Skip to main content

Anja Mitchell: Ja til større fleksibilitet

Overlægeforeningens formand støtter Rigsrevisionens opfordring til at udnytte overlægernes arbejdskraft bedre og opfordrer til at forhandle lokale aftaler. Hun advarer samtidig mod at drage generelle konklusioner for hele sygehussektoren på basis af forholdene på fire ortopædkirurgiske afdelinger.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

20. mar. 2015
2 min.

Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell, advarer mod at drage for vidtgående konklusioner af Rigsrevisionens undersøgelse.

I en beretning udsendt torsdag pegede Rigsrevisionen på, at sygehusene og regionerne kan ”få mere sundhed for pengene” ved at udnytte overenskomstens muligheder for at lægge en større del af overlægernes arbejdstid i aftentimerne.

”Vi har fortsat mangel på speciallæger i store dele af landet. Det betyder, at hvis sygehusene fulgte Rigsrevisionens råd om at sætte flere på arbejde om aftenen, er der færre overlæger i dagtimerne. Det problem forholder Rigsrevisionen sig slet ikke til, og det undrer mig. For konsekvensen vil sandsynligvis være en dårligere udnyttelse af personalets ressourcer,” siger Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell.

Statsrevisorerne: Send overlæger på aftenarbejde (link)

Rigsrevisionen har gennemgået hospitalernes brug af personalets ressourcer på fire ortopædkirurgiske afdelinger for at undersøge, om sygehusenes samlede personaleudgifter på 45 mia. kr. om året bruges fornuftigt. Revisionsberetningen konkluderer, at ressourcerne kan udnyttes bedre, hvis sygehusene i højere grad udnytter den mulighed, overenskomsten giver for en mere fleksibel arbejdstilrettelæggelse.

Det er Anja Mitchell ikke uenig i, og hun opfordrer regionerne til at følge Rigsrevisionens anbefaling om i højere grad at indgå lokale og fleksible aftaler med lægerne, som faktisk ofte selv ønsker aftaler om f.eks. arbejdstid og merarbejde.

Men når Rigsrevisionen lægger vægt på at udnytte lægernes tid fuldt ud i operationsstuerne, er det en alt for ensidig måde at anskue sygehusdriften på, mener hun:

”Det er utroligt vigtigt at sikre, at der også er tid til at uddanne nye læger, udvikle nye behandlingsmetoder og sikre kvaliteten af behandlingen”, siger Anja Mitchell.

”Og det kan man ikke, hvis overlægerne skal bruge 100 pct. af deres arbejdstid på at behandle patienter. Vi oplever allerede nu, at der er alvorlig mangel på tid til alle de opgaver, der skal sikre, at vi kan fastholde og forbedre kvaliteten og effektiviteten på sygehusene”.

Anja Mitchell peger på, at Rigsrevisionen bygger sin beretning på en gennemgang af fire ortopædkirurgiske afdelinger, og hun advarer imod at drage generelle konklusioner på det grundlag.

”Man kan ikke automatisk overføre resultaterne herfra til hverken de fælles akutmodtagelser, de medicinske afdelinger, psykiatrien eller alle de andre sygehusområder”, slutter Overlægeforeningens formand.

Læs Rigsrevisionens beretning (pdf)