Skip to main content

»1. december lukker vi et sengeafsnit til ...«

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

23. nov. 2012
3 min.

6.10 Efter morgenbadet vækker jeg børnene og konen. Jeg laver morgenmad, som vi spiser sammen. Jeg læser lidt i morgenavisen, inden jeg tager Helsingørmotorvejen til arbejdet ved halvottetiden.

8.00 Morgenkonferencen er præget af, at vi snart skal lukke. Der mangler noget gejst til det daglige arbejde, da fremtiden føles noget usikker i den pågående fusionsproces i det nye Nordsjællands Hospital. Vi er noget underbemandede - her er det antal yngre læger, som skal være her, men vi har altid manglet et par overlæger i forhold til den belastning, vi har. Det er især sygeplejersker, vi mangler, da de finder andet arbejde, mens vi venter på 1. februar. Vi har lige lukket en del senge på afdelingen, og 1. december lukker vi et helt sengeafsnit. Det sker på grund af sygeplejerskemanglen.

8.40 De fleste dage efterfølges morgenkonferencen af en telemedicinsk røntgenkonference, men det må vi desværre undvære i dag, da Billeddiagnostisk Afdeling melder forfald. Så vi går til dagens arbejde. Da jeg har vagten i dagtiden, går jeg til akutmodtagelsen for at lave gennemgang og tage mig af de nye patienter. Dem er der 15 eller 16 af.

11.00 De fleste patienter fejler ret almindelige ting: lidt lungebetændelse, urinvejsbetændelser og væskemangel. En ældre herre er genindlagt efter en længere indlæggelse, hvor han fik antibiotika. Nu har han en Clostridium-infektion. Det kan være en af livets tilfældigheder, men er sandsynligvis en komplikation til tidligere behandling.

12.00 Vi samles til middagskonference og taler om dagens patienter. Der er ikke de store ting - vi er jo så småt ved at lukke ned på mange måder, og de rigtigt syge patienter overføres fortrinsvist til Hillerød og andre hospitaler, da vi ikke har nogen opbakning fra intensivafdeling eller anæstesilæger. Er folk meget syge, skal vi helst være meget forudseende, så vi får dem ind et sted, hvor de virkelig kan gøre noget for dem, inden det bliver rigtigt alvorligt.

12.30 Vi har en kantine med god udsigt ud over skoven. Vi har som regel en hyggelig frokost sammen med snak om alt mellem himmel og jord - børn og børnebørn, og for tiden en del om fremtiden.

13.00 Jeg går ned for at rydde op på afsnittet: Tjekke, om der er nogle, der er blevet dårlige i mellemtiden, og se på blodprøver. Da det har været lidt tyndt, er der tid til at få ordnet noget papirarbejde, der har hobet sig op.

16.00 Jeg kører hjemad mod Gentofte. På vejen henter jeg den yngste datter i skolen.

16.50 Hjemme, og lidt efter er min kone også hjemme. Vi sidder og snakker lidt, inden vi går i gang med madlavningen ved sekstiden. Det er ofte mig, men i dag står min kone for aftensmaden, som er græskarsuppe. Derefter er det tid for ungerne til at få læst deres lektier.

20.00 Det er tid til at få den yngste på syv i seng - ellers er hun alt for træt dagen efter.

21.00 Der er nyheder på TV2 News og derefter TV Avisen. Bagefter kigger jeg på en engelsk krimiserie, der vistnok hedder »Whitechapel« ... Handlingen bliver lidt fjern, så jeg går i seng.