»Hvordan synes du selv, det går«, er et klassisk spørgsmål, som vejledere ikke blot bør stille uddannelseslægerne. De bør også stille sig selv det spørgsmål, for noget tyder på, at det står skidt til på sygehusene med supervisionen til yngre læger under hoveduddannelse i almen medicin.
Bedre ser det ud for hoveduddannelseslægerne, når de kommer til forløbene i almen praksis. Her oplever 64 procent af de 744 yngre læger, der har medvirket i en ny undersøgelse fra Yngre Læger, at de i høj grad får den supervision, de har brug for. På sygehusene er tallet 13 procent, viser undersøgelsen.
Rapporten »Fra KBU til speciallæge i almen medicin: supervision og uddannelse« viser desuden en positiv sammenhæng mellem de yngre lægers oplevelse af tilstrækkelig supervision og oplevelsen af kvalitet i uddannelsen i almen medicin.
Ifølge formand for Yngre Læger Camilla Rathcke er det relevant at løfte supervisionen i en tid, hvor der er problemer med lægedækning og mangel på speciallæger i almen medicin.
»Disse resultater understreger, at det kun gå kan for langsomt med at løfte uddannelsen og supervisionen. Vi kommer ikke uden om, at der nogle steder er en oplevelse af, at man som uddannelsessøgende i almen medicin ikke prioriteres uddannelsesmæssigt i samme grad som uddannelsessøgende i det speciale, som varetages på afdelingen«, siger Camilla Rathcke, der med undersøgelsen håber at kunne rette op på supervisionen, så det bliver mere attraktivt at tage hoveduddannelsen i almen medicin.
»Det er afgørende at finde ud af, hvorfor de yngre læger vælger, som de gør. Det har en betydning for, hvordan praksis eller hospitalerne skruer deres uddannelse sammen«, siger hun.
Derfor retter undersøgelsens resultater sig ikke kun imod dem, der er i gang med hoveduddannelsen, men imod alle Yngre Lægers medlemmer fra introduktions- til KBU-læger, der skal vælge hoveduddannelse, forklarer Camilla Rathcke.
Stor forskel på supervision
En af de yngre læger, der potentielt kan blive almenmediciner, er Astrid Andersen. Hun kan med egne ord skrive under på, at supervisionen er bedre i almen praksis end på sygehusene, allerede inden hun er begyndt på sin hoveduddannelse, og det ringe sygehusforløb for almenmedicinere er en del af hendes overvejelser omkring valg af hoveduddannelse.
Hun blev færdig som læge i 2012, har arbejdet på medicinske afdelinger og i psykiatrien. Nu har hun en introstilling i almen praksis hos lægerne Brahe og Rykær i Tilst ved Aarhus.
Hun fortæller, at der er stor variation i kvaliteten af supervisionen fra afdeling til afdeling på sygehusene, og hendes oplevelse er, at dårlig supervision i yderste konsekvens kan føre til dårligere behandling af patienterne.
»Det er systematiseret på forskellige måder. I psykiatrien var der en halv times gruppesupervision dagligt, hvor det på nogle medicinske afdelinger kan føles som nærmest ikkeeksisterende«, siger hun.
I almen praksis har hun et kvarters supervision om morgenen og en halv time over middag – altså tre kvarters supervision dagligt. Ofte er tutorlægen også »fluen på væggen«, hvor de er med inde at se en konsultation.
»Det har jeg ikke oplevet andre steder, i psykiatrien skete det dog få gange, uden at det var systematiseret som i almen praksis. Der har det mere handlet om behandlingsplaner, mens der i almen praksis bliver taget godt hånd om, hvordan min kommunikation virker, hvordan jeg sidder på stolen og på mit sprog«, siger hun.
Om morgenen forbereder hun sammen med tutorlægen dagen, og hun får en introduktion til patienterne. De ser på, hvad det er for nogle problemstillinger, patienter kommer med, og hvad de skal være opmærksomme på.
»Det er f.eks. rart at vide, hvis nu der kommer en syrisk flygtningefamilie, hvor jeg skal være forberedt på en lidt længere konsultation, og at der er en tolk med«, siger Astrid Andersen.
