Ansøgninger til intro i almen praksis boomer

Antallet af ansøgere til introduktionsstillingerne i almen medicin stiger nu efter en periode med lav søgning. Udviklingen ses i alle tre videreuddannelsesregioner og giver dermed et spirende håb om, at der i de kommende år også vil være flere, der vælger at søge hoveduddannelse i specialet – for efterfølgende at blive praktiserende læger.

Dem er der stærkt behov for til at tage over efter de mange praktiserende læger, der står over for pensionering. Ifølge PLO er næsten en tredjedel – 28 pct. – af de medlemmer, der har et ydernummer, over 60 år. Lykkes det ikke at få yngre kræfter til at tage over, er den logiske, umiddelbare konsekvens, at der må oprettes endnu flere regions- og udbudsklinikker, der i stor udstrækning benytter sig af pensionerede læger som vikarer. De dækker dog ikke bemandingen 100 pct., og det er næppe heller nogen langtidsholdbar løsning at basere lægebetjeningen i primærsektoren på pensionerede læger. Så uanset organiseringsmåden er der behov for, at der uddannes flere almenmedicinere.

»Der er meget på spil i forhold til at få tilstrækkeligt med unge læger til at vælge almen medicin og en karriere i almen praksis. For den igangværende omlægning af sundhedsvæsenet mod mere behandling i det nære sundhedsvæsen er helt afhængig af, at der er almenmedicinske læger nok i primærsektoren«, siger medlem af Lægeforeningens uddannelsesudvalg Gunver Lillevang, der selv er praktiserende læge.

Det stigende ansøgertal til introstillingerne i almen medicin vækker da også stor glæde i videreuddannelsesregionerne.

»Det er jo den første forudsætning for, at vi kan få uddannet flere speciallæger i almen medicin, at der har været nogle unge læger, som har gennemført en introduktionsstilling i specialet«, siger Berit Bjerre Handberg, sekretariatschef for Videreuddannelsesregion Nord, som omfatter Region Nordjylland og Region Midtjylland. I denne region var stigningen i antal ansøgere på hele 65 pct. fra 2016 til 2018.

»Vi har set en stigning fra 2016 til 2017 og her i 2018 en betydelig stigning, men hvor mange af dem, der senere vælger at søge hoveduddannelse i almen medicin, kan vi ikke sige noget sikkert om endnu. Der er ofte en tidsforskydning, for en del får et barn, laver noget forskning eller prøver nogle andre specialer af mellem introduktionsstillingen og hoveduddannelsesforløbet«.

Alle mulige årsager

Samtidig er der en nøgtern konstatering af, at flere introlæger i almen medicin i sig selv ikke sikrer en løsning på lægemanglen i almen praksis. For selv om valget af introstilling i almen medicin udmærket kan være udtryk for en brændende interesse for specialet hos de unge læger, kan der også være andre årsager.

»Mange vælger at tage en intro i almen medicin for at lave en helgardering. Andre tager den, fordi den kun er halvårlig, så du på kort tid kan nå to eller måske tre introstillinger. Man vil gerne have så mange muligheder som overhovedet muligt«, siger sekretariatschef Lise Møller, Videreuddannelsesregion Øst, der dækker Region Hovedstaden og Region Sjælland.

»Men selvfølgelig – jo færre, der prøver et speciale af, jo færre opdager eventuelt, hvor interessant det speciale kunne være«, siger Lise Møller.

»På hoveduddannelsen kan vi ikke se en effekt endnu. Men vi har et håb om, at den øgede interesse for introstillinger vil afspejle sig der«.

Udviklingen er for så vidt ventet, idet optaget på medicin er steget over de seneste mange år. Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste prognose er antallet af pladser på lægeskolerne mere end tredoblet siden 1990, og alene siden 2000 er det steget med 51 pct. Den tendens er tilsyneladende kommet for at blive – i april i år blev der således bebudet yderligere 250 studiepladser på medicin, så der fra næste år kan optages i alt 1.661 studerende på bachelordelen af uddannelsen.

Baggrunden er ikke alene mangel på speciallæger i almen medicin og andre specialer, men også medicinal- og medikoindustriens øgede efterspørgsel på lægeligt uddannet personale.

Men blot fordi optaget øges, er der ingen garanti for, at de mange nye læger søger over i specialet almen medicin, selv om det er så langt det største speciale.

»Det er klart, at det stigende antal læger, der begynder at komme ud nu, efter at man for mange år siden øgede indtaget på medicinstudiet, betyder noget. Der kan også være en strømning blandt de unge læger i retning af, at de gerne vil ind i et speciale, hvor man lettere kan tilrettelægge sin egen tid«, siger chefkonsulent i Videreuddannelsesregion Syd, Anette Grum-Nymann.

