Content area

|

50 års kamp for at flytte det muliges grænser

Lidt mod alle odds har Australien i et halvt århundrede været blandt de førende lande i verden, når det kommer til hjertetrans­plantationer. Fra de tidlige pionerdage i slutningen af 1960’erne til udviklingen af moderne dages teknologier, der flytter grænser og gør det muligt at have et transplantationsprogram i et land med en tæt på »umulig« infrastruktur.
Peter Macdonald er professor ved University of New South Wales, leder af hjertetransplantationsenheden på St Vincent's Hospital i Sydney. Foto: Pr-foto
Forfatter(e)
Ulf Joel Jensen, ujj@kongkuglepen.dk

Den 3. december 1967 afsluttede den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Barnard et internationalt kapløb om at blive den første til at gennemføre en hjertetransplantation, da en 54-årig mandlig patient modtog et donorhjerte på Grote Schuur Hospital i Cape Town. Barnard overhalede kun akkurat sine internationale kolleger indenom: Den næste hjertetransplantation blev allerede gennemført få dage senere i USA – og bare ti måneder efter fulgte australske hjertekirurger med, da de gennemførte den første hjertetransplantation i Australien på St Vincent's Hospital i Sydney.

Dermed markerer 2018 et imponerende 50-årsjubilæum for den første hjertetransplantation down under, og siden de tidlige pionerdage har landet været med i det internationale førerfelt, når det kommer til hjertetransplantationer: I 2014 var kirurgerne på St Vincent's Hospital således de første i verden til at gennemføre en såkaldt donation after circulatory death (DCD)-hjertetransplantation, hvor hjertet populært sagt dør, inden det bliver udtaget af donor, genoplivet og reperfuseret i en maskine, inden det bliver opereret ind i modtagerpatienten.

»Grunden til, at hjertetransplantationskirurgien i dag er så langt fremme i Australien – trods landets forholdsvis beskedne størrelse [24 mio. indbyggere, red] – er til dels, at vi har koncentreret den lægefaglige ekspertise på få enheder: Vi har fire centre for voksne og et enkelt pædiatrisk i hele landet, og det betyder, at hvert enkelt center kan nå den tilstrækkeligt høje aktivitet, som vi ved er forbundet med bedre resultater. I modsætning til det kan man vende blikket mod USA, hvor de har få store transplantationsprogrammer – og rigtigt mange små programmer, som hver især kun når op på at gennemføre en håndfuld transplantationer om året«, forklarer professor Peter Macdonald, som er leder af hjertetransplantationsenheden ved St Vincent's Hospital.

Tvunget til at flytte grænserne

»En anden væsentlig faktor er, at vores hjertetransplantationsprogram på St Vincent deler adresse med et internationalt velrenommeret hjerteforskningsinstitut, Victor Chang Cardiac Research Institute. Det har bl.a. betydet, at vi kunne teste metoder og teorier på prækliniske modeller, før vi påbegyndte det kliniske program med transplantationer fra DCD-donorer«, fortsætter han.

Spoler vi igen tiden 50 år tilbage, var det fælles for de tidligste hjertetransplantationer, at den gennemsnitlige overlevelsestid var ganske lav. Derfor ophørte man i hele verden i en periode med at udføre de dengang meget risikable operationer, men i 1984 startede australierne den næste generation af deres transplantationsprogram – og har i regi af dette til dato gennemført over 2.000 hjertetransplantationer.

Grundet landets isolerede beliggenhed og specielle infrastruktur med enorme afstande er man konstant tvunget ud i nytænkning i forsøget på at flytte grænserne for det mulige. Forud for den første DCD-transplantation i 2014 udviklede forskerne fra Victor Chang Research Institute sammen med kollegerne på St Vincent's Hospital en speciel væske, som bruges i den særlige heart in a box-maskine. Det betyder, at man ikke længere er tvunget til at opbevare donorhjertet »sovende« på is, men kan genoplive hjertet, genskabe cirkulationen og dermed mindske de eventuelle vævsskader, mens man transporterer hjertet og afventer, at det kan opereres ind i modtageren.

15% øget aktivitet

Potentialet ved at anvende organer fra DCD-donorer giver næsten sig selv: På denne måde udvider man antallet af potentielt tilgængelige donororganer og kan dermed nedbringe ventelisterne betragteligt.

