Skip to main content

4:48 Psychosis

Foto: Aarhus Teater
Foto: Aarhus Teater

Per Vestergaard, Professor emeritus, dr.med

26. nov. 2018
2 min.

Publikum står forventningsfulde langs væggene i det næsten tomme scenerum. Ind springer den hætteklædte kvinde, der i 80 minutter skal fortælle om sit fortvivlede liv og sin martrede sjæl. Det gør hun med ord som ensomhed, meningsløshed, håbløshed, savn og smerte. Ordene fylder meget og taler til publikums intellekt. Hendes kropslige performance og de stærke lyd- og lyseffekter taler til følelserne. Der er tale om inddragende teater, men selv om tilskueren med mange virkemidler inddrages i kvindens mentale lidelser, bliver man samtidig holdt på afstand af sin utryghed ved at medvirke aktivt i en rolle, som man ikke helt forstår. Tilskueren ophører ikke med at være tilskuer selvom hun (tre fjerdedele denne aften var kvinder) frarøves sin sikkerhedszone i en komfortabel teaterstol, lang borte fra scenekanten.

»4:48 Psychosis« var det sidste af i alt fem teaterstykker, som den engelske dramatiker Sarah Kane nåede at skrive, kort før hun som 28-årig tog sit eget liv. 4:48 refererer til det tidspunkt, hvor hun plejede at vågnede i sine mest nedtrykte perioder. Mette Døssing formår med et formidabelt repertoire af virkemidler at formidle en ung kvindes eksistentielle rodløshed og smerte. Hun engagerer effektivt sit publikum og vækker deres medfølelse. Man stiller sig uvilkårligt det spørgsmål, om hun »kun« gennemlever en eksistentiel krise, eller om hun er psykisk syg? I tilfælde af sygdom drejer det sig vel om såkaldt borderline-personlighedsforstyrrelse eller grænsepsykose. Stykket skal ses og opleves som teater, moderne performanceteater, ikke som pædagogisk formidling af psykiatriens univers. Og den alvorlige afslutning, kvindens selvmord, understreger kun den vanskelige – og langt fra objektive – skillelinje mellem eksistensproblemer og sygdomsdiagnoser.

Faktaboks

Fakta