Trods ønsker om at nedbringe brugen af tvang og dermed også bæltefikseringer i psykiatrien er det ikke lykkedes at få vendt udviklingen. Sidste år blev der anvendt 6.165 bæltefikseringer – det højeste siden 2006. Men er bæltefikseringer udelukkende et forkert redskab i psykiatrien, og skal udviklingen entydigt vendes til færre bæltefikseringer? Interview med to psykiatere.
»Loven giver os både ret og pligt til at hjælpe de allermest sindssyge, når de ikke selv kan tage en habil beslutning om den nødvendige behandling. Paradokset er, at vi på den ene side har denne pligt til at handle både menneskeligt og fagligt og på den anden side mærker et pres fra mange sider i samfundet om at reducere brugen af tvang. Når det går galt med psykiatriske patienter – med bl.a. drab til følge – mødes vi med undren eller bebrejdelse over, hvorfor vi ikke gjorde mere. Politikerne signalerer bekymring eller manglende forståelse for, om bæltefikseringer er berettiget. Paradoksalt nok ofte de samme politikere, som har vedtaget den lov, der giver os mulighed for det«.
»En væsentlig del af mit arbejde handler om behandling af de allermest sindslidende og farlige patienter på en lukket afdeling. Jeg møder patienter som den svært deprimerede kvinde, som griber ud efter ledninger, forsørger at knuse elpærer mellem hænderne og skærer i sig selv for at dø. Jeg møder også patienten med skizofreni, blandingsmisbrug og dom til behandling eller anbringelse. Det er ikke usædvanligt, at patienter under stor tumult og lagt i håndjern bliver bragt ind med stor politiassistance. Deres problem stopper ikke, fordi håndjernene bliver taget af, og de kommer ind bag en lukket dør«.
»Mit arbejde er på trods. Jeg møder oftest kun patienter, der ikke mener, at de er syge og af samme grund ikke vil behandles. Men denne specialiseret behandling sker under særlige, men nødvendige vilkår, hvor bæltefiksering er en nødvendig mulighed, for at jeg kan varetage mit arbejde under forsvarlige rammer og uden at komme galt af sted«.
»Med de patienter, jeg ser i dag, tror jeg ikke, at vi hverken kan nedbringe brugen af bæltefikseringer eller længden af fikseringerne. Men det forandrer ikke det faktum, at jeg altid er åben for forbedring. Hvis man virkelig ville nedbringe tvangen, burde fokus i stedet være rettet mod at fastholde patienterne i den medicinske behandling. Gennem fire år har vi nu haft muligheden for tvungen opfølgning efter udskrivning rettet mod de såkaldte 'svingdørspatienter', men kun et fåtal bliver underlagt ordningen«.
»Jeg har svært ved at se, at bæltefrie afdelinger kan blive for den gruppe af svært syge patienter, jeg ser i min hverdag. Jeg vil være bekymret for konsekvenser som polyfarmaci, arbejdskader hos personalet eller direkte personaleflugt fra psykiatrien«.
»En bæltefiksering er ikke en behandling, men en nødløsning for at forebygge fare. En langvarig bæltefiksering er aldrig godt, men det forandrer ikke det faktum, at det er meningsløst at lave et loft over længden af bæltefikseringer. Varigheden afhænger af det kliniske skøn, og det kan ikke kvantificeres, men afhænger af forsvarligheden i forhold til ophør. Er patienten livsfarlig, skal man selv efter uger ikke løsne bæltet«.
»Vi arbejder på at gøre selve fikseringen så udramatisk så mulig. Vi sørger for, at tonen er dæmpet, at alle kender deres funktion, og i sær at patienten får forklaret, hvad der skal ske, så vedkommende i så høj grad som mulig er med i processen, selv om det er tvang. Det kan også bidrage til en bedre kontakt med patienten efterfølgende, så fikseringen bliver hurtigere overstået«.
