Skip to main content

103 praktiserende læger har slukket for datafangst

På tre uger er antallet af praktiserende læger, der har koblet sig af datafangst, steget fra 68 til 103. PLO-formanden følger udviklingen, og Danske Regioner mener, at lægerne misforstår systemet.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. okt. 2014
2 min.

Mens debatten er i fuld gang om lovligheden af kvalitetsdatabasen Dansk Almen Medicinsk Database (DAMD) har i alt 103 praktiserende læger slukket for datafangst og sender dermed ikke længere data til DAMD.

Det viser nye tal fra DAK-E, de praktiserende lægers og regionernes fælles enhed for kvalitetsudvikling.

Op til 1. september, hvor den nye bekendtgørelse om udnyttelse af data fra almen praksis trådte i kraft, slukkede 44 praksis for Sentinel – datafangstmodulet - i deres it-systemer. I forvejen havde en række praktiserende læger gjort det samme, så pr. 10. september var der 68 frameldte, som ikke skyldes praksislukninger. Det tal er ifølge DAK-E steget per. 2. oktober til i alt 103 praktiserende læger.

Selvfølgelig har debatten sikkert fået enkelte læger til at koble sig fra. Men det er i virkeligheden stadig meget få læger, og jeg arbejder hårdt på, at alle praktiserende læger fortsat kan føle sig trygge ved systemet. Bruno Melgaard Jensen, formand for PLO

Opmærksom på udviklingen

Bruno Melgaard Jensen, formand for PLO, er opmærksom på udviklingen.

"Selvfølgelig har debatten sikkert fået enkelte læger til at koble sig fra. Men det er i virkeligheden stadig meget få læger, og jeg arbejder hårdt på, at alle praktiserende læger fortsat kan føle sig trygge ved systemet. Indtil videre har vi indkapslet data til kun at blive brugt i praksis, og dermed burde vi have sikret os arbejdsro til at sikre, at systemet er i orden,” siger Bruno Melgaard Jensen.

Det er lovpligtigt for samtlige praktiserende læger at være tilkoblet datafangst, men debatten taget i betragtning skal man ikke kriminalisere nogen læger lige nu, siger PLO-formanden.

”Det er selvfølgelig problematisk, at enkelte læger vælger at koble sig fra, men da der lige nu er uro om systemet, er det ikke relevant at tale om lovkrav eller kriminalisering,” siger Bruno Melgaard Jensen.

Lægerne skal betrygges ekstra

Danske Regioners sundhedsdirektør, Erik Jylling, mener, at de 103 praktiserende læger har misforstået systemet.

”I Danske Regioner regner vi med, at det beror på en misforståelse, når de pågældende læger ikke – som loven forpligter dem til – har tilsluttet sig datafangstmodulet. Vi ved, at deres organisation arbejder på at udrydde misforståelsen og regner med, at det hjælper. Det er klart, at de her læger formentlig lige skal betrygges en ekstra gang i, at det foregår på en ordentlig måde. Og det er vi sikre på, at også PLO vil hjælpe med,” skriver Erik Jylling i en skriftlig kommentar.