Skip to main content

Ambulanceselskabet Bios' responstider stiger

De stigende responstider på ambulancer på Fyn bekymrer lægerne.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
2. feb. 2016
1 min.

Fem måneder efter, det hollandsk baserede ambulanceselskab Bios overtog kørslen på Fyn, er den gennemsnitlige responstid for hastekørsler igen stigende, skriver Fyens Stiftstidende.

Bios har siden overtagelsen af driften i september endnu ikke været i stand til at overholde det politiske løfte til fynboerne om en gennemsnitlig responstid på maksimalt 7,9 minutter, og i januar er den gennemsnitlige ventetid på hastekørsler længere end i december, skriver avisen.

Joachim Hoffmann-Petersen, anæstesilæge på OUH og formand for Lægeforeningen i Syddanmark, mener ikke, det er tilfredsstillende.

"Det har været et problematisk forløb. Selvfølgelig skal servicemålene overholdes", siger han til avisen.

"Det dur ikke, at man efter fem måneder ikke har fuldt styr på tingene".

Den negative udvikling i responstiden gælder ikke kun Fyn. I Sydvestjylland og Sønderjyllland, hvor Bios også varetager driften, er responstiderne også stigende, og heller ikke her er Bios i stand til at indfri de såkaldte servicemål, fremgår det af artiklen.