Aids-medicin i stride strømme

Lagerhaller, der bugner af ARV-medicin og state-of-the-art aids-klinikker med palme-atrium og aromaterapi, er nogle af de synlige eksempler på, at aids er et problem, man gør noget ved.

Men problemløsningen har ifølge Afrika-journalisten Jeppe Villadsen en bagside, og den bagside beskriver han gennem interviews og reportager i et otte sider langt tema i Danida-avisen Udvikling.

Han dokumenterer blandt andet, at de almene, offentlige sundhedssystemer i en række afrikanske lande lider i stilhed, mens internationale fonde og bistandsorganisationer trænges omkring bygning af aids-klinikker og uddeling af livsforlængende medicin.

Og mens flere og flere kommer i ARV-behandling takket være en øget, milliardstor indsats, risikerer millioner af børn at dø af simple infektioner eller diarré, fordi der fortsat ikke er rent vand eller nok nærende kost. En anden bivirkning af et efterhånden velfungerende, men parallelt aids-bekæmpelsessystem, er den brain-drain, der foregår fra de underbemandede og overbebyrdede offentlige sygehuse over til de aids-klinikker, der betaler bedre og giver bedre arbejdsvilkår, fordi de får mange penge udefra. For eksempel tjener sygeplejersker i Rwanda cirka 100-125 dollars mindre om måneden end de kolleger, der er ansat i projekter, støttet af Global Fund (to Fight aids, TB and Malaria).

Overraskende og opsigtsvækkende, men langt mere end det, forklarer Jeppe Villadsen over en usikker skype-forbindelse med jævnlige udfald fra Nairobi:

»At det store fokus på aids-bekæmpelse skygger for andre sygdomme, er en erkendelse, der er ved at brede sig både i det internationale bistandsmiljø og blandt forskere og eksperter. Der går en konsekvent skillelinje mellem dem, der er kritiske, for eksempel danske og internationale bistandseksperter, lokale læger og embedsmænd i Afrika, og så de klinikker og medarbejdere, der arbejder med aids-bekæmpelse. Blandt dem er der ikke mange, der kan se en skævvridning. Der er tydeligvis mange i aids-industrien, der trives godt med de store midler, de nyder at være et sted, der har medvind, tilførsel af midler og general opbakning«, siger Jeppe Villadsen.

På sine rejser rundt i Tanzania, Kenya og Uganda iagttog han kontrasten mellem en ny, arkitektonisk, strømlinet aids-klinikbygning med solafskærmning, en sval palmeatrium i i midten og en Guggenheim-inspireret centraltrappe, som en amerikansk fond havde doneret, og så et nationalhospital på samme område. Her hang folk og ventede på gangene, syge og livløse patienter blev kørt rundt med tomme øjne, der lugtede muggent og fugten dryppede fra loftet.

»Selvfølgelig var det svært at blive rigtig rasende, for det var jo godt at se, at så mange fik hjælp, men kontrasten var graverende«.

Endelig kom knækket

For selvfølgelig er det godt, at hiv-smittede kan få den behandling, der både redder deres liv og reducerer risikoen for, at de smitter videre, og selvfølgelig er det godt, at der sidste år sås et tydeligt knæk i aids-kurven for første gang nogensinde.

»Man kom jo ti år for sent i gang med at bekæmpe aids, for da var ti millioner mennesker allerede døde, og da man kom i gang, var der ingen, der troede på, at det kunne lade sig gøre. I dag er der to millioner mennesker i behandling, og minimum 350.000 mennesker har reddet livet, takket være de programmer og de økonomiske midler, der er tilført udefra. Det skal man også huske på«, siger formand for Læger uden Grænser (MSF), læge Søren Brix Christensen, og understreger, at atriumgårde og aromaterapi da er iøjnefaldende, når de nationale sygehuse er ved at falde sammen, men:

»I 2001, da jeg første gang kom til Khayelitsha Hospital i Cape Town, var der slet ingen ting, halvdelen af patienterne døde hver tredje dag, og stemningen var deprimerende. At arbejde i det her felt er så skævvredet i forvejen«.

MSF er en af de NGO'er, der sætter aids-bekæmpelse øverste, og organisationen har lige nu 100.000 mennesker i ARV-behandling.

Mere sundhed for pengene

Flere af de eksperter, Jeppe Villadsen har talt med, peger på, at pengene kunne være bedre brugt på at bekæmpe børnedødelighed, på vandingsprojekter eller på familieplanlægning:

»Som det er lige nu, bruger landene mange resurser på at opbevare og registrere den aids-medicin, der vælter ind. Danida har lige doneret penge til en ny lagerhal i Uganda, for der er ikke mere plads. I stedet for bare at sende så ufattelig mange milliarder efter aids, burde vi angribe det mere Bjørn Lomborgsk - altså hvordan får vi mest sundhed for pengene? Min research viste jo, at vi kan få meget mere sundhed for de samme penge«, siger Jeppe Villadsen.

Kan aids ikke være et lokomotiv for generelt bedre sundhedssystemer?

»Utroligt mange af de eksperter, jeg har talt med, er skeptiske. Det er også en dyr måde at bygge et generelt sundhedsvæsen op på. Blandt andet den amerikanske præsidents fond PEPFAR (Presidents Emergency Plan for aids Relief) kører et parallelt system, fordi de ikke føler, at de kan stole på den offentlige distribution. Det er det evige dilemma om, hvor meget man skal betro de lokale, for man risikerer et spild - så er alternativet at køre det selv, men det tror jeg ikke, at der kommer særlig meget udvikling ud af«, siger Jeppe Villadsen.

Her er Søren Brix noget mere optimistisk, for:

»Det limelight, der kom på aids, skal trække de andre sygdomme op og skabe opmærksomhed om hele sundhedssituationen, også TB, underernæring og problemer med at rekruttere sundhedsmedarbejdere. Situationen kan faktisk sammenlignes med tsunamien, hvor vi var 350 NGO'er, der samlede langt flere penge ind, end vi kunne bruge, og derfor kanaliserede midlerne over på andre, vigtige områder. Det kunne man også gøre her«, siger Søren Brix.

Flere af fondene, herunder Global aids Alliance, arbejder allerede med at øremærke midler til for eksempel børn, og knap 24 procent af fondens midler går til ikke-aids-relaterede projekter.

Men det er lettere sagt end gjort at flytte store pengebeløb rundt:

»De amerikansk dominerede fonde er meget strikse med, at pengene går til aids-bekæmpelse, og de følger dem nøje, fordi de er bange for, at penge ellers forsvinder. Modsat den skandinaviske model, hvor man giver til landenes regeringer, fortrækker USA at bevare kontrollen og derfor øremærke midlerne«, forklarer David Halperin, forsker i folkesundhed ved Harvard University School of Public Health, der i 15 år har haft aids som primært forskningsområde.

I artiklen i Udvikling understreger han blandt andet, at der for flere af de store donationers vedkommende er tale om ekstrabevillinger, der ikke bare kan flyttes over på familieplanlægning, drikkevandsprojekter eller generel forbedring af sundhedssytemerne, selvom man derved kunne få meget mere sundhed for pengene.

»Det hjælper ikke nogen bare at sende penge - hverken på den skandinaviske eller den amerikanske måde. I stedet skal de afrikanske lande have adgang ti l vores viden, vores tekniske kunnen og for eksempel lære af vores erfaringer med hensyn til at opbygge velfungerende systemer«, siger David Halperin.

Kilder: