Skip to main content

Bornholms Hospital i Rønne

Læge Rasmus Nejst Jensen, nejst1@yahoo.dk

27. aug. 2010
6 min.

Fotos: Rasmus Nejst Jensen

Med de lave bygninger i røde mursten og en granitskulptur foran hovedindgangen minder Bornholms Hospital ved første øjekast om en hyggelig dansk kommuneskole. Træder man indenfor, fortsætter associationerne i andre retninger end et moderne sygehus, for den kunstsamling som åbenbarer sig bag murene er et bedre egnsmuseum værdigt. Her hænger værker af de største navne fra Bornholmerskolen side om side med nyere kunstnere med relation til øen.

Bornholm har med sit særlige lys og sin dragende natur været et yndet opholdssted for danske kunstmalere gennem mange generationer. Med etableringen af en fast færgeforbindelse i starten af 1900-tallet blev øen let tilgængelig for kunstnere, som til daglig boede i København, og navne som Edvard Weie, Karl Isakson, Olaf Rude og Oluf Høst kom til at udgøre de kendteste skikkelser blandt bornholmermalerne. Denne gruppe af kunstnere har i eftertiden fået en særlig position i den danske kunsthistorie, og de repræsenterer en væsentlig del af den danske modernisme. Med inspiration fra især de franske impressionisters dristige farveeksperimenter nyfortolkede kunstnerne Bornholms motiver i en særlig lyrisk tone. Stilen blev i samtiden opfattet som vild og grænseoverskridende, men har siden været inspirationskilde for generationer af kunstnere.

Sjælsfarve

Når man træder ind i sygehusets ankomsthal, møder man de vel nok største aktiver i sygehusets samling i form af to store malerier af Oluf Høst (1884-1966). Værkerne bærer titlerne Judaskysset og Drømmen og er lavet specielt til sygehuset på bestilling fra Ny Carlsbergfondet. Oluf Høst var den eneste i sin generation af bornholmermalere, som var født på øen. Han havde derfor en dybtfølt relation til Bornholm, og motiverne var oftest små fiskersamfund og bøndergårde uden for Gudhjem, heriblandt husmandsstedet Bognemark, som han afbildede et utal af gange. Uanset motivet er stemningen eller sindstilstanden nøgleord i Høsts værker, og denne sjælsfarve - som han selv har kaldt det - udgør en karakteristisk dimension i alle hans malerier.

Måske var det netop ambitionen om at skabe den helt rigtige stemning i værkerne til sygehuset, som forhalede arbejdsprocessen og gav anledning til hovedbrud og ambivalens. Høst var i konstant brevveksling med Ny Carlsbergfondet, og på et tidspunkt prøvede han at få annulleret opgaven helt. Det følgende citat er forfattet under den frustrerende arbejdsproces med værkerne:

»Det er svært at finde på noget til et sygehus, ikke for opstemmende og ikke for tragisk. Når man så er dømt til at udtrykke sig i farver, er det ikke nemt at få figurer osv. til at holde sit bestemte sted, én ny farve og det hele forrykkes og vesterlandske friheder med former (arme og ben f. eks.) går ikke an med et publikum som syge mennesker, der er følsomme«.

Drømmen og Judaskysset

Langt om længe blev han færdig med malerierne, og han signerede dem først på dagen for offentliggørelse den 23. august 1950. Resultatet var Drømmen og Judaskysset, og Høst betegnede selv det overordnede udtryk som »byzantinske vægmalerier fra Jugoslavien«. For Høst var biblens fortællinger nærværende i Gudhjem, og Judaskysset er en fri fortolkning af Giottos fresko Getsemane Have fra 1400-tallet sat ind i et nordisk miljø. Høst gav billedet følgende ord med på vejen: »... jeg elsker den menneskelige gruppe i Getsemane, så jordskyggen (svag) og orange måne stiger op ad østhimmelen fra den gule døende himmel et lyst skær på lodrette ting ...«.

Mens Høst tidligere havde arbejdet med andre udgaver af Judaskysset, var Drømmen med sin symbolske udformning en helt ny genre for ham. I Drømmen mødes det fremmede og det nære. En rytter som repræsentant for det fremmede fylder det fortrolige hjemlige landskab. Høst arbejdede længe med Drømmen og endte med en naivitet og stemning i udtrykket, som leder tankerne i retning af Marc Chagall. Høst skrev: »Det skal forestille en idyl, sommer, lyse klipper, badende, gyldne buske, blåt vand, mættet himmel og en rytter, en fremmed, tragik i idyl er nu min opfattelse af tilværelsen«.

