Skip to main content

Aarhus Universitetshospital vil ikke gøre medicinsk turisme til en industri

MEDICINSK TURISME - AUH behandler selvbetalende udlændinge med sjældne og komplekse lidelser, der selv opsøger behandling. Men hospitalet har ikke tænkt sig at gøre den medicinske turisme til en industri.

Lægefaglig direktør Claus Thomsen. Foto: Aarhus Universitetshospital
Lægefaglig direktør Claus Thomsen. Foto: Aarhus Universitetshospital

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

28. feb. 2017
3 min.

I de seneste år har lande som Polen, Frankrig og Tyrkiet tjent godt på medicinske turister, der rejser til landet med det formål at få en operation, som måske er dyrere eller dårligere i hjemlandet.

I Danmark er det også lovligt for de offentlige hospitaler af tage imod betaling fra udenlandske patienter – så længe de har tilknytning til et EU/EØS-land og ikke er akutte. Det gør de på Aarhus Universitetshospital (AUH), hvor de hvert år behandler 10-15 europæiske udlændinge, der selv har taget kontakt til hospitalet.

”Vi brander ikke os selv på det, men får henvendelser fra udlændinge, der har en god økonomi med sig og selv søger sig frem til den bedste behandling inden for det område, de har brug for. Vi vurderer selv, hvilke patienter det vil give mening at tilbyde behandling. Hvis patienterne kommer til os for at komme hurtigere frem i køen, så behandler vi dem ikke. Det skal være en patient med en sjælden eller meget kompleks lidelse, som har brug for faglig hjælp, og hvor det ikke kræver en så hastig behandling, at det ville skubbe vores andre patienter bag i køen”, siger lægefaglig direktør ved AUH, Claus Thomsen.

Faktaboks

Fakta

AUH har taget imod medicinske turister i flere år. Prisen fastsættes ud fra almindelige DRG-takster, hvor der hverken bliver taget overpris eller givet rabatter. Hospitalet tilbyder ikke kun behandling for at hjælpe syge udlændinge, men også fordi de selv kan drage fordel af patienterne.

”Det er oftest mere højtspecialiserede behandlinger, vi tilbyder. For eksempel har vi haft rygpatienter med helt abnorme lidelser, der kræver en hel særlig ekspertise. Ved den slags sjældne sygdomme har vi ikke ret mange danske patienter. Derfor kan det være en fordel for os, når en udenlandsk patient henvender sig, for jo flere vi behandler på et felt, jo bedre bliver vi. Øvelse gør jo mester”, siger Claus Thomsen.

Alligevel mener han ikke, at medicinsk turisme skal blive en industri for de offentlige danske hospitaler.

”På AUH har vi diskuteret, om vi skulle satse mere på udenlandske patienter. Men vores hovedopgave er at være et offentligt dansk hospital, der tager sig af landets patienter. Og vi har ikke kapacitet til at tage imod flere udenlandske patienter uden at gå på kompromis med vores andre patienter. Derfor er det ikke vores plan at lave en industri ud af det. Og det er heller ikke det, vi er sat i verden for”, siger Claus Thomsen.

Læs også: "Se Eiffeltårnet og bliv opereret"