Skip to main content

1813-ordningen mangler 50 læger

Akuttelefonen i Region Hovedstaden har især svært ved at få besat vagter om natten og i weekenden og mangler derfor fortsat 50 nye læger. Og de skal nok komme, for vi får ansøgninger hele tiden, siger Peter Gjersøe, enhedschef ved akuttelefonen.

Anders Heissel ah@dadl.dk

4. apr. 2014
3 min.

På vagtskemaet til akuttelefonen i Region Hovedstaden er det især nætterne og lørdag aften de sværeste at få fyldt ud. På de tidspunkter vil færre læger arbejde, og da de tyndest bemandede tidspunkter kan give problemer med øget ventetid, vil Akuttelefonen 1813 gerne have ca. 50 ekstra læger ansat, siger Peter Gjersøe, enhedschef ved akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden.

”Vi kan tydelig se, at ventetiden nemmere overskrider vores mål, når vi ikke har nok læger på vagt. Og det er især om natten og i weekenden, især lørdag aften. Så vi mangler forsat omkring 50 læger for at få en robust arbejdstilrettelæggelse,” siger Peter Gjersøe.

I øjeblikket har akutordningen tilknyttet 144 læger, der forpligter sig til i gennemsnit at tage fire vagter om måneden, og de fleste læger er allerede kommet godt i gang, siger Peter Gjersøe.

”Men udover at vi gerne vil ansætte nye læger, tager vi fat også i en gruppe af vores læger, som ikke har taget så mange vagter endnu.”

Akuttelefonen får ca. 20.000 opkald om ugen, hvoraf 10.000 opkald kommer i weekenden.

”Især lørdag er der tit travlt, så der mærker vi ekstra meget, hvis ikke der er nok læger. Og det er især på disse tidspunkter, hvor de fleste gerne vil holde fri, at vi har svært ved at få vagterne besat. Men hvis blot puljen af lægerne bliver større skal vi nok få besat vagterne, for nogle læger vil rent faktisk gerne arbejde på de skæve tidspunkter,” siger Peter Gjersøe, der ikke tror, at timelønnen

på 768 kr./timen uanset tidspunkt på døgnet eller ugen får lægerne til at holde sig væk fra de skæve tidspunkter.

”Vi synes, at timelønnen er i orden, så derfor får lægerne det samme uanset tidspunktet.”

Akutordningen har været hårdt kritiseret af bl.a. PLO, og ifølge Peter Gjersøe er det et problem, at de fleste praktiserende læger er tilbageholdende med at søge jobbet. Alligevel søger flere PLO’ere ind i akutordningen, selv om de fleste ansøgninger kommer fra andre speciallæger og yngre læger, hvor hovedparten er i hoveduddannelsesforløb.

”Siden vi begyndte at søge læger i november sidste år har vi konstant fået 5-10 ansøgninger om ugen. Og hver tredje uge holder vi ansættelsessamtaler med 10-20 ansøgere, så på et tidspunkt skal vi nok få nok læger, men det går lidt for langsomt” siger Peter Gjersøe, der understreger, at vikarbureauet VikTeam kan hjælpe med lægevikarer, der dækker de fleste huller i vagtskemaet.

”Men vi vil gerne have ansat vores egne, faste læger. Vikarerne gør det fint, men en fast tilknyttede læger er altid en fordel, fordi de lægger mere engagement i arbejdet og har en interesse i at udvikle arbejdet. Desuden er vikarerne dyrere end fastansatte læger,” siger han.

Siden vi begyndte at søge læger i november sidste år har vi konstant fået 5-10 ansøgninger om ugen. Og hver tredje uge holder vi ansættelsessamtaler med 10-20 ansøgere, så på et tidspunkt skal vi nok få nok læger, men det går lidt for langsomt. Peter Gjersøe, enhedschef ved akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden.