»Jeg er en bedre mor, når jeg er lykkelig«

Hver morgenen skal tre børn klædes på, der skal smøres seks madpakker – to til hver – og kysses tre pander, inden familien på fem forlader den lille villa i Viby i det sydlige Aarhus. Det er lidt et tidsmæssigt puslespil, der skal gå op, når Asger, Liv og Asta skal afleveres i vuggestue, børnehave og skole. 

Lige nu fungerer det. Nina Buch er ved at tage en ph.d. og kan derfor selv flekse sin tid og arbejde om aftenen, når ungerne er puttet. Men når hun skal i hoveduddannelse om to år, stiger puslespillet i sværhedsgrad.

Blå blink og mor til tre

Nina Buch, der oprindeligt er fra København, men nu bor i Aarhus, hvor hendes mand er fra, vil gerne være anæstesiolog. Det var blandt andet tv-programmet »Alarm 112 – Skadestuen« med de blå blink, tilspidsede situationer og meget syge patienter, der vakte hendes interesse for lægefaget.

»Jeg har hele tiden været fascineret af det akutte og lægeambulancerne. Det kunne næsten ikke blive vildt nok. Men det er også hele detektivarbejdet i at finde ud af, hvad folk fejler, finde den rette behandling, bestille de rigtige undersøgelser og så tænke videre ud fra svarerne«, siger Nina Buch.

Men anæstesiens skæve arbejdstider kan være svære at passe ind med familiefødselsdage, legeaftaler, sociale arrangementer i weekenderne og tre små børn, der skal have omsorg. Derfor håbede Nina Buch på, at et liv som praktiserende læge ville være mere hende. Men da hun prøvede praksis af i KBU’en, fik specialet ikke vundet hende.

»I praksis syntes jeg ikke, at patienterne var syge nok. De problemer, de praktiserende læger sidder med, som for eksempel graviditetsundersøgelser og øvre luftvejsinfektioner, finder jeg ikke lige så interessant som de akutte situationer. Jeg kan bedre lide, når man skal tænke hurtigt, og der skal ske noget nu og her, fordi det handler om liv og død«, siger hun.

Kærligheden til anæstesien fik hende til at tage en introstilling på Anæstesiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, for at afgøre én gang for alle, om specialet og familielivet ville gå hånd i hånd. Og efter kort tid, var hun ikke i tvivl.

»Jeg var fuldstændigt bidt af det fra første dag. Jeg følte mig hjemme i specialet, og jeg følte mig hjemme blandt kollegaerne. Jeg syntes, det var spændende, når man havde patienterne det første døgn, hvor der er meget udredning og mange procedure med for eksempel at lægge central venekateter eller epiduraler. Men også hele teamsamarbejdet med andre sygeplejersker og læger, når man står i akutte situationer var fedt«, siger Nina Buch.

Det viste sig, at et liv som mor og anæstesilæge sagtens kunne forenes. Nina Buchs mand, der arbejder med økonomistyring, har mulighed for at flekse, og hans forældre, der bor i nærheden, er også søde til at give en hånd med. Rengøringen betaler familien sig ud af, og så bliver dagligvarerne leveret til døren, så ulvetimerne kan bruges på familietid i stedet for skrig og skrål i supermarkedet.

»Børnene er vant til, at når mor er på arbejde, er der risengrød til aftensmad. Så på den måde bliver der også noget positivt ved det for dem. Og så har jeg jo fri på andre tidspunkter, hvor jeg for eksempel kan hente dem tidligt og hygge med dem i løbet af eftermiddagen«, siger hun.

Klinikeren trækker i forskertøjet

Nina Buch er et år inde i sin ph.d. om smertebehandling ved Anæstesi og Intensiv Syd, AUH, inden hun om to år søger hoveduddannelse i anæstesi. Hun var bekymret for, om en ph.d. ville afskærme hende fra det, hun er blevet læge for – nemlig patienterne.

»Jeg har altid set mig selv som kliniker. Derfor havde jeg en frygt for, at jeg i en ph.d. ville komme til at gå nede i en mørk kælder i tre år med rotter og mus. Det kunne jeg slet ikke se mig selv i. For patientkontakten og samarbejdet med andre læger og sygeplejersker kan jeg virkeligt godt lide. Derfor havde jeg mine betænkeligheder«, siger hun.

Men da hun under barsel med sin yngste blev kontaktet af en kollega fra anæstesien, der spurgte, om hun ville deltage i et ph.d.-projekt om smertebehandling, takkede hun ja. I projektet laver hun nemlig kliniske undersøgelser og har samarbejde med kollegaer i anæstesien, hvilket har fået hende til at overveje at fortsætte med forskning, når hun er færdiguddannet. Hun undersøger sammenhængen mellem smerter og nerveknuder hos patienter, der har perifere nerveskader efter amputation eller kirurgi.

Under sin ph.d. har Nina Buch god tid til dialog og kontakt med patienterne. Men i anæstesien har hun af og til oplevet, at det kan være udfordrende at udfylde lægerollen. Et eksempel var, da hun måtte lade en meget syg patient, der skulle have en operation, vente på gangen med en anæstesisygeplejerske, fordi der pludselig skulle foretages et akut kejsersnit.

»Patienten var bange. Hun var meget syg, og hun havde brug for at blive opereret. Jeg kan få et helt sug i maven ved tanken om det. Det var hårdt at skulle gå fra en syg patient. Men man er jo nødt til at prioritere, når der ikke er flere ressourcer. En del af mig kan godt lide det her med at skulle tænke hurtigt og prioritere. Men ikke når det går ud over mennesker«, siger hun.

Dårlig samvittighed stopper hende ikke

Det hårde pres afskrækker hende dog alligevel ikke fra anæstesien.

»Jeg har et job, hvor jeg bliver udfordret hver dag. Og jeg har en forventning om, at det vil fortsætte hele mit lægeliv – at det aldrig vil blive kedeligt. Det er et job, hvor man bliver ved med at udvikle sig, fordi patienterne er så forskellige«, siger Nina Buch og peger på, at hun nyder at have et job, der samtidig er hendes livsstil.

»Det er fantastisk, at ens job bliver ens livsstil, fordi man identificerer sig så meget med det, men det kommer også til at blive en forbandelse, fordi det fylder meget og kan gøre det udfordrende at være nok til stede i sit privatliv. Jeg vil virkeligt gerne blive bedre til at være mere til stede med mine børn«, siger hun.

Derfor tager familien ofte i Ninas forældres sommerhus på Sjællands Odde, der er deres frirum fra de pressede hverdage. Her slipper de alt, der hedder arbejde, og nyder tiden sammen som familie.

Men selvom samvittigheden af og til nager, vil Nina Buch aldrig give afkast på drømmen om at blive anæstesilæge.

»I de travle perioder, hvor jeg ikke synes, jeg har tid nok til børnene, har jeg dårlig samvittighed. Men jeg har ikke så mange betænkeligheder ved det, at jeg ikke vil fortsætte i sporet som anæstesilæge. Det kan måske lyde egoistisk, men det er min store drøm, og jeg er sikker på, at jeg er en bedre mor for mine børn, når jeg er lykkelig og laver det arbejde, jeg brænder for«.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv