Walter Schradieck

Det er næsten ikke til at fatte, at Walter, vor gode ven gennem mere end 30 år, ikke er der mere. I vor erindring vil han altid være der.

Walter er død efter flere års malign lidelse, som han, ihærdigt støttet af sin hustru Grethe, kæmpede bravt imod, og som først for alvor gjorde ham ukampdygtig i dette kalenderår.

Walter blev læge i 1966. Han var ikke rundet af et akademisk miljø og lagde aldrig skjul på, at han havde måttet fighte for det akademiske ståsted, han var så tilfreds med.

Måske også derfor var der intet floromvundet ved Walter. Han kunne udtrykke sig så skarpt og direkte, at det af og til blev taget unådigt op.

Walter uddannede sig målbevidst til kirurg af den gammeldags type med solid viden og kunnen i alt det almene, som var så vigtigt i den store speciallægepraksis, som han grundlagde og udviklede i Køge. En særinteresse var gastroenterologien, primært den kirurgiske, men med åbent sind for den medicinske del og med en tidlig forståelse for nødvendigheden af et samarbejde mellem de to specialefraktioner.

Walter var en af de første, om ikke den første, i speciallægepraksis til at anskaffe (- og bekoste) avanceret billeddiagnostisk udstyr. Han kom hurtigt til at interessere sig for praktisk klinisk forskning, som speciallægepraksis er så glimrende egnet til. I den kapacitet har vi sammen rejst verden tynd, ofte med vore respektive familier, for at samle ny viden. Walter inviterede, med åbent sind, til inspiration/irritation den medicinske gastroenterologi ind, først i den gamle »tolvmandsforening« og siden i det nystartede videnskabelige selskab DSAK, som Walter så entusiastisk var med til at skabe og var den første formand for.

Walter fik måske forladt praksisgerningen lige lovligt tidligt for sit gemyt og arbejdsevne, men forstod at fylde sit otium til fulde. Først og fremmest var han den generøse Pater familias med inderlig glæde ved den store og voksende familie, med hvem han kunne dyrke flere fritidsinteresser – ikke mindst var han passioneret jæger.

Venneskaren var stor og veldyrket, ofte samlet til overdådige måltider i Walters og Grethes hjem, som Grethe magtede at holde åbent og gæstfrit til det sidste.

Walter var et meget alsidigt og interesseret menneske. Han var vidende og kunne fordybe sig intenst i sine interesseområder, litterært, arkitektonisk og ikke mindst musisk. Walter var altid med på nye oplevelser i både ind- og udland. Hans interesse for sine medmennesker og omverdenen i det hele taget var stor, og det var derfor altid inspirerende og underholdende at være sammen med ham – så mange gode samtaler har vi haft i årenes løb.

Gode og indholdsrige rejser med Walter og Grethe har der været mange af – ikke mindst den årlige tur til det gamle Østtysklands lidt øde og tyndtbefolkede egne, uden for den kendte turiststrøm, huskes med glæde af de undertegnede. Vandreture i ukendt land og operaoplevelser fra mindre kendte scener var faste islæt. At lytte til Bach i Thomas Kirche i Leipzig var en stærkt emotionel oplevelse for Walter. Selv om vi tænker på turene som rejser til et område, hvor tiden kan skrues 50 år tilbage, kommer Walter jo ikke med igen.

Vi vil savne det hele.