Skip to main content

Anmeldelse: Social Smitte

Ny forskerudstilling fra 11. februar til 14. maj på Moesgaard Museum, Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg.

Leif Vedel Sørensen
E-mail: Lvs@kognitivklinik.dk
Interessekonflikter: ingen

25. apr. 2017
2 min.

En ny forskerudstilling på det storslåede MOMU (Moesgård Museum i Aarhus) sætter fokus på, hvordan ikkesmitsomme sygdomme breder sig gennem det, som her kaldes social smitte og får epidemisk karakter. Udstillingen er sanselig, informativ og formidler sit spændende stof til et bredt publikum, med anvendelse af videoer og grafiske fremstillinger.

Udstillingen omhandler overvægt, posttraumatisk stress-syndrom (PTSD), multiresistent tuberkulose, alkoholisme, selvmord og behandling af kræft.

Vi ser f.eks., hvilke forhold der gik forud for, at kræftsygdomme i 2007 pludselig blev prioriteret som akut sygdom. Det er overraskende at se den ændring i behandlingsprioriteringen, der skete netop da. Udstillingen peger på den økonomiske krise som baggrund, men også mediefokusering på ventetiderne. Der synes dog at have været andre faktorer på spil også, som er noget underbelyst i udstillingen, f.eks. betydningen af en hurtig behandling for sygdommens udvikling.

Det er forstemmende at se, hvordan multiresistent tuberkulose udvikler sig i Indien som resultat af dårlig behandling. Medicinalfirmaerne tjener på at sælge tuberkulosemedicin i stor mængde, uden ordentlig behandlingsplan, hvilket medfører udvikling af multiresistent tuberkulose, fordi behandlingen er ineffektiv, og derefter tjener medicinalfirmaerne endnu mere på den dyrere medicin imod multiresistent tuberkulose. Udstillingen peger her på konsekvenserne af for lidt kontrol og struktur på sygdomsbekæmpelsen, sammen med et for ringe oplysningsniveau blandt læger og befolkningen generelt.

Flere af forskningsprojekterne fremstiller, hvordan troen på ånder leverer en meningsfuld forklaring på social smitte for mange befolkningsgrupper i forskellige områder i verden, men uden at denne forklaring giver ordentlig behandlingsanvisning. Det var tydeligt i projektet om PTSD i Uganda, hvordan den åndelige forklaring er med til at fastholde voldelig adfærd.

Udstillingen er tankevækkende og anbefalelsesværdig – selvom det kan være lidt vanskeligt at se, hvorledes begrebet »social smitte« forholder sig til det brede begreb, som oftest kaldes »kultur«.