Skip to main content

Arbejdsmiljø i centrum ved OK 15

For kort tid siden gik resultaterne af en stor videnskabelig undersøgelse verden rundt. Budskabet var opsigtsvækkende: Natarbejde med skiftende arbejdstider har alvorlig, langvarig effekt på hukommelse, reaktionstid og andre kognitive funktioner.

Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen

16. jan. 2015
3 min.

For kort tid siden gik resultaterne af en stor videnskabelig undersøgelse verden rundt. Budskabet var opsigtsvækkende: Natarbejde med skiftende arbejdstider har alvorlig, langvarig effekt på hukommelse, reaktionstid og andre kognitive funktioner. Hjernen ældes langt hurtigere, end hvis man har almindelige arbejdstider.

Overlægeforeningen har for få dage siden haft det første møde i overenskomstforhandlingerne for landets 6.000 overlæger, og her er undersøgelsen svær at komme uden om. Arbejdsmiljøet er et vigtigt element i vores krav, og vi har ikke mindst fokus på netop natarbejde og skæve, skiftende arbejdstider.

Skal overlægen levere høj kvalitet gennem et helt arbejdsliv, er det afgørende at sikre balance i tingene.

Det er uomgængeligt, at overlægerne skal være der, når patienterne kommer, også når det er aften, nat eller weekend. Det er en helt naturlig følge af den faglige udvikling, som lægger vægt på hurtig diagnostik og behandling med speciallægen i front og med patienten i centrum.

Lige nu ser vi imidlertid en udvikling, hvor overlægerne og de øvrige ansatte i sundhedsvæsenet er under et hidtil uset pres. Vi skal på en gang sikre høj kvalitet, sammenhæng i behandlingen, øget dokumentation, sørge for at overholde stadig flere patientrettigheder og konstant øge produktionen. Derfor ser vi også i internationale undersøgelser, at læger i stigende grad slides op på jobbet.

Skal overlægen levere høj kvalitet gennem et helt arbejdsliv, er det afgørende at sikre balance i tingene. Derfor går vi efter et resultat, der bidrager til en rimelig balance mellem arbejde og fritid, så man f.eks. ikke ender med vagt- og tjenesteplaner, der beslaglægger tre ud af fire weekender. Eller at man står på hektiske aften-/nattevagter flere gange om ugen.

Natarbejdets effekt er også en vigtig påmindelse om, at det er nødvendigt at tage hensyn til vores evner i takt med, at vi bliver ældre. Da jeg var 30 år, var det intet problem at køre fuldt program dagen efter en nattevagt. Det kan jeg ikke længere, og sådan tror jeg, de fleste har det.

Derfor skal vi bevare muligheden for at blive fritaget for vagt efter 62/64 år. Det er den bedste måde at sikre, at sygehusene kan få glæde af overlægernes ekspertise, erfaring og arbejdskraft længst muligt. Denne ret kan suppleres med en slags seniorsamtale, hvor overlægen og arbejdsgiverne i fællesskab drøfter, hvordan arbejdstilrettelæggelsen kan hjælpe med til, at man kan blive på jobbet længst muligt – til glæde for alle parter.

Mange overlæger forsøger at klare det stigende arbejdspres ved at blive flere timer på jobbet. Det er ikke holdbart. Vi kan aldrig få en paragraf, der forbyder dårlig arbejdstilrettelæggelse. Men vi vil bruge forhandlingerne til at undersøge, om der er nogle knapper i overenskomsten, vi kan skrue på for at understøtte en fornuftig prioritering af opgaverne og derved give større styrke til den præambel, der blev indført ved OK 13, og som understreger overlægens centrale rolle i sundhedsvæsenets udviklingsopgaver.

Vi kommer også til at diskutere overlægernes stillingsstruktur ved forhandlingsbordet, for det har Danske Regioner stillet krav om. Det er ikke vores krav, men vi vil gerne drøfte, hvordan man kan gøre lægelig ledelse mere attraktivt, både når det gælder ledelse af kliniske patientforløb og ledelse af store hospitalsafdelinger. Det er nødvendigt for at sikre en stærk, fagligt funderet udvikling af sundhedsvæsenet fremover.

Og så handler overenskomstforhandlinger jo også om løn. Vi slås stadig med særdeles skrappe økonomiske rammer, men signaler fra de forhandlingsborde, hvor lønstigningerne for alle offentligt ansatte fastlægges, indikerer, at der bliver mulighed for at fastholde reallønnen og måske lidt til. Men vi er stadig lang vej fra lønfesten i begyndelsen af årtusindet, og det afspejler sig i de generelle rammer, som vi skal forhandle indenfor. Nemme – det bliver forhandlingerne ikke.