Skip to main content

Anders er en ganske almindelig læge. Og dog.

Anders Troelsen blev som 37-årig Danmarks yngste professor i ortopædkirurgi og er nu halvvejs i sit kliniske professorat. Hør ham fortælle om glæden ved konstant at lede efter den optimale operation og trangen til at rejse ud i verden.

Anders Troelsen er 39 år, overlæge og professor i ortopædisk kirurgi på Hvidovre Hospital. Foto: Claus Boesen.
Anders Troelsen er 39 år, overlæge og professor i ortopædisk kirurgi på Hvidovre Hospital. Foto: Claus Boesen.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

3. mar. 2017
8 min.

Da Anders Troelsen var i turnus på Aabenraa Sygehus for 12 år siden, arbejdede han i flere perioder op til 120 timer om ugen. I jagten på at lave så mange operationer som muligt levede den 27-årige, nyuddannede læge fra Københavns Universitet stort set på sygehuset alle ugens dage.

I dag er han 39 år, har lavet rundt regnet 3.000 operationer og arbejder kun ca. 60 timer om ugen som overlæge, professor og leder af Klinisk Ortopædkirurgisk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital.

Men når han har private aftaler uden for arbejdstiden, som når han en gang om året mødes med sine tre lægevenner i et sommerhus en weekend for at spille kort og hygge, så ved hans kone Signe lang tid i forvejen, præcis hvornår og hvor længe han er væk.

Sådan er livet nødt til at være, når arbejdet stadig fylder meget og skal tilpasses familielivet med en kone og to børn. Og når man som Anders Troelsen generelt har en struktureret tilgang til livet.

Faktaboks

Fakta

Men med hårdt arbejde og slid kommer belønningen. Og belønningen kom for to et halvt år siden, da han blev en af landets yngste kliniske professorer og den yngste i ortopædkirurgien.

I dag er han halvvejs gennem det femårige kliniske professorat, og nu er jagten sat ind på at blive lærestolsprofessor og dermed få den faglige anerkendelse at blive en fast del af universitetet.

»Jeg siger ikke, at det er et must at arbejde 120 timer om ugen for at blive en god læge. Men for mig gav det pote, og jeg blev hurtigt dygtig til mit fag. Så hvis andre yngre læger har den mulighed i livet, skal de tidligt som læge få en forskningskarriere og satse timer i arbejdet og gøre det, før de stifter familie. Det har kunnet lade sig gøre for mig, fordi min kone og jeg har en klar aftale om, at det er hende, der mest sørger for børnene og hjemmet. Men det har også betydet, at jeg har opnået, hvad jeg har. Desuden har jeg gennem min karriere mødt fantastiske mennesker, der har set mit potentiale, og som har givet mig muligheder«, forklarer Anders Troelsen fra sit lille kontor på Hvidovre Hospital.

 

Esbjergdreng

Anders Troelsen voksede op i et middelklassehjem i Esbjerg med to forældre, der begge var skolelærere. Kernen i hans barndomshjem var stræben efter viden og gerne ved at lægge mange timer i det. Han var som barn vild med at samle og sortere mønter og frimærker. Han lærte også bilkort udenad, hvilket både tilfredsstillede hans sans for systematik og hans fascination af det tekniske i de hurtige biler. Og sammenholdt med interessen for det naturvidenskabelige og menneskets krop var lægelivet det naturlige valg for ham.

»På den måde passer det nok min hjerne godt, at jeg er blevet kirurg. Jeg har altid vidst at kirurgi var det rigtige for mig. Og hvis jeg skulle vælge et andet speciale, ville jeg faktisk ikke vide hvilket«, smiler Anders Troelsen.

Efter medicinstudiet i København endte han i turnus i Aabenraa, hvor han skruede maksimalt op for arbejdstiden. Og selv om 120 timer om ugen måske lyder umuligt, kan det faktisk godt lade sig gøre, forklarer han. To døgnvagter og en dagfunktion på tre dage giver 56 timer og en fordobling af det giver 112 timer på seks dage.

»Og hvis man alligevel keder sig lidt om søndagen, er der en tjans mere der, og så er man op på 120 timer«, forklarer Anders Troelsen og fortsætter:

»Men det var ikke fordi, jeg talte timer, for jeg var vild med mit fag, og med stor mangel på læger var der mulighed for at arbejde så meget, som jeg havde lyst til. Jeg operererde mine første 150 basisfrakturer under turnus, og det er vist sjældent at operere så mange, men det gjorde mig hurtigt sikkert i mit fag, der handler meget om mønstergenkendelse. Og arbejdet som læge kræver, at man knokler. Det er ikke bare noget, man læser sig til. Man kan være enormt klog, men hvis man ikke er arbejdsom og knokler, går det ikke«, siger Anders Troelsen.

