Skip to main content

Almenmediciner hos Læger Uden Grænser: Kroniske sygdomme er oversete i den humanitære indsats

Kroniske sygdomme er et overset kapitel i den humanitære indsats, men fokus er ved at vende, siger almenmediciner Rasmus Schou Christensen, der har været udsendt med Læger Uden Grænser i en flygtningelejr. Han bruger sit netværk blandt andre udsendte til at bearbejde de voldsomme oplevelser, der følger med livet som læge i felten.
Klinikken ser rigtig mange mange børn med kroniske sygdomme. Klinikken har omkring 3000 patienter, men flere mennesker lever med ubehandlede kroniske sygdomme.
Klinikken ser rigtig mange mange børn med kroniske sygdomme. Klinikken har omkring 3000 patienter, men flere mennesker lever med ubehandlede kroniske sygdomme.

Ditte Damsgaard

14. jun. 2019
11 min.

»Der er beskidt, der lugter af skrald og bilos, og bygningerne står så tæt i de smalle gader, at der knap kommer sollys ned. Ledningerne hænger lavt, og overalt ligger vand i store vandpytter«, fortæller læge Rasmus Schou Christensen.

Beboerne i Shatila Refugee Camp i Beirut prøver at overleve og tage en dag ad gangen med en usikker fremtid i vente. De ved ikke, hvornår det ender. Om det er i næste uge eller om ti år. Eller 20 år, siger han.

»En ting er, at de er somatisk syge og lider af kroniske sygdomme. Derudover er de psykisk slidte og har en udtalt håbløshed for fremtiden«, siger Rasmus Schou Christensen.

Rasmus Schou Christensen er 39 år, almenmediciner og netop vendt hjem efter et halvt år i Shatila-lejren i Beirut. Her var han chef for en klinik, der er drevet af Læger Uden Grænser og tager sig af patienter med kroniske sygdomme.

Det gav ham en stor faglig og personlig tilfredsstillelse af være udsendt som læge i flygtningelejren, der ligger klos op ad krigen i Syrien.

»Det er rå lægegerning, det er klinik, basal lægefaglig undersøgelsesteknik, og det er fedt og ret udfordrende«, siger han.

Almenmedicineren peger på, at læger i Danmark er godt uddannede og har en uddannelse, der er meget brugbar ude i verden. Med meget få midler kan man gøre en stor forskel for mange mennesker, og det oplever han som fantastisk og givende.

»Jeg kan godt lide følelsen af, at jeg opnår noget, når jeg behandler en patient. At vi gør en forskel. Det gør vi i Læger uden Grænser. Og det bliver man afhængig af. Man ser hele tiden, hvor stort et behov der er, og det inspirerer og motiverer mig til at fortsætte«.

Ifølge Rasmus Schou Christensen er kroniske sygdomme oversete i den humanitære indsats. Medierne har ofte fokus på, hvis der er hungersnød, ebola, hiv, tuberkulose og jordskælv eller andre naturkatastrofer. Men tit træder de kroniske, langstrakte patientforløb lidt i baggrunden.

»Kroniske sygdomme er oversete. Det er ikke det, man hører om. Vi redder liv i det lange løb, men ikke nu og her. Vi ser ikke en gevinst med det samme, men patienten får måske ti flere leveår i den anden ende. Der er ved at komme mere fokus på det, og det er i høj grad nødvendigt, fordi incidensen af eksempelvis diabetes i lav- og mellemindkomstlandende er hastigt stigende«.

Et paradigmeskifte er på vej, siger Rasmus Schou Christensen. Skiftet kommer bl.a. på baggrund af opgørelser fra WHO, der viser, at kroniske sygdomme uden sammenligning er den største dræber på verdensplan.

Ifølge tal fra WHO sker syv ud af ti dødsfald om året på grund af kroniske sygdomme, og 80 procent af dem sker i lav- og mellemindkomstlande.

»Jeg kan godt lide følelsen af, at jeg opnår noget, når jeg behandler en patient. At vi gør en forskel. Det gør vi i Læger uden Grænser. Og det bliver man afhængig af. Man ser hele tiden, hvor stort et behov der er, og det inspirerer og motiverer mig til at fortsætte«. Rasmus Schou Christensen, speciallæge i almen medicin

Barsk flygtningelejr

i dag bor der 7.000-15.000 mennesker. Nogle optællinger tyder dog på, at indbyggertallet lyder på 30.000.