»Vi har rigtig mange almenmedicinere, der søger deltid i hoveduddannelsen. Almen medicin er det speciale, vi har med flest på deltid«.

Ligeledes kan det spille en rolle, at en ny overenskomst netop er trådt i kraft i praksissektoren, og de dønninger, der for år tilbage prægede almen praksis, har lagt sig kendeligt. Alt sammen såre positivt for sektoren, og de kommende år vil vise, om det slår igennem på lægemanglen.

»Vi håber, at alle ansøgerne til introstillinger også har lyst til at søge videre i hoveduddannelse i almen medicin om et halvt år«, siger Anette Grum-Nymann.

»Søgningen til de almenmedicinske hoveduddannelsesforløb er blevet bedre, men vi har stadig ledige forløb hos os i Sønderjylland og Sydvestjylland, hvor vi stadig har problemer med at fylde forløbene«.

Samme tendens tegner sig i Region Sjælland, som er en del af Videreuddannelsesregion Øst, men som ikke oplever et øget antal ansøgere til introstillingerne i almen medicin – her er tallet tværtimod faldet i forhold til f.eks. 2016, og der ikke nok til, at samtlige forløb kan besættes.

»Jeg så ikke almen praksis som en idé, fordi jeg ikke vidste, hvordan livet i almen praksis var«.

Sådan siger Rasmus Petersen, som begyndte i introstilling i Lægernes Hus i Gørlev den 1. marts.

Han er 32 år, og uddannet fra Odense i januar 2016 med KBU på Akutafdelingen på Slagelse Sygehus og i almen praksis i Ringsted hos Lægerne Heide og Kunkel.

Inden da arbejdede han under og efter studiet på Medicinsk Afdeling i Holstebro i en uklassificeret reservelægestilling og på Neurologisk Afdeling på Vejle Sygehus som uklassificeret reservelægevikar i syv måneder.

»Før jeg kom i KBU, troede jeg, at jeg skulle være sygehuslæge. Jeg så ikke almen praksis som en idé, fordi jeg ikke vidste, hvordan livet i almen praksis var. Man har selvfølgelig undervisning i almen medicin på studiet, men man er mest på sygehusene – i Odense havde vi to uger i klinik. Min kæreste er i hoveduddannelse i almen medicin og har talt meget godt om det. Det var det, der fik mig til at sige, at jeg skulle have et forløb i almen praksis i KBU’en for at prøve det. Og det var der i praksissen i Ringsted, at jeg blev sikker på, at det er den hverdag, jeg vil have«.

»Det, som tiltrak mig, var den blandede patientgruppe lige fra den nyfødte til oldingen, og at man har et forløb med folk, følger dem igennem livet og får et indblik i deres glæder og sorger. I praksis kan man mærke, at man gør en forskel, fordi man ser sine patienter igen, og ser, om den behandling, man har igangsat, har hjulpet. Den personlige kontakt er vigtig i praksis, og det er en meget anden tilgang end på sygehusene, hvor der mere er fokus på sygdom, blodprøver og røntgensvar«.

»Jeg synes også, at de forskellige sundhedsfremmende og forebyggende konsultationer med børneundersøgelser og svangreundersøgelser er spændende. At man både møder syge og raske mennesker. De fleste fejler jo ikke noget akut, så det handler meget om at forstå, hvad deres problemstilling er – hvad er det, der gør, at de kommer her i praksis? Det er en helt anden psykologi og måde at arbejde på, som kræver en menneskeforståelse og en empatisk og lyttende tilgang«.

»Jeg satser på at blive almenmediciner og har søgt hoveduddannelse her i Region Sjælland. Det er livet i praksis, jeg godt kan lide, men beskæftigelse i regionale eller kommunale instanser som at være deltidsansat plejehjemslæge kunne også være spændende«.

»En læge har for mig altid været en, som kan lidt af det hele«.

Sådan siger Gudrun Agusta Sigurdadottir, som begyndte i introforløb hos Lægerne Zimmer og Breum i Hørsholm den 1. marts.

Hun er 31 år, og uddannet fra Københavns Universitet i sommeren 2015 med KBU på Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital og i Lægehuset Æblegården i Kastrup. Inden da var hun reservelægevikar på Psykiatrisk Center Amager i fire måneder.