»Den største udfordring, når det kommer til organtransplantation, har altid været antallet af donorer. Så når vi med ny teknologi bliver i stand til at anvende hjerter, som tidligere blev anset for uegnede til transplantation, bliver vi på sigt i stand til at redde mange flere menneskeliv«, siger Peter Macdonald og fortsætter:

»Indtil nu har vi gennemført 25 DCD-hjertetransplantationer her i landet, og på verdensplan er det tilsvarende tal omkring 80 transplantationer. Erfaringerne viser, at DCD-transplantationerne er sammenlignelige med transplantationer fra hjernedøde donorer, hvad angår overlevelse, komplikationer osv. Så vi betragter det som en succes, at vi har kunnet øge vores aktiviteter med omkring 15% i løbet af de sidste fire år som en direkte følge af brugen af DCD-donorer. Og vi forventer at øge den totale mængde af hjertetransplantationer i Australien med mindst en tredjedel hen over de kommende år som følge af den nye teknologi«.

30 min hjertestop

Forskerne på Victor Chang Cardiac Research Institute fortsætter arbejdet med at forfine teknologien. I øjeblikket er man i stand til at anvende donorhjerter, som har været uden cirkulation i 30 min til transplantation, men Macdonald udelukker ikke, at dette vindue bliver større i fremtiden.

»De største udfordringer med DCD-hjertetransplantationer er at forudsige, hvor lang tid hjertet er om at holde op med at slå, efter man har stoppet den kredsløbsstøttende behandling. Dernæst at fastslå, hvor stor skade der sker på hjertevævet, når man slukker respiratoren. Og slutteligt at estimere organets levedygtighed, og hvor godt og hurtigt det vil komme sig«, fastslår Peter Macdonald. Han uddyber:

»Vi har sammen med kolleger verden over undersøgt forskellige ændringer til den oprindelige perfusionsvæske, der blev udviklet før den første DCD-transplantation i 2014. Og indtil videre har de ændringer medført, at vi nu kan ,købe' os yderligere 10 min varm iskæmi – og stadigvæk opnå, at organet kommer sig fuldkommen i den kunstige cirkulation. I dag kan vi med sikkerhed sige, at vi kan anvende et hjerte, som har været uden cirkulation i 30 min, og det siger sig selv, at jo større dette vindue bliver – jo flere potentielle organer får vi«.

3.150 km transport

Samtidig gør ex vivo organ care system (OCS)-maskinen det muligt at transportere det genoplivede organ over store afstande. Den længste rejse for et australsk donorhjerte, som siden blev succesfuldt indsat i en patient, er fra Darwin til Sydney. En tur, der i fugleflugtslinje er på cirka 3.150 km – eller lidt længere end fra København til Gibraltar.

»I vores program har vi holdt et hjerte i live i maskinen i omkring 9 t. Det inkluderede bl.a. rejsen fra Darwin til Sydney. Vores kolleger i Perth, som benytter sig af den samme maskine til at transportere organer fra hjernedøde donorer, har haft held til at holde liv i et organ i 10 t. Jeg har hørt om en case fra Europa, hvor hjertet blev holdt i live i maskinen i hele 18 t. – uden dog at have set noget publiceret omkring dette endnu. Men med de lange afstande, vi har i Australien, så er det naturligvis en meget attraktiv egenskab ved den nye teknologi – og selvfølgelig også noget, man kan drage nytte af i resten af verden«, slutter Peter Macdonald.

Peter Macdonald

  • Peter Macdonald er professor ved University of New South Wales, leder af hjertetransplantationsenheden på St Vincent's Hospital i Sydney og leder af transplantationsforskningen ved Victor Chang Cardiac Research Institute.

  • Han er tidligere præsident for Transplantation Society of Australia & New Zealand.

  • Hans forskning gennem 30 år har resulteret i mere end 300 videnskabelige artikler primært om hjertesvigt, hjertetransplantationer og bevaring af organer.

Blad nummer: 

Right side

af Jens Enné Sletgaard | 20/09
3 kommentarer
af Alice Kunkel | 17/09
7 kommentarer
af Jørn Rosborg | 17/09
1 Kommentar
af Peter Christian Gøtzsche | 17/09
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 16/09
3 kommentarer
af Annette Randløv | 16/09
2 kommentarer
af Jens Ole Mathiesen | 15/09
4 kommentarer
af Jens Ole Mathiesen | 14/09
4 kommentarer
af Steffen Thirstrup | 11/09
4 kommentarer