Talmaterialet er endnu for lille til at gøre Enhedschef Peter Gjersøe fra Den Præhospitale Virksomhed i Region Hovedstaden bekymret.
”Det er for lidt data endnu. Det er ikke nogen meget lang periode at måle over, så det bliver lidt svært at sige noget generelt om det. Men jeg synes, at det rammer jo meget godt, hvad vi havde forventet,” siger Peter Gjersøe.
Han mener, at der skal en længere måleperiode til, før udviklingen kan beskrives sikkert. Hvor lang måleperioden skal være for at vurdere udviklingen, er man nødt til at beregne nøjere på. Han forklarer, at regionen generelt er opmærksom på problemet.
”Vi har hele tiden fokus på, om vi visiterer og vurderer korrekt. Det gælder både for læger og sygeplejersker.” siger Peter Gjersøe.
Han beskriver den udfordring, sygeplejerskerne på 1813 sidder overfor:
”Der er kommet nye opgaver, som sygeplejerskerne på akuttelefonen nu også skal varetage. Visitationsopgaven er ny. Det kan i flere tilfælde være den, der gør, at man sender videre til en læge. Der er både den kernesundhedsfaglige del af rådgivningen og så er der den der retter sig mod fx henvisninger. Dér bruges lægerne i tvivlstilfælde.” siger Peter Gjersøe.
Flere læger er løsningen
At lægerne er en vigtig medspiller i akutsystemet er Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen enig i:
”Tallene viser tydeligt, at der et stort behov for, at patienter, der ringer til 1813-telefonen, kan komme igennem til en læge med det samme. Og det understreger også, hvor vigtigt det er at få inddraget PLO i udviklingen af Region Hovedstadens akutordning.” siger Mads Koch Hansen.