Skip to main content

»Åh nej, skal vi nu vaske hænder igen!«

Søren Frandsen, sfr@redaktionen.dk

16. nov. 2012
3 min.


Hvad forsker du i?

»Jeg har set på to kvinder, der begge - efter de havde født - blev inficeret med Gruppe G-streptokokker og derfor fik barselsfeber. I gamle dage tog barselsfeber livet af mange kvinder, men i dag er feberen forholdsvis let at behandle med antibiotika. Men det er stadig en alvorlig infektion. Barselsfeberen er en gene for patienterne, og i et forløb, hvor der skal være tæt forbindelse mellem mor og barn, kan det være et problem at have en infektion på banen.

I forlængelse af barselsfeberen har jeg set nærmere på sygehushygiejne i hverdagen. Vi ser ofte, hvor vigtig hygiejnen er. I en dagligdag, hvor tingene går stærkt, kan god hygiejne forhindre spredningen af smitte mellem patienter og hindre forlængede indlæggelser og genindlæggelser«.

Hvorfor er det interessant?

»Bakterien er spændende, fordi barselsfeber med netop Gruppe G-streptokokker sjældent er beskrevet - jeg har kun fundet en artikel med et lignende eksempel. Generelt er blodforgiftning med Gruppe G-streptokokker sjælden hos yngre raske personer, oftest rammer infektionen ældre svækkede patienter - ofte mænd med f.eks. sukkersyge eller kræft«.

Hvad er du kommet frem til?

»Jeg er kommet frem til, at hygiejnen - selvfølgelig - er vigtig på sygehusene. I sagen med de to kvinder fik barselsafdelingen et indspark fra mikrobiologisk afdeling, der sagde, at to tilfælde af blodforgiftning med Gruppe G-streptokokker på samme afdeling burde give mistanke om smitte. Det er ikke sikkert, at barselsafdelingen selv ville have set sammenhængen så tidligt i forløbet. Sundhedsvæsenet er på mange punkter presset af produktionskrav, så udveksling af kompetencer på tværs af afdelinger kan sørge for, at smitte enten helt bliver undgået eller i hvert fald begrænset.

Det er mit indtryk, at samarbejdet langt hen ad vejen fungerer godt. Men da vi har forskellige kompetenceområder, er det vigtigt, at vi værdsætter dem. For jo mere vi hjælper hinanden, jo bedre får patienterne det«.

Hvad kan vi bruge resultaterne til på landsplan?

»Bakterien er spændende, men den har ikke de store konsekvenser til daglig. Vi skal selvfølgelig have i baghovedet, at Gruppe G-streptokokker er farlige. I de tilfælde, jeg så nærmere på, smittede bakterien højst sandsynligt fra patient til patient, og derfor er det en god ide at uddanne patienterne i at holde en god hygiejne. Blandt læger og sygeplejersker har hygiejne en tendens til at blive set som noget trivielt, der blot drejer sig om at huske at vaske og spritte hænder. Men vi skal være opmærksomme på, at alle patienter potentielt er smittebærere, og der kan være meget at vinde ved at sætte fokus på dette område«.

Fakta

Navn: Maria Louise Jöhnk

Stilling: Introduktionsreservelæge på Onkologisk Afdeling, Regionshospitalet Herning

Artikel: »Gruppe G-streptokokker som sjælden årsag til nosokomiel barselsfeber«

Medforfattere: Helene Andrea Sinclair Ingels, Alice Løvendahl Sørensen og Lotte Lambertsen.

Artiklen har været publiceret på Ugeskriftes hjemmeside under »Først på nettet« den 22. oktober 2012.