Skip to main content

Åbenhed er den bedste medicin

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

13. sep. 2010
3 min.

»Se om din læge er i lommen på medicinalindustrien« skrev Ekstra Bladet før sommerferien. I avisen var listet en række læger, som helt i overensstemmelse med lovgivningen, havde søgt og fået Lægemiddelstyrelsens tilladelse til fx at holde foredrag eller deltage i et studie. Siden har der bl.a. været fokus på, at nogle læger ejer aktier i medicinalindustrien.

Det er efterhånden en klassiker i pressen og den offentlige debat at sætte kritisk lys på lægers forhold til medicinalindustrien. Jeg kan indimellem undre mig over forudsigeligheden i indlæggene. Den stereotype rollefordeling er, at medicinalindustrien pr. definition er befolket af anløbne typer, og at læger er deres villige håndlangere. Ofrene er patienterne, som på kynisk vis presses til at indtage unødvendig eller farlig medicin. Det er fantasiløst, og det er forkert. Men det er et ret langtidsholdbart billede, som gentages så ofte, at det bliver en form for sandhed, og det smitter desværre også af på lægers omdømme i befolkningen.

Det betyder ikke, at man skal være naiv. Lægemiddelindustrien har som sit første mål at tjene penge. Der er ofte enorme beløb på spil. Virksomhederne bruger de midler, som virker, og de kan ind i mellem opleves som for aggressive i deres markedsføring.

Men - og det er et helt afgørende men - der er ikke noget meningsfuldt alternativ til samarbejde mellem læger og lægemiddelindustrien. Det er absurd at forestille sig, at de personer, som ved mest om sygdomme, ikke skulle kunne engagere sig aktivt i udviklingen af lægemidler, eksempelvis i forbindelse med kliniske forsøg eller som foredragsholdere. Hvis ikke det kunne lade sig gøre, ville vi reelt svigte patienterne. Det ville være slut med effektiv udvikling af medicin. Det er et aspekt, som de mere puritanske i debatten sjældent kommer ind på.

Både herhjemme og internationalt arbejder Lægeforeningen for faste rammer og en høj etisk standard i samarbejdet mellem læger og medicinalindustrien. Vi skal kunne tåle at blive kigget i kortene. Tidligere var der eksempler på, at virksomheder og læger bevægede sig alt for langt ind i gråzoner, hvor det var vanskeligt at se, hvad det faglige indhold i kontakten egentlig var. Det gav - helt berettiget - dårlig omtale, når nogle læger tog på kurser med golf og gourmetmad. Der er der ryddet op i nu, og det skal vi være glade for.

Åbenhed er det bedste værn mod at få skudt forkerte motiver i skoene. Derfor er det fint, at Lægemiddelsstyrelsen offentliggør sin liste over, hvem der samarbejder med lægemiddelvirksomheder. Tidligere glemte mange læger at søge tilladelse til samarbejde med medicinalindustrien hos Lægemiddelstyrelsen. Nu søger flere heldigvis og det er stadig vigtigt, at alle husker det, hvis de overvejer et samarbejde med en virksomhed. Dels er det et lovkrav, og dels er det helt legitimt, at patienter og andre har mulighed for at orientere sig om en læges samarbejde med en virksomhed.

Det er også godt, at Lægemiddelstyrelsen konkret vurderer, om nogle lægers aktier i en medicinalvirksomhed kan være et problem. Det er svært at forestille sig, at læger kan tro, at netop deres recepter skulle kunne påvirke aktiekursen i multinationale firmaer, men ikke desto mindre er det betryggende, at vi har myndighederne til at vurdere sagen.

Artikler om »læger i lommen på industrien« vil dukke op igen. Men overholder man som læge myndighedernes krav, er der ingen grund til at dukke nakken - tværtimod.