»Under studiet forskede jeg i neurologi og psykiatri, og jeg skrev både min bachelor og kandidat på Psykiatrisk Center Amager. Både min farmor og far er psykiatere, men jeg har altid tænkt, at jeg ikke skulle være tredjegenerationspsykiater, da det for mig har virket som et ret hårdt og personligt udfordrende fag. Der er en lettere stemning over almen medicin, og det er noget helt andet at have almenmedicinske briller på. Du møder mennesker, som er på vej til eller fra arbejde. Som har deres eget tøj på. Kommunikationen er derfor ofte helt nede på jorden«.

»Du får relationer til hele familier og møder dem både ved banale småskavanker og i ret afgørende stunder og kriser. Det, at kunne følge op på patienterne, er anderledes end i hospitalsvæsenet. Man kan samle dem op. Når jeg indlægger mine patienter, venter jeg rigtig spændt på epikrisen – hvad har de været igennem? Jeg kan virkelig godt lide tovholderrollen«.

»En læge har for mig altid været en, som kan lidt af det hele, og almen medicin har lidt af det hele med en blanding af mange specialer. Det er den bredeste vifte af sygdomme med både akut og kronisk og patienter fra vugge til grav. Jeg kan godt lide, at der i almen medicin er mulighed for at dygtiggøre sig inden for mange områder i subspecialer. Mit subspeciale bliver helt sikkert psykiatri med samtaleterapi, for jeg må indrømme, at jeg synes, at psykiatrien er rigtig spændende. Specielt de affektive lidelser. En af grundene til, at jeg gerne vil almen medicin, er også, at der er rigtig meget psykiatri i praksis«.

»Jeg skal helt sikkert søge hoveduddannelse i almen medicin, men jeg har valgt ikke at søge endnu. Når jeg er færdig med min introstilling, vil jeg gerne enten have en intro til i psykiatri eller forske. Jeg kunne godt tænke mig en ph.d. inden for almen medicin og psykiatri«.

»På hospitalet får man ikke så mange point for at være god til det kommunikative og relationelle.«.

Sådan siger Mari Eide, som begyndte i en 12-måneders introstilling i almen medicin den 1. marts.

Hun er 27 år, og uddannet fra Trondheim i august 2016. Inden introstillingen i almen medicin var hun i introstilling på Kardiologisk Afdeling på Gentofte Hospital. Hun arbejdede desuden som vikar i almen praksis i Norge under og lige efter studiet.

»Da jeg var færdig som læge, startede jeg direkte i en uklassificeret stilling på Kardiologisk Afdeling på Gentofte Hospital. Jeg skulle egentlig kun være der i seks måneder, men jeg blev rigtig glad for at være der, så jeg takkede ja, da jeg efter fem måneder blev tilbudt en introstilling. Men i løbet af det næste halve år kom jeg frem til, at jeg alligevel ikke skulle være kardiolog. Primært fordi jeg ikke synes, at vagtarbejde er så spændende«.

»Jeg tror, man hurtigt kan blive træt af jobbet, hvis man ikke har en kærlighed for vagtarbejde. Det gav mig ikke nogen tilfredsstillelse eller adrenalin kick at behandle en akut dårlig patient. I den situation vil jeg bare have det ekspederet og komme videre. Det, der gav meget mening for mig, var relationen til patienterne, når jeg mødte dem igen. At man kan huske dem, og at de kan huske dig«.

»På 12. semester og i sommeren efter, at jeg blev færdig som læge, arbejdede jeg som vikar i almen praksis i Norge, hvor jeg egentlig bestemte mig for at blive praktiserende læge. Men i Norge har vi ikke KBU, og derfor ville jeg gerne have noget medicinsk erfaring inden. Derfor valgte jeg kardiologi. Nu er jeg kommet frem til, at det er almen praksis, jeg vil. Jeg vil gerne begynde direkte i hoveduddannelse i almen medicin, hvis jeg får en stilling nu, og i sidste ende vil jeg gerne have egen praksis. Dels fordi man har mere relation til patienterne og over mange år. Dels fordi man kan styre sin hverdag mere. Og dels fordi der ikke er så meget vagtarbejde. Det passer mig bedre som person«.

»Det, jeg synes, jeg er god til – kommunikation og at skabe tillid – vægtes mere i praksis end i hospitalsvæsenet. På hospitalet handler det mere om at stille en diagnose, og så er det videre – selvom kommunikation i grunden er lige så vigtig der. På hospitalet får man ikke så mange point for at være god til det kommunikative og relationelle. Det gør man i praksis«.

Læs også: Kæmpehop i antal studiepladser på medicin

Læs også: PLO-formand: Ny aftale skal vende rekrutteringskurven

Læs også: Almen praksis i opbrud