Skip to main content

Aftaler om akutte børn på plads i Region Midtjylland

Alle børn med akutsygdom i Region Midtjylland skal fremover ind gennem dørene til akutafdelingen. To ud af fire hospitaler med børneafdelinger har nu aftaler på plads.

I Region Midt er der nu indgået en aftale om, hvor og af hvem akut syge børn skal behandles. Foto: Colourbox
I Region Midt er der nu indgået en aftale om, hvor og af hvem akut syge børn skal behandles. Foto: Colourbox

Christine Løvgren Spanggaard, cls@dadl.dk

6. sep. 2016
2 min.

Der var i forsommeren bekymring blandt børnelægerne i Region Midtjylland, da det blev besluttet at akut syge børn fra 2018 skal ind gennem akutafdelingens døre og ikke direkte op til børneafdelingen. Børnelægerne var bekymrede for, om akutafdelingen blev et forsinkende led og om børnene skulle tilses og behandles af læger uden den rette ekspertise.

Men de konflikter er nu løst på Aarhus Universitetshospital og Hospitalsenhed Midt, hvor der er indgået aftaler mellem børneafdelingen og akutafdelingen, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse

»Jeg er ret sikker på, at alle pædiatere i regionen vil være tilfredse. Den aftale vi har fået lavet her i Aarhus, afliver de bekymringer«, fastslår formand for Specialerådet for Pædiatri i Region Midtjylland, Søren Rittig i pressemeddelsen.

Og selvom der kan være lokale forskelle er grundprincipperne de samme: Børnene skal ind gennem akutafdelingen, hvor den behandlingsansvarlige læge er den speciallæge, der har de bedste kompetencer til opgaven. Altså vil det ofte være en børnelæge, der fra første færd har behandlingsansvaret, men i nogle tilfælde kan det i stedet være en akutlæge, en gastrokirurg eller en ortopædkirurg.

Formanden for Dansk Pædiatrisk Selskab, Pernille Mathiesen, er overvejende positiv over for den nye aftale.

»Det eneste som står lidt uklart, og som jeg kan være bekymret for, er, hvis man lægger op til, at det ikke altid er en børnelæge, som skal vurdere et medicinsk barn«, forklarer hun og understreger, at hun ikke kender aftalen til bunds.

10 senge børn i akutafdelingen

Aftalen i Aarhus indebærer blandt andet, at børnelægerne bliver en del af teamet, når der er traumekald på et barn. Derudover vil de fysiske rammer i Det Nye Universitetshospital, som akutafdelingen flytter ind i næste år, give et løft i kvaliteten. Her får børnene deres eget sengeafsnit med ti senge i akutafdelingen, hvor der vil være både børnelæger og sygeplejersker med børnekompetencer til stede.

»Det bliver en stor fordel ved den fælles akutafdeling. I dag er afstanden til børnenes sengestue en barriere for et tæt samarbejde med blandt andet gastrokirurgerne og anæstesiologerne«, forklarer Søren Rittig i pressemeddelelsen.

Aftalerne slår først for alvor igennem, når de fysiske rammer er klar. For Hospitalsenheden Midt er det ca. midt i 2018 og for Aarhus Universitetshospital er det ca. midt i 2017.