»Man gør sit bedste i situationen«

Mens studiekammeraterne var i fuld gang med deres turnus rundt omkring på sygehusene i Danmark, pakkede Momo Vendler sin kuffert og satte sig på et fly til England.

I halvandet år havde hun planlagt sit ophold og satset benhårdt på, at det ville lykkes. Drømmen var blevet en realitet. Forude ventede et års turnus på King’s College Hospital i London. Et år med nye venner, en fremmed kultur, et andet sprog – og ikke mindst mulighed for at prøve kræfter med urologien som speciale.

»I England har man større mulighed for selv at sammensætte sin turnus. Derfor besluttede jeg at tage min turnus derovre. Jeg havde haft en ufattelig god undervisning i urologi på studiet og ville gerne bruge min turnus på at afprøve, om urologien var noget for mig frem for mave-tarm-kirurgien, som ellers lå i sigtekornet«, fortæller Momo Menna Illum Vendler.

Turnusopholdet i England blev på mange punkter skelsættende. Det blev ikke blot et springbræt til en karriere som urolog, men også et lærerigt indblik i et andet sundhedsvæsen:

»Jeg oplevede en helt anden måde at arbejde på end på de danske hospitaler. Systemet er mere hierarkisk. Til gengæld løfter man nok mere i flok. Hele afdelingen gik for eksempel stuegang sammen og så hver enkelt patient hver dag. På den måde fik jeg en masse guldkorn af de mere erfarne læger. Det lærte jeg meget af«.

»Jeg satsede«

Inden Momo Vendler tog afsted, kendte hun ingen på Københavns Universitet, der havde taget sin turnus i England, men sammen med en læsemakker besluttede hun sig for at finde ud af, hvordan de kunne komme derover.

»Det var lidt besværligt at finde ud af, hvad det krævede for at komme afsted. Man skal være ude i god tid, og der er ingen garanti for, at man ender det sted, hvor man gerne vil hen, men jeg satsede på, at jeg kunne klare mig igennem«, siger Momo Vendler.

Det engelske turnussystem fungerer sådan, at alle medicinstuderende bliver rangeret efter, hvor høje karakterer de har, og hvor mange point de har scoret på forskellige prøver inden turnus. Dem med de højeste point får lov til at vælge først i forhold til, hvilke hospitaler og afdelinger de vil være på i turnus.

»På den måde er det et mere kompetitivt system, og samtidig har man flere specialer at vælge mellem«, siger hun.

Momo Vendler var blandt de heldige. Hun fik lov til at afprøve urologien og tog ikke blot en høj arbejdsmoral med hjem, men også en god faglig ballast og en større tro på sig selv.

»Det gik op for mig, hvor meget jeg rent faktisk kunne, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg kan mærke, at der bare er nogle ting, der sidder fast. Det kommer selvfølgelig, jo mere erfaring man får. Men jeg tror også, det betød noget for selvsikkerheden, at vi i England arbejdede så tæt sammen som team og kunne sparre med hinanden«, forklarer Momo Vendler.

Man gør sit bedste

Momo ser dog også store fordele ved det ansvar og den indflydelse, yngre læger har i Danmark og vil gerne være med til at bidrage til det danske sundhedsvæsen. Derfor var hun heller ikke i tvivl om, at hun ville tilbage, da hendes turnus var forbi.

I marts blev hun færdig med sin introduktionsstilling i urologi på Herlev Hospital og har siden arbejdet på Urologisk Afdeling på Rigshospitalet.

»Jeg føler virkelig, jeg er havnet på den rette hylde. Det er et meget afvekslende speciale, hvor jeg har mulighed for at beskæftige mig med både det medicinske og kirurgien«, fortæller Momo.

»Og så kan jeg godt lide den atmosfære, der er på en urologisk afdeling. Jeg føler, jeg passer ind med de mennesker, der er i specialet. Der er en behagelig omgangstone kollegerne imellem. Det er et speciale, hvor man hjælper hinanden. Folk er meget åbne og altid beredte på at supervisere én. Det er rart, når man er ung læge«.

Hun kan sagtens nikke genkendende til den usikkerhed, mange nyuddannede læger oplever, men hun har besluttet at lade være med at være for hård ved sig selv og tager sjældent arbejdet med hjem.

»En ældre læge sagde på et tidspunkt til mig, at man skal huske på, at man altid gør sit bedste i situationen. Det har jeg taget med mig. Det er selvfølgelig vigtigt at reflektere over de udfordringer, der kan være i den kliniske hverdag, men jeg tror ikke, at det gavner én konstant at gå og spekulere over, om man nu har gjort det rigtige«, siger Momo Vendler.

Hun er ikke bange for at spørge, hvis der er noget, hun er i tvivl om, og det gør det ifølge Momo nemmere at kaste sig over nye udfordringer.

»Jeg har erfaret, at det hjælper at være åben i forhold til, hvad man gerne vil lære. Man skal ikke være bange for at tage fat, men man skal også turde sige, at man ikke kan det hele og har brug for hjælp«, siger hun.

Plads til forfatter

Selvom hun i princippet kunne bruge alle sine vågne timer på at arbejde, insisterer hun på, at der skal være tid til at dyrke vennerne og sin store interesse for at skrive skønlitteratur.

»Jeg ved, at jeg aldrig bliver gift eller får børn. Familielivet har bare aldrig været et mål for mig. Til gengæld elsker jeg at skrive og vil gerne give plads til det også«.

Indtil videre er det mest i ferierne, at Momo Vendler finder tiden og roen til det.

»Det er svært at skrive og gå på arbejde samtidig. Når jeg skriver, lever jeg mig fuldstændig ind i en anden verden. Det optager alt for meget af min tankevirksomhed, og det går jo ikke, når jeg skal være fokuseret på noget helt andet. Så skriveriet har jeg henlagt til mine ferier«.

De seneste par år har hun brugt sin fritid på at opsøge øde forladte steder, hvor hun samler inspiration til sine noveller.

»Jeg er fascineret af steder i forfald og har blandt andet været på et nedlagt psykiatrisk hospital og er taget ud til et gammelt kolerahospital, der ligger i ruiner på en ø i Wales. Jeg kan godt lide at forestille mig, hvad der er foregået i de bygninger, hvilket liv de enkelte rum har indeholdt, og hvad fortiden har efterladt af aftryk«, siger Momo Vendler.

»Det må gerne være lidt trist, lidt melankolsk. Slidt og beskidt. Det inspirerer mig til at skrive og er på mange måder en stor kontrast til min egen meget kliniske og rene hverdag, hvor jeg spritter hænder og vasker hænder hele tiden«.

En realistisk drøm

Hendes drøm er at kunne kombinere sit arbejde som læge med at være forfatter.

»Jeg tror, det er godt som læge at have et mere kreativt og kunstnerisk outlet, fordi vores hverdag jo ikke er så kreativ«, siger hun og kigger smilende ud af vinduet.

Hun ser en fremtid for sig som læge både i udlandet og herhjemme. Allerhelst i byen, men provinsen kan også gå an, hvis den rette stilling er der. Det vigtige for Momo Vendler er, at der er en god balance mellem at arbejde, rejse og skrive. Og for hende hænger det at være læge og hobbyen som forfatter fint sammen:

»Det ene har meget med den direkte kontakt med mennesker at gøre. At lytte til og arbejde med det. Men selvom det er mere ensomt at skrive, har det på en måde også meget med mennesker at gøre. Det er historier om liv. Det udspiller sig bare oppe i mit hoved og på papiret. Jeg synes, det er en meget realistisk drøm. Det er ikke noget, der ligger langt ude i fremtiden«.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv