Skip to main content

Anmeldelse: Teater – Den indbildte syge

Odense Teater, 2017
Odense Teater, 2017

Overlæge, Anne LindhardtE-mail: al@psykiatrifonden.dk
Interessekonflikter: ingen

18. sep. 2017
3 min.

Bedrag og selvbedrag er temaerne for dette stykke. Det gennemspilles i mange variationer, muntert ja nærmest farceagtigt, men med en finale, hvor selve eksistensen til sidst sætter den afgørende trumf ind. Det er et livligt iscenesat og spillet stykke, mundrette dialoger og med mange one-liners, så man mærker dramatikerens mesterhånd. Eksempelvis når Argan siger til lægen: »Hvordan har jeg det i dag?«

Eller når han beskriver hypokondri som »angsten for alle de sygdomme, jeg end ikke har hørt om«. Elegant brydes indimellem med scenens klassiske ramme, når skuespillerne henvender sig direkte til sceneteknikere, og det understreger derved skuespillet som et spejl og et bedrag.

Tøffelhelten monsieur Argan – glimrende spillet af Anders Gjellerup Koch – er enkemand med to unge døtre. Han er hypokonder og henslæber tilværelsen som svagelig og syg med et livsindhold, der helt består af de talrige medikamenter, som huslægen fylder ham med og sammen med apotekeren tjener tykt på. Hans nye hustru opmuntrer hans svagelighed med kærlig, om end kortvarig omsorg, men er i virkeligheden kun ude på at få de to piger ekspederet til et kloster, så hun kan få fingre i hans formue og dyrke sin elsker. Som andre aktører er der de to unge elskende: Argans datter og hendes bejler. De må ikke få hinanden, fordi Argan pludselig udviser faderlig autoritet og vil have datteren giftet med en læge. Stykkets egentlige helt(inde) er tjenestepigen Toinette – spillet med overskud og humør af Malene Melsen, der styrer rundt med alle og gennem løgn og manipulation sikrer, at næsten alt ender godt.

Faktaboks

Fakta

De ultimative bedragere i stykket er de læger, som Argan omgiver sig med. De er af to typer: Den latterlige, klovneagtige skikkelse, Thomas, der har forlæst sig på latin, og som er ude af stand til at sanse sine omgivelser. Han er udstyret med en klovnemaske som den tragiske klovn og en skikkelse som fætter Guf. Den anden er autoriteten, dr. Purgeon, som får en til at tænke på den klassiske lægevits: forskellen på Gud og en læge er, at Gud ved godt, at han ikke er læge: ved alt bedst. Som klassisk autoritet tåler han ikke det mindste oprør fra sin patient og afskriver ham på et kort øjeblik. Lægerne udstilles gennem deres latterlighed, uvidende tro på autoriteter, som er selvskabte, og deres totalt manglende interesse for deres patient. Moliere ironiserer kraftigt: »Du er ikke død af medicinen endnu, så du må være rask«, siger tjenestepigen Toinette.

Der er således to typer af bedrag: bedraget i det godes tjeneste og bedraget for selvisk vindings skyld. Bag farcen gemmer stykket på en afgørende morale, som udstiller, at heller ikke livet kan man stole på.

Som et memento døde Moliere selv i en alder af 51 på scenen, mens han spillede »den indbildte syge«.

Stykket er i højeste grad seværdigt, og man kan bag farcen uden vanskelighed spejle også nogle af dagens dilemmaer i forholdet mellem læge patient. Forsvinder lydhørheden fra lægens side, forsvinder også muligheden for at kunne helbrede. À