Skip to main content

Blåstempling af Indvandrermedicinsk Klinik på OUH

En sammenligning af undervisningsprogrammer i kommunikation med migranter og etnisk ikke-hjemlige patienter placerer to OUH programmer på hhv. tredje- og fjerdeplads i EU.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

7. jan. 2015
2 min.

Hvert år indvandrer over en million mennesker fra lande uden for EU til området, og det øger behovet for såkaldt kulturelle kompetencer, også i sundhedsvæsenet. Det er baggrunden for en ny EU-støttet rapport om undervisningsprogrammer i sundhedsvæsenet om kommunikation med patienter fra kulturer, der er anderledes end ens egne.

Odense Universitetshospital (OUH) er placeret med to programmer, der i den samlede vurdering havner på hhv. tredje- og fjerdepladsen blandt de programmer, der i højest grad opfylder rapportens kvalitetskriterier.

Nærmere betegnet er det Indvandrermedicinsk Kliniks uddannelse til patientkoordinator med fokus på kulturelle kompetencer samt etableringen af indvandrermedicinske teams på regionens andre sygehuse, der således blåstemples som blandt de bedste programmer på dette felt i EU.

Professor Morten Sodemann, der leder Indvandrermedicinsk Klinik på OUH, forklarer, at patientkoordinatorkurset er baseret på frivillighed.

”Vi tilbød en modulopbygget uddannelse i form af seks fyraftensmoduler, hvor de, der havde lyst, kunne komme. Det var primært sygeplejersker, fysioterapeuter og nogle jordemødre, der kom”, siger han.

Ingen læger?

”Lægerne udviste ikke samme grad af frivillighed. Men der var meget stor søgning, og vi valgte at se dem, der gennemgik kurset, som ambassadører for en anden måde at gå til disse patienter på, som så ville smitte af på lægerne. Det er også det, vi har set”.

Kursusdeltagerne har nu dannet en erfagruppe, der fungerer som en videnbank, som læger og andre kan trække på, ligesom gruppens medlemmer kan tilbyde f.eks. at være bisidder ved en konsultation mellem lægen og en etnisk ikke-dansk patient.

Det andet program, som fremhæves i EU-rapporten, er udbredelsen af erfaringer fra OUHs klinik ved at etablere indvandrermedicinske teams på de øvrige sygehuse i Region Syddanmark.

”Regionen har bevilget penge til, at vi i Odense kan uddanne læger og sygeplejersker på hvert sygehus, som så er vores fremskudte bastion”, siger Morten Sodemann.

”Det er egentlig det samme kursus, vi giver der, men med lidt flere lægefaglige problemstillinger, fordi der er læger med”, siger han.

Næste step for OUH klinikken er i øvrigt at tage 6-modulers uddannelsen med til udlandet – klinikken har netop fået bekræftet et projekt i Rumænien.

EU-analysen er led i et større arbejde om kulturelle kompetencer – næste rapport handler om lægeuddannelsen, hvor Danmark formentlig også vil blive fremhævet, idet OUH klinikken underviser i indvandrermedicin på fire moduler på medicinstudiet.