Selve Shatila-lejren stammer fra 1948. I starten var det en palæstinensisk lejr, og siden er der blevet bygget små, faldefærdige huse i den overcrowdede lille bydel på kun en kvadratkilometer i selve Beirut.

Efter det arabiske forår i 2011 er der kommet mange syrere til Libanon. Lige nu er hovedparten af beboerne syriske flygtninge, og i dag bor der 7.000-15.000 mennesker. Nogle optællinger tyder dog på, at indbyggertallet lyder på 30.000, siden de syriske flygtninge kom til.

Ti gange så syge af diabetes

Læger Uden Grænsers klinik har 20 ansatte, heriblandt to speciallæger, en endokrinolog og en nefrolog, seks sygeplejersker, farmaceuter, socialarbejdere og psykologer.

De har også en såkaldt Patient Support Education Counsellor, der uddanner patienterne i, hvordan de tager insulin og anden tabletbehandling, herunder patientuddannelse i, hvad følgevirkningerne er til eventuel manglende komplians.

Klinikken rummer omkring 3.000 patienter, men Rasmus Schou Christensen betegner antallet af patienter som uendeligt. De kommer med alt, hvad der er kronisk, såkaldte non-communicable diseases (NCDs). Altså sygdomme, der ikke smitter. Det er hjertesygdomme, lungesygdomme, astma, KOL, epilepsi, stofskiftesygdomme og især sukkersyge.

»Vi har rigtig mange type 1-sukkersygepatienter, inkl. mange børn, som er afhængige af at få insulin hver dag. De er i en udfordret og dårlig situation. Det er svært at have en kronisk sygdom, som kræver daglig behandling og hyppige lægekontroller og samtidig være flygtning. Mange bor på gaden, har ikke adgang til helt basale ting, de kan ikke læse eller skrive, og det giver kæmpe udfordringer for dem at tage medicin eller injicere insulin hver dag«, siger han.

Det har store konsekvenser for patienterne, hvis de ikke får den rette behandling, forklarer Rasmus Schou Christensen. De kan få ketoacidose, altså syreforgiftning, hvor kroppen bliver forgiftet af affaldsstoffer fra forbrændingen af fedtstoffer, og de kan ende i koma og dø.

Læs også: »Lige i det øjeblik indser jeg for alvor, hvor tidligt vi er ankommet«

Unge med blodpropper

De sygdomme og de følgevirkninger, lægerne ser i Shatila, er helt de samme som i Danmark. Folk er bare 10-15 år yngre, og de er ti gange så syge.

»Hvis patienterne igennem længere tid har en dysreguleret sukkersyge, hvor de får en lille smule, men ikke optimal behandling, kan de udvikle alle komplikationerne. Det er store sår på fødder og ben, nyresvigt, hjerteproblemer og blodpropper i hjertet. Jeg ser rigtig mange blodpropper i hjertet hos meget unge patienter. Den yngste jeg har haft, var 26 år«.

Hvad gør du så, når der kommer en 26-årig ind med blodprop i hjertet?

»Vi prøver at stabilisere ham og give ham livreddende behandling. Og så går vi i gang med at finde et sygehus, der vil indlægge ham. Og hvis vi først har stillet indikationen for indlæggelse, dækker vi også udgifterne til hospitalsbehandling«.

Er det svært at finde et hospital, der vil indlægge en ung mand fra en flygtningelejr?

»Ja, men efter 4-6 timers ringen rundt, lykkes det som regel at finde et hospital«.

Er det tids nok?

»Nej. Det er det ikke, men det er det bedste, vi kan gøre«.

Når en patient kommer med symptomer på en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, kan Rasmus Schou Christensen godt savne at have muligheden for at putte vedkommende i en skanner. Men han har en oplevelse af at blive skarpere, når en skanner ikke er tilgængelig.

»Ved symptomer kan man godt savne yderligere akut mulighed for diagnostik, eksempelvis CT-skanner, akutte blodprøver mv. Men jeg bliver nødt til at bruge min faglighed. I Danmark kan man putte patienten i en skanner og finde ud af, hvad han fejler. Skanneren kan understøtte diagnosen. Men jeg har ikke en der«.

Faktaboks

Kroniske sygdomme hos Læger Uden Grænser

Voldtægt i baghovedet

Læger Uden Grænser har de seneste år set et stigende antal kvinder, som har været udsat for partnervold og seksuel vold.