Publikum var begejstret for billederne, men typisk for Høst slipper tvivlen aldrig sit tag, og da han 12 år senere selv blev indlagt på sygehuset, fik billederne følgende bredside med på vejen: »Der hænger to store mojbilleder malt af mig ude på Rønne Centralsygehus - jeg bliver udskrevet som patient fortidlig, jeg bliver mere sløjder, det er billedernes skyld. Himmelen på den ene er alt for hårdblå, det skal dufte af sommer«. Citatet er fra et brev til Ny Carlsbergfondets formand Jørgen Styhr, og som så ofte før fik han beroliget Høst ved at forsikre ham om billedernes høje kvalitet.

Byen ved havet

Ud over de to værker af Oluf Høst bestilte Ny Carlsbergfondet samtidig to malerier af Olaf Rude (1886-1957) til sygehuset. Både Høst og Rude var på daværende tidspunkt blandt landets dyreste kunstnere, og trods begges tilknytning til Bornholm havde der ikke tidligere været midler til at sikre sig værker af dem i offentlig sammenhæng på øen. Rude havde som flere af de øvrige bornholmermalere været i Paris, og særlig inspirationen fra Cezanne kom til at præge hans kunstneriske udtryk. På Bornholm fandt han den helt rigtige motivverden, og fra 1924 havde han fast sommerbolig, Havkatten, i Allinge. Karakteristiske motiver er udsigten set fra Havkatten i form af klipperne, byen og havet med en eminent fortolkning af det unikke lys på øen.

Mens Høsts malerier til sygehuset var resultat af en opslidende kreativ proces og på en måde repræsenterede et nyt udtryk, var Rudes bidrag mere i tråd med hans øvrige produktion. De to malerier Byen ved havet og Landet med markfelter er netop hentet fra udsigten fra atelieret og afspejler Rudes lette tilgang og glæde ved det bornholmske lys. Et udtryk, som i sin enkelhed står flimrende klart. Billederne hænger desværre lidt hengemt i en trappeopgang ved Palliativ Afdeling, hvor de ikke kommer helt til deres ret. Rude bliver betragtet som en af sin tids største landskabsmalere, og han har blandt meget andet udsmykket folketingssalen på Christiansborg.

En omvej værd

Som nævnt i starten huser Bornholms Hospital en stor samling af de ældre bornholmermalere, men her til sidst vil jeg kort omtale et par værker af nutidige kunstnere med relation til øen. Tonning Rasmussen (f.1936) har udsmykket venteværelset på Radiologisk Afdeling i form af en række farverige fabeldyr med næblignende gevækster monteret direkte på væggen. Tonning Rasmussens figurer er børnevenlige i både farve og form og således velvalgte til et venteværelse for patienter i alle aldersgrupper. Tonning Rasmussen er bosat på Bornholm, men står bag flere store udsmykningsopgaver i hovedstadsområdet, blandt andet Panum Instituttet i 1982.

Inge Lise Westman (f.1945) er maler og grafiker med bopæl i Gudhjem og står bag et stort maleri i ankomsthallen, som hænger lige over for Høstmalerierne. Naturen er det altovervejende tema i Inge Lise Westmans kunst, og motiverne er ofte skildret så tæt på, at de fremtræder som en abstraktion. Herved bliver stemningen det primære, og male riet på sygehuset er et mørkt lærred - måske et dunkelt hav - med et fortættet, melankolsk udtryk. Med den modige placering lige over for Høstmalerierne bliver gulvarealet imellem som en bro mellem to generationer af store bornholmske stemningsskildrere. Generationerne går fint i dialog med hinanden, og generelt er den imponerende kunstsamling på Bornholms Hospital bestemt en omvej værd.

TAKSIGELSE: Tak til Jens Henrik Sandberg, Oluf Høst Museet i Gudhjem.

SUPPLERENDE LITTERATUR

Referencer

  1. Bøggild H. Oluf Høsts liv i årstal 1884-1966. Oluf Høst Museet, 2002.
  2. Nørregård-Nielsen HE. Ny Carlsbergfondet 1902-2002. Gyldendal, 2002.
  3. Sandberg JH. Det nære og det universelle - Oluf Høst i privateje. Oluf Høst Museet, 2009.
  4. Sandberg JH. Med venlig hilsen - kunstnere skriver breve. Oluf Høst Museet, 2006.
  5. Sandberg JH, Møller LK et al. Kunstnerkoloniernes Danmark. Faaborg Museum, 2006.
  6. Wivel M. Dansk kunst - i det 20. århundrede. Gyldendal, 2008.