Skip to main content

»... at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn ...«

Journalist Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

15. mar. 2010
5 min.

Flemming Bjerrum, 24 år, starter Klinisk Basisuddannelse (KBU) 1. april på Hillerød Hospital, kirurgisk afdeling

Hvad betyder denne dag for dig?

Det er rigtig stort. Afslutningen på seks år og et rigtig langt forløb. Jeg har det lidt ambivalent med dagen, for det er afslutningen på noget rigtig godt. Men samtidig starten på min karriere.

Du har netop aflagt lægeløftet, hvad betyder det for dig?

Jeg kan mærke et ansvar. Og jeg er med lægeløftet i baghovedet bevidst om, at jeg skal forsøge at gøre mit bedste. Altid.

Hvordan vil du efterleve lægeløftet?

Jeg vil gøre mit ypperste. Mere kan man ikke kræve. Jeg vil forsøge at virke med omtanke og huske at dygtiggøre mig løbende. Og så huske det ansvar, der påhviler mig som læge.

Hvad er dine forventninger til din fremtidige gerning?

Jeg er meget forhåbningsfuld på trods af alt det, man læser i medierne. Jeg er helt sikker på, at jeg vil komme til at gøre det godt. Min eneste bekymring er den fireårsregel, der aldrig skulle have været indført.

Hvilket speciale søger du mod?

Abdominal kirurgi. Eller gynækologi. Skriv begge to, så ved de, at jeg er der.

Tine Marie Pedersen, 29 år, starter KBU 1. april på Bispebjerg Hospital, kardiologisk afdeling

Hvorfor ville du være læge?

Jeg ønsker gerne at gøre en forskel. Jeg vil gerne ud i verden og bruge mit fag. Og så ønsker jeg et job med ansvar.

Hvad betyder denne dag for dig?

Rigtig meget. Det markerer afslutningen på et langt forløb og starten på noget betydningsfuldt i mit liv. Sådan en dag som denne er en god markering på, at man går ind i en ny fase i livet.

Du har netop aflagt lægeløftet, hvad betyder det for dig?

I dag har jeg symbolsk forpligtet mig til at udføre mit job med et særligt ansvar. At jeg skal have in mente, at jeg vil stå med andres liv i mine hænder. Jeg synes, at det er en god måde at gøre os opmærksom på det særlige ansvar, vi har som læger.

Hvad i lægeløftet er det mest centrale for dig?

At man skal behandle alle lige.

Hvilket speciale søger du mod?

Pædiatriker. Sådan en pigeting, men jeg brænder for at hjælpe børn. Én sagde engang, at det minder om en dyrlæge, for børn kan jo fejle alt. Men de kan ikke altid selv sige, hvad der er i vejen. Så skal man som en detektiv finde sygdommen og behandle.

Amir Soleimani, 30 år, Regionshospitalet Silkeborg, ortopædkirurgisk afdeling

Hvorfor ville du være læge?

Det har jeg altid gerne villet. Da min mor døde af kræft, blev jeg styrket i den tanke, at jeg vil gøre en forskel.

Du har netop aflagt lægeløftet, hvad betyder det for dig?

For mig er lægeløftet en ide. Tanken om at gøre noget godt og ikke handle i ond tro. At vi forpligter os selv til at gøre det, der er rigtigst i medicinens og lægekunstens navn.

Hvordan vil du efterleve lægeløftet?

Jeg vil dygtiggøre mig, følge udviklingen. Og samtidig vil jeg være ydmyg over for mit fag. Det handler om at være lige i behandlingen af mennesker.

Hvad i lægeløftet er det mest centrale for dig?

Den del, der handler om ikke at gøre skade.

Hvad er dine forventninger til din fremtidige gerning?

Jeg har været lægevikar tidligere, men nu tæller min underskrift på receptblokken, og jeg skal underskrive dødsattester. Så det bliver nok lidt af et kulturchok, at det nu er mig, der har ansvaret for en anden person. Så jeg er også lidt nervøs.

Anna Allfelt, 26 år, skudt KBU til efteråret, tager et vikariat i Ystad indtil da

Hvad betyder denne dag for dig?

Åh, det betyder meget. Jeg har jo ventet i mange år på denne dag. Nu er jeg læge. Endelig. Denne højtidelige dag sætter også en masse etiske tanker i gang om ens kommende virke.

Hvordan vil du efterleve lægeløftet?

Jeg vil hver dag forsøge at gøre det bedste, jeg kan. Og huske, at jeg arbejder med mennesker, og vi alle er forskellige.

Hvad i lægeløftet er det mest centrale for dig?

Mange af de gamle principper om tavshedspligt og den slags kan jeg godt lide. Det betyder, at ens job er noget specielt. Og så tanken om, at man altid skal gøre sit ypperste.

Hvad er dine forventninger til din fremtidige gerning?

At jeg skal videreudvikles hver dag. At jeg skal forsøge at blive så god som muligt. At jeg vil få et spændende og interessant arbejdsliv.

Hvilket speciale søger du mod?

Jeg tror, at det bliver et kirurgisk fag. Jeg elsker at stå i operationsstuen, og så elsker jeg det praktiske i specialet. Og så kan jeg godt lide at arbejde med mine hænder.

LÆGELØFTET I ET HISTORISK LYS

  • Det danske lægeløfte er en stærkt omskreven, kort version af den oprindelige, 2.400 år gamle hippokratiske ed. Opkaldt efter den berømte græske læge Hippokrates.

  • Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 med et medicinsk fakultet.

  • I 1525-1526 blev de hippokratiske tekster udgivet på græsk og latin. Medicinske lærestole begyndte at undervise i hippokratisk moralopfattelse og eden, der var med til at fastslå den medicinske professions særlige forpligtelser i forhold til de syge.

  • I sin latinske oprindelse betyder ordet profession, at man er »bundet af en ed«.

  • Indtil begyndelsen af 1800-tallet handlede lægeetik om lægens uplettede karakter og om »troskab og ære« i varetagelsen af omsorgen for de syge.

  • I en kancelliskrivelse af 15. august 1815 til det Kirurgiske Akademi meddelte man, at Sundhedscollegiet, forløberen for Sundhedsstyrelsen, anbefalede et forslag om, at nye læger skulle aflægge et lægeløfte straks efter bestået eksamen.

  • Selv om lægeløftet er reguleret i lægelovens § 2 som en betingelse for at få autorisation, er det ikke juridisk bindende. Det har udelukkende moralsk betydning.

Kilde: Ugeskr Læger 2006;168(9):878 samt 2006;168(20):2004

lægeløftet fra 1815

»Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn; at jeg vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse; at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret; at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.«