Flygtningefamilier følger ikke op på deres børns vaccinationer, når de flytter ud fra asylcentrene. Det kan blive en trussel mod kampen for at opnå tilstrækkelig vaccinationsdækning.
En meget stor andel af de cirka 16.000 flygtningebørn, hvis forældre har fået asyl i Danmark, er ikke vaccinerede.
Det viser et stort registerstudie, som forskere ved Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed, Københavns Universitet har foretaget, efter at de rekordmange familier har fået asyl og derfor er flyttet fra asylcentrene og ud i kommunerne.
Link til undersøgelsen her (abstract)
Undersøgelsen konkluderer, at flygtninge, der har fået ophold i Danmark, ikke får vaccineret deres børn nær så hyppigt som etnisk danske børnefamilier. De kommer heller ikke til børnehelbredsundersøgelser i samme omfang.
For hver ti danske børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR), er det tilsvarende tal for flygtningebørn ni vaccinerede.
Den beskedne forskel er i sig selv alvorlig nok, da antallet af vaccinerede danskere i forvejen ikke er oppe på de 95 pct. som er nødvendige for at opnå flokimmunitet imod en stærkt smitsom sygdom som mæslinger. I øjeblikket er det kun omkring 80 pct. af en fødselsårgang, der bliver vaccineret med MFR-vaccine.
Forskerne har undersøgt for tre vaccinationer. Det er – ud over MFR1 og MFR2 vaccinationen mod difteritis, stivkrampe, kighoste og polio (DiTeKiPol). Og for den sidste står det endnu ringere til:
”Faktisk er det kun halvt så mange flygtningebørn der kommer til f.eks. femårs vaccination mod DiTeKiPol samt børnehelbredsundersøgelsen sammenlignet med etnisk danske børn”, siger Marie Nørredam. Hun er formand for Dansk Selskab for Indvandrermedicin og en af forskerne bag studiet.
Som udgangspunkt bliver alle børn i asylcentrene undersøgt og får deres vaccinationer opdateret i henhold til det danske børnevaccinationsprogram. Derefter skal opfølgningen ske i landets 98 kommuner, dvs. hos de praktiserende læger.
”Det er en del af de kommunale helbredsundersøgelser der skal tilbydes til flygtninge, men , som der er væsentlige problemer med at få implementeret”, siger Marie Nørredam. ”Men derudover er det op til den praktiserende læge”.
I sidste ende er det naturligvis de enkelte familiers eget ansvar at følge op på vaccinationerne. Når det sker for sjældent, tror Marie Nørredam, det skyldes flere ting: Sprogbarrierer, dårligt kendskab til det danske sundhedsvæsen, manglende viden om sygdom og forebyggende ydelser til børn, traumer og optagethed af at genbosætte sig i et ukendt land.
Læs mere: Asylansøgere medbringer sjældne sygdomme
”Selv om de får at vide i asylcentret, at de skal følge op, er der en del, der skal overvindes: Når man lander i et nyt land og skal søge asyl, vil jeg tro, der foregår en del i folks hoveder. At huske, at når lille Ahmet er fem år, skal du gå hen og få lavet børneundersøgelsen, og det er om 10 måneder. Jeg er ikke sikker på, hvor meget, der hænger fast i den proces”, siger Marie Nørredam.
”Og derfor er der brug for at give børnefamilier med flygtningebaggrund et skub”.
Det skub kunne ske qua det kommunale helbredstjek, som man vedtog i 2013 – og som KL forsøger at slippe for:
”Den er vigtig, fordi den ikke alene kan opdage sygdom, men også være en indgangsport for hele familien til at lære det danske sundhedssystem at kende”, siger Marie Nørredam.
I mange kommunerne er det under halvdelen af flygtningene, der for en helbredsundersøgelse, og i f.eks. Odense er det under en fjerdedel. Også undersøgelsen tyder på, at det især er på det kommunale niveau, at det halter.
Den viser nemlig, at kvoteflygtninge – der ikke har et asylcenter som mellemstation, men populært sagt flyves direkte fra flygtningelejre til kommunerne – har endnu lavere tilslutning end asylsøgerne til børnevaccinationer og helbredsundersøgelser.
”Derfor er det ærgerligt, hvis kommunerne opgiver helbredsundersøgelserne”, siger Marie Nørredam.
Læs mere: For få flygtninge får helbredstjek til tiden