Jeg ved ikke, om det er misundelsesværdigt at være professor. Jeg har arbejdet mange timer og bevidst fravalgt andre ting. Jeg spiller ikke håndbold med gutterne et par gange om ugen eller laver andet i min fritid. Jeg prioriterer mit arbejde og mine børn, når jeg er hjemme. Anders Troelsen, overlæge, professor og leder af Klinisk Ortopædkirurgisk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital.

Der var også i Aabenraa, at Anders Troelsen flyttede sammen med sin kone, så derfor blev hun tidligt »vaccineret« mod hans arbejdsiver, som han selv siger.

»Vi er enige om, hvor meget jeg prioriterer mit arbejde. Jeg ved ikke, om det er misundelsesværdigt at være professor. Jeg har arbejdet mange timer og bevidst fravalgt andre ting. Jeg spiller ikke håndbold med gutterne et par gange om ugen eller laver andet i min fritid. Jeg prioriterer mit arbejde og mine børn, når jeg er hjemme. Desuden havde jeg i starten af mit arbejdsliv meget svært ved at holde ferie og talte ofte dagene til, hvornår jeg skulle tilbage på arbejde«, siger han.

Efter en kombineret klinisk og forskningsmæssig ph.d. i Aarhus, hvor forskerkarrieren for alvor tog fart, kom han til Hvidovre Hospital som 31-årig i specialistuddannelse.

»Jeg kom hurtigt til at opleve den magt, der ligger i forskningen. Det er fascinerende at være med til at udvikle sit område og påvirke, hvordan patienter skal behandles. Desuden er ortopædkirurgien fyldt med dogmer, som hvorfor patienten skal have gips på i seks uger. Hvorfor ikke tre og så bevæge den? Og hvorfor ikke undlade at operere i visse tilfælde og se, hvordan det går? Det er sjovt at rydde op i de dogmer, og det er dybest set det, min forskning går ud på«, forklarer Anders Troelsen.

 

»Jeg elsker at operere«

Hans professorstilling er delt mellem klinik og forskning, men i realiteten bliver det oftere til to 75 pct.-stillinger, fordi arbejdsdagen strækker sig ud over aftenen hjemme i huset i Solrød. Men han kan godt lide koblingen mellem det håndgribelige i sit arbejde og den teoretiske forskning, der sliber håndværket til. Selv om han dog er hurtig til at sige, at det er inde på selve operationsstuen, han mest ser sig som læge.

»Jeg elsker at operere. Jeg elsker det manuelle og det tekniske. Jeg elsker, at jeg kan identificere et klart problem, som jeg kan gøre noget evidensbaseret ved. Patienterne fejler tilsyneladende det samme, men ingen patienter er ens, så derfor finder jeg stor glæde ved at nørde med det tekniske og søge den optimale operation. For alt kan perfektioneres. Derfor er koblingen mellem det kliniske og forskningen så vigtig«, forklarer Anders Troelsen.

Når forskningen betyder så meget for Anders Troelsen, har han også konstateret, hvor meget det betyder, når han især i USA og i Sydeuropa præsenterer sig som professor.

»Mange steder i udlandet er læger meget konservative, og døre åbnes pludseligt, når jeg benævner mig som professor, på trods af ung alder. Folk er mere tilbøjelig til at samarbejde med mig og investere i min forskning«.

Anders Troelsen mener, at han sammen med afdelingsledelsen og de andre seniore forskere på afdelingen har været med til at skabe bedre rammer for forskningen og øge antallet af publikationer, der nu er på ca. 70 om året – hvoraf han selv står for 20-25 artikler om året.

Halvvejs igennem sit professorat er han bevidst om, at det forsat handler om at publicere og skrabe penge ind til ny forskning. Men han har dog et næste klart mål.

»Jeg kan godt lide at være god til det, jeg laver. Og et lærestolsprofessorat vil afspejle, at nogle andre havde vurderet, at jeg er god til det, jeg laver. Det vil give en faglig og personlig tilfredsstillelse at få den anerkendelse. Det er ikke sådan, at jeg jagter anerkendelse. Men på en eller anden måde betyder et lærestolsprofessorat den anerkendelse, for det er et stempel, der betyder, at min betydning for det faglige er stor nok til, at jeg bliver fast tilknyttet«, siger han.

 

Rejs nu ud

Kedsomhed er noget, Anders Troelsens frygter mest. Også faglig kedsomhed. Derfor finder han det nødvendigt mindst en gang om året at komme ud af Danmark og ud til en kollega i et andet land for at se, hvordan andre kirurger gør. Og han mener, at alle læger burde gøre det samme. Denne holdning har tidligere medført længere faglige ophold i Boston og Oxford.

»Min glæde ved mit fag ligger i at have en stærk faglig holdning. Jeg er nødt til at holde mig fagligt opdateret, og det betyder, at jeg er nødt til at se verden, og hvordan andre gør tingene. Det måske vigtigste ved vores fag er at tale med kollegaer og dele viden. Derfor bør alle læger en gang om året besøge en kollega et sted i verden. Alle er nødt til at investere i sin uddannelse for at holde sig fagligt lykkelig«.