Skip to main content

Årets leder: En læge

Dorthe Crüger, administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt og speciallæge i klinisk genetik, blev torsdag kåret som ”Årets Leder 2015”.

Administrerende direktør på Sygehus Lillebælt, speciallæge Dorthe Gylling Crüger, blev torsdag kåret som Årets Leder 2015.
Administrerende direktør på Sygehus Lillebælt, speciallæge Dorthe Gylling Crüger, blev torsdag kåret som Årets Leder 2015.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

19. nov. 2015
2 min.

Dorthe Gylling Crüger, som for nylig blev udnævnt til administrerende direktør for Sygehus Lillebælt, er i dag blevet kåret som ”Årets Leder 2015”.

”Hun forsøger at gøre indlæggelse på et hospital til en positiv oplevelse for patienterne. Hun står i spidsen for bestræbelserne på, at færre får kræft og flere overlever kræft. Og så forsøger hun at være en troværdig og inspirerende leder for sine medarbejdere”, hed det i begrundelsen, da den 51-årige speciallæge i klinisk genetik torsdag fik overrakt den fornemme pris.

I fint selskab

Prisen blev overrakt på konferencen Ledensens Dag i København. Det er organisationen ”Lederne”, der står bag prisen, som i år bliver uddelt for 14. gang. Blandt de tidligere modtagere er A.P. Møller-Mærsks koncernchef Nils Smedegaard Andersen, Lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp, skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole og ”Lakridskongen” Johan Bülow, som fik prisen i 2014.

Siden navnene på de fem kandidater blev offentliggjort i starten af oktober, har afstemningen været i gang på Ledernes hjemmeside, og har fået flest stemmer. Til grund for nomineringen ligger blandt andet, at hun i en tid, hvor der er meget negativ fokus på de danske hospitaler og den oplevelse, man får som patient, siden sin tiltræden som øverste chef for Sygehus Lillebælt har arbejdet målrettet for at gøre en hospitalsindlæggelse til en positiv oplevelse.

Dorthe Crüger har tidligere været lægelig direktør, og i sommer tiltrådte hun som formand for Kræftens Bekæmpelse. Hun er kandidat fra Aarhus Universitet i vinteren 1992 og har skrevet ph.d. afhandling om fosterundersøgelser, ligesom hun har forsket i arvelige kræftsygdomme.

Efter ansættelser på sygehusene i Vejle og Århus har hun blandt andet arbejdet som specialeansvarlig overlæge i Birmingham, England og som specialechef på Vejle Sygehus.

Med en Master i Sundhedsledelse fra CBS i bagagen kom Dorthe Crüger til Sygehus Lillebælt som lægelig direktør i 2010 fra en stilling som cheflæge ved Regionshospitalet i Horsens og Brædstrup.

I april i år tiltrådte hun som Sygehus Lillebælts administrerende direktør.

De øvrige fire kandidater var Britt Meelby Jensen, administrerende direktør for Zealand Pharma A/S, administrerende direktør Morten Hübbe fra forsikringsselskabet Tryg, Mette Lykke, som er medstifter af trænings- og motionsapp’en Endomondo, og Jimmy Maymann, topchef hos den amerikanske mediegigant AOL.

Dorthe Crüger er gift og har fire børn. Hun bor i et stort gammelt hus midt i Horsens - og holder ifølge sygehusets hjemmeside af at bruge sin sparsomme fritid på familien og i haven, hvor hun kobler af og samler ny energi ved at luge og pusle om sine roser.