 år gammel.

Troels var formand for de praktiserende læger på Fyn, og jeg var formand for PLO i Vestsjælland. På et repræsentantskabsmøde i 1995 spiste vi frokost sammen, og han anbefalede, at jeg stillede op til valg til vores bestyrelse.

Jeg blev valgt, og to år efter blev jeg formand for PLO, og samtidig blev Troels valgt ind i bestyrelsen. Det var mit held at få en ærlig og dybt loyal bestyrelseskammerat med et fokus på faglighed. Han blev et skattet medlem af det paritetiske faglige udvalg, vi havde med Sygesikringen, der skulle komme med forslag til faglige tiltag til vores overenskomst. Det første resultat vi fik af den slags, var forebyggende konsultation af hjerte-kar-sygdom. Han var garant for, at faglighed blev en integreret del af vores overenskomstforhandlinger.

Samtidig blev det starten på vores venskab.

Vi deltog i Wonca-kongresser og tog vore ægtefæller med.

Den første uforglemmelige tur gik til Ljubljana i Slovenien.

Her boede vi på et hotel ved søen Bled sammen med DSAM's formand og direktør salige Poul Brix. Her erkendte vi, at vores medlemmer var sammenfaldende. Vi fik afstemt denne erkendelse og har glæden af, at det gode samarbejdet er fortsat.

Året efter lå kongressen i Paris. Her strejkede al offentlig trafik, og vi brugte timer på at vandre fra vores beskedne hotel til kongrescentret og retur. Men tiden blev ikke spildt. Vi fik afstemt mange mærkesager for PLO.

På et bestyrelsesinternat i Rom oplevede vi sammen den 11. september 2001.

Troels' kone Lene var medvirkende til, at venskabet voksede, og vi fik etableret et varmt voksenvenskab, der holdt resten af Troels' liv og fortsætter med den ukuelige Lene.

Da det ikke længere var kongresser og lignende, der gav os undskyldninger for samvær, introducerede Troels os for sit livslange kendskab til Rhôneområdet. Her introducerede han os for lokale vinbønder, som vi fortsat frekventerer.

Private samvær blev ofte krydret med kunstudstillinger, koncerter og teater.

Den sidste livskvalitet, der bør nævnes, var Troels' humor.

En måned før han døde, var vi på Vester Skerninge kro til sild og snaps. Efter en lang middagslur fik vi dejlig mad og Rasteauvin.

Ud på natten kom han frem med journalnotater fra sit lægeliv.

Vi lo og græd.

Jeg vil slutte med et enkelt:

Telefonkonsultation med en dement patient:

»Kan du ikke lige sige mig, hvad min kone hedder. Jeg kan ikke huske det. Jeg har kaldt hende Jonna hele formiddagen – og hun ser sur ud«.

Mine tanker går til Lene, deres børn, svigerbørn og børnebørn, men hvor jeg dog savner ham.

Kolleganyt