Skip to main content

Bibliotek for Læger 2/2019

Bibliotek for Læger er verdens ældste, endnu eksisterende lægetidsskrift. Det har været på gaden siden 1809 og fungerer i dag som Ugeskrift for Lægers humanistiske lillesøster med fokus på sundhedens historie, kultur og etik. Tidsskriftet udkommer fire gange årligt.

Christian Graugaard, Kristine L. Steensberg & Jesper Vaczy Kragh

8. jun. 2019
2 min.

København er fuld af medicinhistoriske ekkoer. Går man sig en sommertur gennem hovedstaden, kan man f.eks. passere Niels Finsens gamle lysinstitut på Strandboulevarden. Med lidt god vilje kan man stadig fornemme hans korps af hvidklædte »lysalfer«, som sværmer så moderligt omkring de vansirede tuberkulosepatienter.

Bibliotek for Læger 2/2019

Man kan også falde i staver foran Københavns smukke kommunehospital mellem Peblinge Sø og Botanisk Have. Det blev taget i anvendelse i 1863 som et af Europas mest avancerede sygehuse, og det blev først rømmet for patienter i 1999. Tænk, hvad der er gået i svang derinde – og tænk at have været en flue på væggen, da Leopold Meyer opererede, eller Knud Pontoppidan holdt sine psykiatriske demonstrationer!

Eller hvad med Kirurgisk Akademi og Det Kgl. Frederiks Hospital i Bredgade? Øresundshospitalet på Østerbro? Eller Vestre Hospital over for Tivoli, hvor 1800-tallets offentlige fruentimmere stod i kø foran venerologens briks, og Rudolph Bergh holdt samfundskritiske saloner efter fyraften.

Det tidlige danske sundhedsvæsen har efterladt sig spor overalt i bylandskabet. Og det er fascinerende at stå midt i medicinhistorien og fundere.

Komplekset, som snart er fortid

Der er naturligvis også historiske ekkoer, der dør ud og forsvinder. Lige nu bør man f.eks. overveje at lægge vejen forbi Nørre Allé og mærke medicinhistoriens vingesus, når man står i Rockefeller Kompleksets skyggefulde gård.

Rockefeller Komplekset, som det præsenterer sig i dag – få øjeblikke før bulldozerne rykker ind (foto: Søren-Peter Olesen).

Den trelængede bygning ved siden af Rigshospitalet blev udtænkt midt i de brølende tyvere, og i 1928 blev de 5.000 kvadratmeter taget i brug af Danmarks førende medicinske fysiologer med nobelpristageren August Krogh og hans hustru Marie i spidsen.

Det blev til årtier med visionær forskning på højeste niveau, og hundredvis af håbefulde studerende har fået deres kundskaber i fysiologi og biokemi i kompleksets auditorier, bibliotek og laboratorium [1].

Men nu er det slut, og snart rykker bulldozerne ind for at give plads til BørneRiget, som efter planen skal stå færdigt i 2024. Vi taler om otte etager og 193 senge til børn, unge og fødende.

Så op på cyklen, inden det er for sent! Hvis man lukker øjnene og spidser ørerne, kan man stadig høre ægteparret Krogh mundkævles oppe fra professorlejligheden på tredje sal.

Referencer

LITTERATUR

  1. Amtorp O, Haunsø S. August Krogh og Rockefeller Komplekset. Om den kredsløbsfysiologiske skole i København. Bibl Læger 2019;211:160-77.