Begejstringen forsvandt

»Det var en kombination af flere ting, både personlige og faglige. Rent personligt har jeg altid haft mange fritidsinteresser, og jeg vil gerne lave en masse hyggelige ting sammen med min kone, vores børn og børnebørn, mens jeg stadig er frisk og rask, både fysisk og mentalt«.

Hvad med det faglige?

»Som overlæge er man jo leder for nogle yngre læger, hvor man gerne vil være inspirator og en person, de rent fagligt ser op til. Jeg ville gerne stoppe, mens mine kolleger syntes, det var lidt for tidligt frem for lidt for sent«.

Sygehusene har jo været udsat for en masse ændringer de seneste år, havde din beslutning også noget med det at gøre?

»Det er nok det egentlige og væsentlige. Jeg startede som overlæge på et tidspunkt, hvor jeg og mine kolleger havde en hel anden entusiasme, energi og mulighed for at udøve en ordentlig lægegerning. De muligheder er blevet væsentligt forringet i de 10-15 år, synes jeg«.

Hvordan det?

»Djøficeringen, hvor administrativt personale, økonomer og jurister lige så stille er kravlet ind og har overtaget hele styringen af vores faglighed. Det har været skrækkeligt og ødelæggende for det faglige arbejdsmiljø og vores muligheder. Hvis nu betingelserne var der, hvor jeg kunne udøve en ordentlig lægegerning, forskning og behandling, så tror jeg ikke, jeg var holdt op. Så kunne jeg have beholdt begejstringen i hvert tilfælde en årrække endnu«.

Har du eksempler?

»De seneste er Den Danske Kvalitetsmodel og akkreditering. Registrering og kontrol i et hidtil uhørt omfang bliver trukket ned over os. Vi bliver pålagt helt groteske opgaver, som skal godkendes af personer, som ikke kender vores kliniske hverdag. Det tager så meget tid, som vi skulle bruge til vores lægegerning«.

Du var i topklasse inden for mikrokirurgi - savner du ikke forskningsmiljøet?

»For 15 år siden var vi en lille flok overlæger inden for grå stær-kirurgi, som nok var anerkendte og blandt de førende i verden for en meget interessant og fantastisk udvikling. Det havde vi mulighed for, fordi vi kunne bruge tid og kræfter på innovation bl.a. sammen med medicinalindustrien, som jo lever af os og vi af dem. Vi kunne mødes til konferencer med internationale kolleger på nogle fantastisk gode betingelser, og det var altså ikke ferieture, det drejede sig om. Det var med til at gøre, at vi havde kontakter i hele verden. Som det er nu, er det stort set umuligt at komme til en kongres eller konference, hvor et medicinalfirma er involveret, samtidig med at det offentlige sygehusvæsen ikke prioriterer midler til vores efteruddannelse«.

Holder du fast i faget ved at jobbe f.eks. som vikar?

»Nej, jeg har skippet det fuldstændigt. Jeg synes, det er vigtigt at have kontinuitet med de patienter, jeg har. Tilfældige vikartjenester hist og pist synes jeg ikke er rigtig god lægegerning«.

Hvad med nogle timer på privathospital?

»Jeg synes ikke, der burde være behov for privathospitaler. Den ældre del af befolkningen, som jeg jo oftest har taget mig af, har betalt skat hele livet, og så synes jeg, at det offentlige burde kunne tage sig af det nødvendige«.

Hvad sagde din ledelse og dine kolleger til din beslutning?

»Det kom ikke som en bombe for nogen som helst. Jeg har snakket med mine kolleger og min ledelse i flere år om, at når jeg blev 62, så ville jeg holde op. De syntes til det sidste, at jeg skulle tænke over det igen - og sagde også, at jeg skulle ringe, hvis jeg fortrød«.

Har du så det?

»Jeg har bestemt ikke fortrudt«.