Skip to main content

BAG KITLEN: Høj sol og hævede ben

På Amager Fælled varmer læger og patienter op inden dagens løbetur på fire kilometer. I samarbejde med Hjerteforeningen har Jakob Hartvig været med til at starte projektet Løb med din læge.

Foto: Martin Stampe
Foto: Martin Stampe

Annica Caroline Carlsen, mail@yeahwrite.dk

18. jul. 2014
3 min.

For nogle hjertepatienter er tanken om motion både utryg og uoverskuelig. Ofte kommer alle spørgsmålene først lang tid efter, at patienten er udskrevet. ”Er det farligt for mig at dyrke motion?” er et af dem, Jakob Hartvig oftest hører. Løb med din læge drives af frivillige i samarbejde med Hjerteforeningen. Målet er at hjælpe hjertepatienter i gang med motion og besvare de mange spørgsmål, der opstår i forbindelse med og efter en hjertesygdom.

Løb og lunt med din læge

”Vi har deltagere i alle aldre, men mange af vores patienter er ældre. Derfor har vi udviklet flere versioner af projektet. Man kan både løbe og lunte. Der er også stavgang med din læge,” fortæller Jakob Hartvig.

Idéen til projektet kom efter medicinstudiet i Aarhus. Her ønskede foreningen Sund Danmark at skabe en mere organiseret tilgang til frivilligt sundhedsfremmende arbejde. På landsplan er der 275 i netværket af frivillige medicinstuderende, yngre – og erfarne læger.

”Netop fordi vi er så bred en flok, kan vi også hjælpe hjertepatienter med at få stillet de rigtige spørgsmål til deres egen læge. Ellers ender det ofte med, at patienten har flere spørgsmål end svar på vej hjem,” forklarer Jakob Hartvig.

Sund Danmark afvikler også foredrag og oplæg på hjertecaféer. Her kan patienter og pårørende få råd og vejleding til at forstå hjertesygdomme og f.eks. få svar på, hvorfor de skal tage så mange piller.

Faktaboks

Fakta

Styrket relation - skarpere indblik

”Nogle patienter oplever i høj grad læger som en autoritet – de får forhøjet blodtryk bare af at se en læge. Netop derfor er det vigtigt, at lægerne ikke løber rundt i deres kitler. Både patienter og læger har Hjerteforeningens røde trøje på eller deres eget tøj. Det er også med til at sende et andet signal og nedbryde nogle barrierer,” siger Jakob Hartvig.

For mange hjertepatienter er det største skridt at gå fra ingen motion til lidt motion.

Hvor lidt motion er nok, og hvor meget er for meget? Som hjertepatient kan det være sværere at navigere i de forskellige anbefalinger Nogle har gået i rehabiliteringsforløb, vil gerne i gang - men er endt hjemme på sofaen.

”For os handler det ikke om intensiteten – men om at komme af sted. Turene er også en social aktivitet, så de føles ikke som et langt sejt træk, og det giver også muligheden for at styrke relationen mellem læge og patient. Der er noget at kigge på, og man taler skiftevis om det gode vejr og det hævede ben. Jeg tror, man får skarpere indblik i dét at være hjertepatient – og det kan forhåbentlig gøre os til bedre læger,” lyder det fra Jakob Hartvig.

Alle er velkomne, og kan melde sig på netværkets facebookside ”Sund Danmark”.