Rasmus Schou Christensen fortæller også om mange voldsomme oplevelser med patienter, der har været udsat for tortur, voldtægt og vold. Og det er også noget, han må forholde sig til i sit arbejde med patienter med kroniske sygdomme.

Det er tydeligt, at der foregår alt muligt i lejren, siger Rasmus Schou Christensen.

»I min klinik behandler vi ikke ofre for voldtægter og seksuel vold, det gør vi i en anden klinik i lejren, og i mange af vores projekter verden over. Men i vores klinik hører vi mange historier, og vi har mange uønskede gravide efter voldtægter, som vi også hjælper. Vi har to psykologer og en socialrådgiver i klinikken for at få en mere holistisk tilgang til patienterne. Og vi ved bare, også fra andre projekter, at når mennesker er sammen under de vilkår, sker der noget med deres mentalitet. Voldtægter er en del af dagligdagen. Drenge, piger, mænd, kvinder. Jeg har set det så mange gange, at det er der bare«.

Vænner man sig til det?

»Nej. Hvis man gør det, skal man finde et andet arbejde. Men man vænner sig til hele tiden at have det i baghovedet, når man ser en patient. At skulle mistænke, at det kunne være en del af årsagen til de symptomer, han eller hun præsenterer«.

Hvad gør du for at være i det?

»Jeg har en dobbeltrolle. Mine egne læger, som behandler patienterne, har også brug for at læsse af, og jeg skal støtte dem. Men samtidig skal jeg også selv have mulighed for at læsse af. Det er en svær balancegang«.

Har du familie og venner, som du ringer hjem til og snakker med?

»Ikke om det her. Hjemme i Danmark kan det være svært at forstå. Og det er også et af problemerne, når man kommer hjem. Livet som udsendt og de oplevelser, man har haft, kan være svære at sætte sig ind i og forholde sig til. Så vi udsendte bruger hinanden. Vi ved godt, at de, der kommer hjem fra en mission, ikke har så mange at snakke med. For folk forstår ikke helt, hvad det er, du har stået med«.

Og du kan ikke prøve at forklare det?

»Jo. Det kan jeg godt. Men den falder hurtigt til jorden. Når man har stået dernede i den atmosfære, den lugt og de lyde … Det kan du ikke gengive. Den udfordring har mange, når de kommer hjem. Det er svært for andre at sætte sig ind i. At debriefe og psykologisk ventilere, hvad du har været udsat for, det er svært. Så vi har støtte fra Læger Uden Grænsers kontor, hvor vi taler med psykologer, og vi, der har været af sted, har et godt sammenhold«.

Er det ikke nemmere bare at blive i Danmark og se patienter her?

»Det ville være en nem løsning. Det ville være inden for min ’comfortzone’ at blive i Danmark. Jeg ville få en god løn og gode arbejdsvilkår i stedet at tage derned og arbejde og leve i et stressende miljø, massiv patientbelastning, dårlige patienter, utroligt grimme historier at lytte til hele tiden og få meget lidt for det i løn. Men udfordringen og tilfredsstillelsen ved at arbejde her, det kan ikke beskrives med ord. Det er mere en rigeligt løn for mig«.

Rasmus Schou Christensen føler stor lægefaglig tilfredsstillelse ved at være udsendt.

Mening i en meningsløs situation

Rasmus Schou Christensen kan ikke anbefale at tage nogen som helst form for tarzankultur med sig, hvis læger føler, at de skal kunne klare det hele uden at beklage sig. Den type læge er også af sted, men det er nødvendigt at kunne tale om de svære ting for at overleve, siger han.

Hvis lægerne går ned, er der ingen til at hjælpe patienterne, så læger skal udtænke en strategi for, hvordan de kommer igennem det.

»Det er okay at fortælle, at jeg lige har behandlet otteårige Essam, der blev voldtaget af to mænd i går. Når jeg har undersøgt ham og set hans skader, har jeg også brug for at snakke om det. Det ved vi, og det er vi gode til. Og når jeg ser Essam til kontrol tre måneder senere, hvor hans hiv-test er negativ, og han kan smile til mig og være tryg ved mig, så har det været det hele værd. Sådan en historie glemmer jeg aldrig. Jeg vil kunne genkende ham, lige meget hvor jeg ser ham i dag. En dreng med så grim en historie, der smiler til mig, er tryg ved mig og er hiv-negativ. Det giver mening i en ellers meningsløs situation«.

Læs også: WHO overvejer massevaccination i ebola-ramt Congo