Skip to main content

Almen praksis vil opruste i kræft-kampen

PLO og Kræftens Bekæmpelse har opstillet en række mål for, hvordan praktiserende læger kan spille en mere aktiv og opsøgende rolle i forhold til kræftpatienter.

Foto: Forsideill. fra fælles udspil fra PLO og Kræftens Bekæmpelse "Kræftpatienter og almen praksis – en styrket indsats".
Foto: Forsideill. fra fælles udspil fra PLO og Kræftens Bekæmpelse "Kræftpatienter og almen praksis – en styrket indsats".

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

15. jan. 2017
2 min.

De kommende års stigende antal kræftpatienter – herunder de mange, som lever længere med deres kræftsygdomme – stiller sammen med de kortere indlæggelsestider øgede krav til de praktiserende læger.

Derfor har de praktiserende lægers organisation PLO og Kræftens Bekæmpelse udarbejdet et fælles udspil med principper og mål for, hvordan den praktiserende læge skal støtte og bakke op om sine kræftpatienter.

”PLO og Kræf¬tens Bekæmpelse er enige om, at let og hurtig adgang, lydhørhed, tillid og høj kvalitet er nøgleord”, skriver formændene for de to organisationer, Christian Freitag og Dorthe Crüger, i et forord til det fælles udspil ”Kræftpatienter og almen praksis – en styrket indsats”. (LINK)

De fælles anbefalinger til en styrket kræftindsats i almen praksis falder inden for områderne forebyggelse, (screening, vaccination) udredning, behandling, opfølgning og palliation.

Derudover vil PLO og Kræftens Bekæmpelse sammen arbejde for bedre sammenhæng i forløbene; større lighed, så der bl.a. sikres let adgang til praktiserende læge i alle dele af landet; efteruddannelse skal holde de praktiserende læger opdateret om den nyeste viden på kræftområdet; og endelig skal der ske en løbende kvalitetsudvikling, bl.a. inden for udvikling af kliniske beslutningsværktøjer.

Formand for Kræftens Bekæmpelse, Dorthe Crüger, mener, at udspillet særligt vil gavne de svageste patienter:

”Den praktiserende læge må meget gerne være opsøgende og selv tage initiativ i forhold til de patienter, der har behov”, siger Dorthe Crüger i en fælles pressemeddelelse.

”Det kan være særlig vigtigt for svage patienter og dem, der lider af andre sygdomme samtidig med kræft. Det er ofte dem, der bliver slået voldsomt ud af kurs. Her kan den aktive praktiserende læge spille en helt afgørende rolle, ved af sig selv at tage kontakt til patienten og fungere som tovholder”, siger Dorthe Crüger.

Udspillet ligger i forlængelse af de tanker, PLO fremlagde i ’På patientens vegne’ i september 2016. Her foreslog PLO bl.a., at praktiserende læger skal have bedre diagnostiske muligheder, og at der skal indføres overdragelseskonsultationer for patienter, der udskrives fra sygehuset til videre behandling i almen praksis.

”Den praktiserende læge har ofte et godt kendskab til sine patienter og kan være den faste læge, der støtter og bakker op, når sygdomsforløbet bliver svært. Det kan blandt andet være i de situationer, hvor behandlingsmulighederne er udtømte. Her vil vi styrke de praktiserende lægers helt naturligt og centrale rolle i forhold til den lindrende behandling”, siger næstformand i PLO Niels Ulrich Holm.