Supervision er omdiskuteret
I Videreuddannelsesregion Nord, der koordinerer yngre lægers uddannelse i Midtjylland og Nordjylland, mener sekretariatschef Berit Bjerre Handberg, at tallene fra Yngre Læger skal ses i lyset af, at der er stor forskel på, hvordan man opfatter begrebet supervision, siger hun.
»Supervision er et omdiskuteret begreb, og der er stor forskel på, hvad supervision indebærer – og hvad der er mentoring eller coaching. Hvis de yngre læger har svaret på, om der sidder en mere erfaren læge lige inde ved siden af, som med det samme kan hjælpe og svare, så er det klart, at den fremstår bedre i almen praksis«, siger hun.
Videreuddannelsessekretariatet holder øje med kvaliteten i uddannelserne på vegne af De Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse og gør noget ved kvaliteten, hvis den halter – bl.a. ved at følge op i samarbejde med ledelserne på hospitalerne.
Ifølge Berit Bjerre Handberg er der andre tal, der viser, at de yngre læger på andre parametre vurderer, at der generelt er stor tilfredshed med uddannelserne.
»Der er stadig ting, vi skal arbejde med. Men en generel sandhed om, at yngre læger ikke får den læring, der skal til, det er jeg ikke enig i. Men det ændrer ikke på, at de har svaret, hvad de har svaret, afhængig af, hvordan de definerer ’supervision’ i Yngre Lægers nye undersøgelse. Der er klart lokale problemer, og det forsøger vi at gøre noget ved«, siger hun.
Yngre Læge-formand Camilla Rathcke siger, at de yngre læger utvivlsomt har svaret på noget forskelligt, men det gør ikke så meget, for supervision skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Det vigtigste er, om det er muligt at komme til en ældre kollega, i det omfang behovet er der, og det er et ledelsesansvar at få skabt et godt uddannelsesmiljø, siger hun.
»Nogle gange er behovet at blive superviseret i en hel konsultation med patienten, andre gange vil det være kortvarig supervision af et håndgreb eller en undersøgelsesteknik. Og det kan også være dialog om behandlingsplaner eller -justeringer for patienter, som man f.eks. har set tidligere på dagen, hvor man får drøftet, om de overvejelser, man gjorde sig, var de rigtige. Det centrale er oplevelsen af og muligheden for at blive klogere ved hjælp af en ældre kollega, hvis behovet er der,” siger hun.
Hun understreger, at der naturligvis også er et behov for, at den enkelte tager ansvar for egen læring og selv er opsøgende, men hun peger på, at der nogle steder er en oplevelse af, at man som uddannelsessøgende i almen medicin ikke prioriteres uddannelsesmæssigt i samme grad som uddannelsessøgende i det speciale, som afdelingen varetager.
Mangel på kontinuitet
Ifølge Astrid Andersen hænger supervisionen og kontinuitet i patientforløbene sammen. Hun forklarer, at hun på sygehusene har følt, at det hele handlede om at få udskrevet patienterne så hurtigt som muligt, og at der ikke var tid til at følge op på patienterne fra dagen før.
»Overlæger og unge læger opbygger et tillidsforhold. Man lærer hinanden at kende, hvis man har mulighed for at være på samme afdeling i længere tid. Man lærer, hvor hinandens kompetencer og svagheder ligger, og man tør som yngre læge stille krav til supervision. Lægerne kan nemmere følge op, hvis man fra dag til dag kan gøre noget anderledes i arbejdet«, siger Astrid Andersen.
Berit Bjerre Handberg erkender, at følelsen af kontinuitet kan betyde meget for de yngre læger, men at det er en vanskelig balance. Hospitalerne skal tage sig af patienter, og der er en drift, der skal sikres, siger hun.
»Samtidig skal vi sikre, at de, der skal lære noget, også får lært det, de skal. Det er også en central driftsopgave for hospitaler at sikre det«, siger Berit Bjerre Handberg.
Hun mener også, at almen praksis generelt er bedre til at sikre kontinuitet, men det skyldes snarere de rammer, som almen praksis kan levere.
»Almen praksis har nogle gyldne rammebetingelser for at skabe tryghed om læringssituationer. Det er en mere begrænset organisation, og du er tæt på de ældre læger hele tiden. Der er nogle gode rammer for at lære lægerne op, fordi patienterne sjældent er rigtig hastende syge. Almen praksis er så også heldigvis rigtig gode til at udnytte det«, siger hun.
Faktaboks