»Bæltefiksering er i dagens Danmark pr. definition politisk ukorrekt, fordi det rummer et betydeligt indgreb i den menneskelige autonomi. Hvis jeg skulle genopfinde psykiatrien i dag, ville jeg alligevel indføre muligheden for bæltefiksering. Jeg vil gerne gå på arbejde og sikre, at både den svært syge patient og jeg selv overlever det«.
»Ulemperne ved bæltefikseringer er primært, at det er meget ydmygende og skræmmende for patienterne at blive spændt fast til en seng. De har ofte ikke mulighed for at gå på toilettet eller i bad, og det foregår derfor i sengen med bælte på. De lægefaglige ulemper er, at det kan være farligt for kroppen at ligge spændt fast i længere tid. Der kan opstå blodpropper i ben og i lunger, og vi giver faktisk patienterne medicin for at mindske den risiko«.
»Den store fordel ved bæltefikseringer er, at det giver sikkerhed for patienten og for personalet. Men jeg mener alligevel, at vi burde afskaffe bæltefikseringer. Det er et udtryk for en gammeldags tankegang, at vi har læderbælter, som vi bruger til at spænde folk fast med. Langt de fleste patienter, jeg har talt med, føler sig ydmyget ved at være bæltefikseret«.
»Når jeg taler med kollegaer i udlandet, er de målløse over, at vi stadig bruger bæltefikseringer i Danmark. Jeg tror også, at mange danske læger er blevet mere kritiske over for bæltefikseirnger, efter at bl.a. Europarådets Torturkomite kritiserede Danmark for især brugen af de længerevarende bæltefikseringer. Efter 30 år på lukkede afsnit og efter at have talt med patienter, er jeg helt klart blevet bestyrket i, at bælter skal afskaffes – men vi skal have et alternativ til de meget voldsomme patienter.
»I andre lande bruger man eksempelvis de såkaldte seclusion-rooms – også kendt som gummiceller. Men det vil politikerne ikke give os mulighed for. Som led i en bygningsmæssig modernisering kunne en middelvej være et særligt rum, hvor patienterne kan slappe af med personale med dæmpet belysning og behagelig musik, så patienten på den måde falder ned. I virkeligheden burde vi lade patienterne vælge mellem seclusion og bæltefiksering i en forsøgsperiode«.
»Hvis vi forbød bælter i dag, ville alternativet være at fastholde patienterne med mere personale og give dem mere medicin. Det er jo et valg mellem to onder, men jeg tror, at de fleste patienter ville foretrække medicin frem for bæltefiksering«.
»Vi kan ikke løse problemet uden at have mere personale og etablere særlige team, der er specialuddannet i at kunne fastholde aggressive patienter. Det kan være, at vi skal have 'stærke mænd' lige som på Sikringen i Nykøbing Sjælland. Når politiet kommer med meget aggressive patienterne, som er farlige for sig selv eller andre, vil dette særlige team kunne træde til. Men der vil utvivlsomt være flere tilfælde, hvor vi må bede om politiets assistance – hvis politikerne fastholder, at vi ikke må afprøve seclusion«.
»Mere medicin er også en del løsningen. Og det skal være hurtigtvirkende, beroligende medicin, som vi ikke i dag har mulighed for at bruge. Vi skal altså have bedre uddannet og mere personale, der skal give mere beroligende medicin. For sikkerheden er selvfølgelig altid vigtig for både patienter og personale. Ingen må gå på arbejde og være bange«.
»Hvis jeg skulle genopfinde psykiatrien, ville jeg bestemt ikke indføre bæltefikseringer. Vi er nødt til at arbejde med andre muligheder. I satsningen på den ambulante psykiatri, har man helt glemt at gøre noget ved sengeafdelingerne, så vi kan håndtere de allermest syge. Smukke omgivelser, mere plads, bedre aktiviteter og mulighed for frisk luft. Men så længe vi har bælter, bruger vi dem. Derfor skal vi helt afskaffe brugen af bælter«.
