Skip to main content

Anders Kühnau: Brug sms-påmindelser i stedet for pjækkebøder

Praktiserende læger bør som minimum afvente forsøget med udeblivelsesgebyrer på hospitalerne, før de indfører dem selv, mener regionernes forhandlingsleder, Anders Kühnau (S). Men han bryder sig hverken om dem på hospitalerne eller i primærsektoren.

Foto: Region Midtjylland.
Foto: Region Midtjylland.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

27. jan. 2015
3 min.

Anders Kühnau (S) var som medlem af regionsrådet i Region Midtjylland med til at vedtage forsøg med udeblivelsesgebyrer i hospitalssektoren. Samtidig har han kastet tvivl over samme gebyrer i almen praksis ved at sætte spørgsmålstegn ved, om der er lovhjemmel til dem.

Hvordan hænger det sammen, Anders Kühnau?

"Jeg har jo ikke sagt, at jeg nødvendigvis er tilhænger af pjækkebøder på hospitalerne, men vi har valgt at lave et forsøg. Når Danske Regioner har lavet en aftale med regeringen om det, så skal vi også afprøve det. Det er en opgave, vi påtager os for at finde ud af, hvad fordelene og ulemperne er".

Jeg kan godt forstå, at de praktiserende læger vil gøre noget for at reducere disse udeblivelser. Men i stedet kunne de udsende sms'er. Det tror jeg ikke er særligt udbredt.

Hvad mener du selv?

"Jeg er sundt skeptisk over for at indføre gebyrer. Så jeg vil gerne se, hvad erfaringerne er, Og jeg synes ikke, det er rimeligt med 250 kroner. Beløbet vil ofte være højere end det honorar, man ellers ville have fået".

Men hvorfor denne forskel mellem sekundær- og primærsektor?

"Det koster væsentligt mindre at udeblive i almen praksis end på sygehuset, hvor der ofte vil være et helt team, der står klar til at modtage patienterne".

Men det koster jo ikke regionerne noget, at de praktiserende læger opkræver gebyrer hos deres patienter?

"Lægen går glip af et honorar, som vi skulle have betalt, så det er jo primært noget, vi slipper for. Men 99 pct. af indtægterne i almen praksis kommer fra regionerne, og det er vores opgave som politikere at sørge for, at befolkningen får de sundhedsydelser leveret, som de har brug for. Så i den henseende vedrører det os. Jeg er selvfølgelig interesseret i , at lægerne bruger deres tid bedst muligt, og jeg har forståelse for, at det er træls, at de spilder deres tid - det er der ingen tvivl om. Men omvendt vil jeg sige, at de ulemper, der er forbundet med pjækkebøder er større i almen praksis end på hospitalerne".

Hvordan det?

"Jeg tænker på det forhold, der er mellem læge og patient. Det er stærkere og vigtigere i almen praksis, tror jeg".

Hvad nu, hvis udeblivelsesgebyrer ender med at blive et forhandlingsspørgsmål mellem PLO (Praktiserende Lægers Organisation) og RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn)?

"Selvfølgelig vil vi lytte. Men min umiddelbare indstilling som formand for RLTN er, at jeg ikke kan se, at fordelene er større end ulemperne, og at det er klogt at afvente, hvad der viser sig i sygehusvæsenet".

Sidst, I diskuterede det, blev I enige om, at det ikke var nødvendigt at få udeblivelsesgebyrer ind i overenskomsten?

"Ja, det er rigtigt, og så er der sket det, at der er kommet et Folketingsspørgsmål, hvor svaret har afklaret, at der ikke er lovhjemmel. Men vi gav også i den forbindelse (under de seneste ok-drøftelser, red.) udtryk for skepsis".

Er der så egentlig noget at drøfte?

"Vi vil tage det alvorligt. Jeg kan godt forstå, at de praktiserende læger vil gøre noget for at reducere disse udeblivelser. Men i stedet kunne de udsende sms'er (med påmindelser, red.). Det tror jeg ikke er særligt udbredt".

Hvad nu, hvis de praktiserende læger ikke tog 250 kroner for udeblivelse men f.eks. 100 kroner eller mindre?

"Jeg tror, at uanset hvilket gebyr du tager, vil det af nogle patienter bliver opfattet negativt. Især de svage, som vi har rigtig meget brug for går til læge".

Læs også: Regionerne og PLO uenige om pjækkebøders lovlighed