»Før så vi patienterne ud fra et handlingsperspektiv, hvor man skulle prøve at få dem til ro. Men når man har et andet forhold til patienterne, kræver det kompetent personale, der er opmærksomme på små ændringer og kan jonglere de to billeder af patienten med sikker hånd«, siger Annick Parnas.
Patienterne har tydeligvis reageret på den nye tilgang, det kan Annick Parnas mærke på den daglige stemning. Men også for personalet har det ændret hverdagen på Afdeling 809.
»Vi har færre urolige episoder, fordi vi også har adgang til mennesket bag. Vi er blevet bedre til at forebygge og se de små, individuelle tegn hos hver patient, som f.eks. at når han vandrer uroligt rundt, skal vi være opmærksomme. På den måde kan vi gribe tidligere ind og hjælpe patienten til at undgå at situationen eskalerer«, forklarer hun.
En bedre normering i den treårige forsøgsperiode har også gjort det muligt, at der hele tiden er personale til stede, der hvor patienterne er, og de ikke sidder på kontoret og udfører administrativt arbejde. Det giver patienterne en tryghed, der også er med til at nedbringe antallet af urolige episoder.
Om at miste satspuljemidlerne
Satspuljemidlerne var øremærkede til projekt bæltefrit afsnit, men på Afdeling 809 har man sideløbende haft et ønske om at gøre det mere attraktivt at arbejde hos dem. Lavere udskiftning blandt personalet giver mulighed for at ikke kun at fastholde kompetencer, men også udvikle dem sammen og skabe en fælles tone. Det er lykkedes, fordi de har kunnet tilbyde mulighed for at arbejde målrettet og har haft både rammerne og midlerne til det.
Det var ikke nok bare at være bæltefrit afsnit, patienterne skulle også mærke en højere kvalitet i behandlingen, hvor de i meget højere grad var inddraget i udviklingen af deres eget forløb. Det har været en succes, men Annick Parnas frygter for fremtiden. Om under to måneder stopper satspuljemidlerne, og der er ikke mulighed for at søge igen.
»Personalet har arbejdet fokuseret, vi har oplevet en udvikling – og nu har vi nået det mål. Men det er frustrerende, at vi ikke kan fortsætte fra det udgangspunkt, vi har nu. Vi bliver måske nødt til at afskedige en del af det personale, der har været med til at få projektet i mål«, siger hun.
Ud over at der er personale, de ikke længere har råd til, frygter Annick Parnas, at udviklingen vil gå i stå, fordi der ikke er midler til at arbejde på samme måde med yderligere mål. Og det personale, de har tiltrukket netop ved at kunne arbejde med udvikling, vil måske ikke stille sig tilfredse med langsomt at glide tilbage til udgangspunktet.
»Det værste, der kan ske, er, at personalet søger udfordringer andre steder, og at de kompetencer, vi har udviklet, langsomt bliver udvandet. Den største effekt i projektet har været, at vi allesammen har bevæget os i den samme retning, og at vi i perioden har kunnet fastholde vores personale«, siger hun og fortsætter:
»Hvis vi mister de kompetencer, vi har udviklet i forsøgsperioden, øges risikoen for bæltefikseringer. Det er der ingen tvivl om«.
Annick Parnas ærgrer sig over, at regionen har besluttet, at de ikke vil finansiere projektet fremadrettet.
»Det koster penge at udvikle psykiatrien, som vi har gjort i det her projekt Det er en politisk beslutning ikke at støtte den form for patientbehandling, men blot at forlange nedsættelsen af tvang uden de påkrævede midler«, siger hun.