Skip to main content

818,2 mio. satspulje-kroner til psykiatrien

Journalist Anette Hagerup, annette@hagerup.info

6. nov. 2009
2 min.

###57032_m%c3%b8nter###

En netop vedtaget handlingsplan på psykiatriområdet betyder, at psykiatrien over de næste fire år - fra 2010 til 2013 - vil få tilført godt trekvart mia. kr. Helt nøjagtigt 818,2 mio. kr.

Bevillingen dækker både forebyggelse og behandling af psykisk sygdom samt en lang række socialpsykiatriske tiltag, som f.eks. forebyggelse af selvmord. Og bag bevillingen står samtlige Folketingets partier på nær Enhedslisten.

Aftalen styrker den forebyggende indsats over for de udsatte grupper af sindslidende. Det skal bl.a. ske ved at øge tilgængeligheden til akutte psykiatriske tilbud, f.eks. i form af udvidede åbningstider. Endvidere etableres der en psykiatrisk hotline for unge.

Opsøgende og udgående psykiatriteam har vist sig at være et effektivt redskab til at støtte og fastholde patienter i behandling efter udskrivelse eller i forbindelse med et ambulant behandlingsforløb. Samtidig kan de opsøgende team forebygge indlæggelse og minimere risikoen for misbrug, social deroute og kriminalitet blandt sindslidende. På den baggrund ønsker satspuljepartierne at udbygge de opsøgende og udgående teamfunktioner yderligere som et supplement til distriktspsykiatrien, som i dag er fuldt udbygget i alle regioner.

Frygt, tabuer og fordomme betyder ofte, at sindslidende undlader at søge behandling i tide. Samtidig kan stigmatisering og diskriminering hæmme patientens chance for at komme sig - recovery. Satspuljepartierne har derfor ønsket at afsætte midler til en afstigmatiseringskampagne.

En styrket indsats i retspsykiatrien har højeste prioritet og er med en bevilling på 261,2 mio. kr. det, der økonomisk fylder mest i den nye psykiatrihandlingsplan. Det sker bl.a. på baggrund af et øget pres på dels de eksisterende retspsykiatriske sengepladser, dels de almenpsykiatriske sengepladser, som må inddrages midlertidigt til retspsykiatriske patienter.

Man ønsker hermed at videreføre den styrkelse af retspsykiatrien, som blev iværksat med satspuljeaftalen i 2008, og som bla. har betydet, at flere retspsykiatriske patienter har fået en længerevarende og stabil indlæggelse samt en langsom udslusning til et liv uden for hospitalet.

I satspuljeaftalen indgår også en forsøgsordning med såkaldt tvungen opfølgning efter udskrivelse for den lille gruppe af psykiatriske patienter, som gang på gang bliver tvangsindlagt, men dropper behandlingen, når de kommer hjem. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen understreger, at ordningen vil blive fulgt tæt både politisk og administrativt.

Her falder satspuljemidlerne bl.a. i 2010-2013:

  • Mere personale i den akutte psykiatri: 70 mio. kr.

  • Flere opsøgende og udgående psykiatriske team: 255 mio. kr.

  • Forebyggelse af selvmord: 33 mio. kr.

  • Oplysning og afstigmatisering: 12,2 mio. kr.

  • Psykiatrifondens skolebus: 6,8 mio. kr.

  • Forsøg med »Den gode psykiatriske afdeling«: 32 mio. kr.

  • Retspsykiatri: 261,2 mio. kr.

  • Pulje til personer med debuterende sindslidelser: 8 mio. kr.