Skip to main content

Aldersgrænsen for fertilitets-behandling bliver ændret

Aldersgrænsen bliver ensrettet, så alle danske kvinder kan få fertilitetsbehandling indtil de er fyldt 41 år. Ensretning er godt, siger fertilitetslæger – men ændringen betyder længere ventelister og færre børn.

Fra 2013 til 2016 steg antallet af børn, der kom til verden via fertilitetsbehandling, fra 4226 til 4943 årligt - eller hvad der svarer til 8 pct. af en fødselsårgang. Foto: Bigstock
Fra 2013 til 2016 steg antallet af børn, der kom til verden via fertilitetsbehandling, fra 4226 til 4943 årligt - eller hvad der svarer til 8 pct. af en fødselsårgang. Foto: Bigstock

Anders Heissel, ah@dadl.dk

1. jun. 2018
5 min.

Det skal være slut med, at der er forskellige aldersgrænser for, hvornår danske kvinder kan få fertilitetsbehandling.

Selv om de offentlige fertilitetsklinikker har en aldersgrænse på 40 år, så bliver den tolket forskelligt, så kvinder vest for Storebælt kan modtage fertilitetsbehandling indtil de fylder 41 år. Derimod kan kvinder i Region Sjælland og Region Hovedstaden få behandling indtil de fylder 40 år.

Men nu vil Danske Regioner ensrette aldersgrænsen, så alle kvinder kan få fertilitetsbehandling indtil de er 41 år, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

»I dag er der forskel på aldersgrænsen for fertilitetsbehandling i de forskellige regioner, og det betyder bl.a., at der er en livlig trafik fra øst til vest, hvor grænsen er højere. Det er til stor gene for kvinderne, og der skal naturligvis være lige adgang til behandling uanset, hvor i landet man bor. Og derfor ensretter vi aldersgrænsen«, siger Stephanie Lose.

Ældre kvinder har mindre chance

Fertilitetsklinikken på Holbæk Sygehus, som dækker hele Region Sjælland, har landets længste venteliste med 10-12 måneder, og i dag er aldersgrænsen 40 år, og det er den af en grund, siger Kathrine Birch Petersen, specialeansvarlig overlæge på klinikken.

»Når kvinden bliver 40 år, falder chancen for graviditet betydeligt. Hvis kvinden starter med fertilitetsbehandlingen under 35 år, er chancen for graviditet 80 pct., når kvinden er mellem 35 og 39 år, er chancen 60 pct., og hvis kvinden er over 40, er chancen 26 pct. for at få en baby fem år efter behandlingsstart. Og chancen falder derefter betydeligt. Derfor bruger vi vores ressourcer på de kvinder med størst chancer«, siger Kathrine Birch Petersen.

Hun mener alligevel, at det er en god ide, at regionerne ensretter aldersgrænsen, fordi kvinder over hele landet skal have det samme tilbud uanset, hvor de bor.

»Men ændringen vil få negativ betydning for kvinderne i Region Sjælland, hvis ikke vi får tilført flere ressourcer. For med ændringen får vi en større patientgruppe, vi skal tilbyde behandling, og med det samme antal personale vil ventetiden blot blive højere, og vi kommer desuden til at afvise flere til behandling, da vi har et begrænset antal pladser hver uge«.

Faktaboks

Fakta

Er det så spild af penge at ændre grænsen?

»Regionerne skal bare tænke sig om. Fertilitetsbehandling koster 200 mio. kr. hvert år og ca. hvert 11. barn kommer til verden efter fertilitetsbehandling. Vi føder 1,7 barn per kvinde, og det er for lidt, hvis vi skal opretholde befolkningstallet. Det kræver 2,1 barn. Børn født efter fertilitetsbehandling tjener sig hjem mange gange på sigt. Hvis vi skal behandle flere kvinder med lavere chance for graviditet, bliver vores succesrate som afdeling dårligere. Der vil simpelthen blive produceret færre børn. I dag kan vi kan ikke følge med, og 10-15 pct. af vores par rejser til Odense, fordi ventetiden der er kortere og aldersgrænsen højere. Og det vil nok fortsætte selv om grænsen bliver ændret. Løsningen er, at vi får to-tre millioner kroner til at udvide med flere ansatte, for lokalerne har vi. På den måde vil vi kunne behandle flere af vores egne patienter i Region Sjælland«, siger Kathrine Birch Petersen.

Få nu de børn!

Også på Rigshospitalets Fertilitetsklinik er aldersgrænsen 40 år, og ifølge Elisabeth Carlsen, overlæge på fertilitetsklinikken og desuden formand for Dansk Fertilitetsselskab, skyldes det lige som Holbæk hensynet til at behandle de kvinder med størst sandsynlighed for graviditet.

»Fra selskabets side har vi hele tiden anbefalet en ens aldersgrænse, for det er forkert, at kvinderne har forskellige grænser afhængig af deres bopæl. Men når aldersgrænsen bliver hævet, vil behandlingstilbuddet blive øget, og vi kan ende med en stor pulje af kvinder mellem 40 og 41, fordi kvinderne generelt venter længere med at få børn i Region Hovedstaden. Og så stiger ventelisten her, og så skal kvinderne alligevel rejse til Jylland, hvor ventelisterne er kortere, og så er vi ikke nået videre. Desuden, hvis man ser kynisk på det, får samfundet mindre for pengene, for jo ældre kvinderne er, jo sværere har de ved at få børn«, siger Elisabeth Carlsen.

Sidste år var ventetiden til første undersøgelse op til 15 måneder på Rigshospitalet, men efter at regionen skød otte millioner kroner til fertilitetsområdet er ventetiden ifølge Elisabeth Carlsen nu nede på fem måneder.

»Og en udvidet aldersgrænse vil formentlig betyde længere ventetid«.

Hvad er løsningen så?

»Den nemmeste løsning er, at danske kvinder får børn noget hurtigere. Helt enkelt.«

Vi skal ikke selektere i patienter

Men argumentet med, at samfundet får mindre for pengene, når grænsen bliver hævet i Region Hovedstaden og Region Sjælland holder slet ikke, siger Stephanie Lose.

»For det første har kvinder på over 40 år hele tiden haft muligheden i andre regioner – og tilmed har kvinder fra Sjælland rejst dertil og har fået det betalt af deres egen region. For det andet vil argumentet være en nydefinering af, hvordan vi indretter vores sundhedsvæsen. Sat på spsidsen er et sammenligneligt eksempel, at overlevelsen af patienter med lungekræft er dårligere end patienter med brystkræft, men derfor skal begge patientgrupper naturligvis have et behandlingstilbud. Lige som kvinder på over 40 år over hele landet skal have tilbuddet om fertilitetsbehandling – uanset om de har lavere chance for at blive gravid. Vi skal ikke naturligvis ikke selektere i ventelisten, og jeg håber heller ikke, at fertilitetsklinikkerne i dag behandler kvinder på 25 år før kvinder på 39 år. Alle skal have tilbuddet uanset alder«, siger Stephanie Lose.

Formelt bliver beslutningen om den ensrettede aldersgrænse taget på Danske Regioners bestyrelsesmøde den 14. juni og vil træde i kraft umiddelbart efter, oplyser Danske Regioner. À