Bøvlet og dyrt at holde medicinalindustrien ud i strakt arm

»Men nu generer man så resten af lægestanden på grund af nogle få brådne kar, Region Syddanmark bliver helligere end de helligste, og vi bliver gjort dummere, end vi behøver være«, siger Peter Lindholm, der dog glæder sig over, at der er sket en opblødning i forhold til de oprindelige udmeldinger.

For ham illustrerer den aktuelle problematik imidlertid et større og meget væsentligere problem. Nemlig at der i de fleste regioner ikke systematisk sættes penge af til lægers efteruddannelse.

»Det sker kun i Region Nordjylland. Alle andre steder skal pengene findes i afdelingernes budgetter, og med sparekrav på sparekrav er det blevet sværere.

Det er et overordnet problem, at man ikke indregner udgifter til udvikling og efteruddannelse af en medarbejders kompetencer, når man ansætter en speciallæge.

Gjorde man det, ville vi være ude over at skulle diskutere, om industriens penge er velkomne eller ej.

I private virksomheder er efteruddannelse et krav – i hospitalsvæsenet er det en luksus, vi skal bede om«.

Patienter betaler prisen

På Sygehus Sønderjylland beskriver ortopædisk overlæge og indtil for nylig mangeårig tillidsrepræsentant Bjarke Kryger regionens stramme regelsæt som et »betydeligt tab«.

»Jeg kan på sin vis godt forstå, at man kravler op i den høje mast og sætter spørgsmålstegn ved, at industrien skal finansiere vores efteruddannelse – det er jo lidt spøjst, at de skal det.

Men efter min bedste overbevisning er det kammet over, og spørgsmålet er, om regionen selv kan kompensere herfor?

Jeg tør godt forudsige, at den stramme kurs i forhold til industriens midler på længere sigt vil føre til tab af viden og kunnen, som patienterne kommer til at betale prisen for«, siger Bjarke Kryger og fortsætter:

»Vi køber produkter truffet på baggrund af faglige argumenter, og ikke fordi vi præsenteres for noget nyt og tilsyneladende smart.

Jeg er helt klart blevet en bedre kirurg af at have nydt godt af industrifinansieret efteruddannelse, og jeg kunne unde mine yngre kolleger, at de ville få mulighed for at se og lære i samme omfang, som jeg har gjort«.

Ikke småpenge

Allan Thimsen Pedersen, ledende overlæge på Neurologisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus svarer utvetydigt ja til, at det både er blevet dyrere og mere bøvlet, når speciallægerne skal deltage i efteruddannelsesaktiviteter.

»På vores afdeling brugte vi i 2018 100.000 kr. mere på efteruddannelse end året før. De er bl.a. gået til transport og forplejning i forbindelse med symposier og møder. Og nej, det er ikke småpenge på et stramt afdelingsbudget.

Fra 1. januar i år er vi 100 procent rammestyrede, så vi vil heller ikke kunne ‘tjene’ pengene til at kompensere for det tab, vi har lidt.

I en stadig mere presset hverdag er det vigtigt at tilegne sig viden og få luftforandring for at bevare gnisten.

Dertil kommer, at vi har store problemer med at rekruttere til vores speciale, og dem, der vælger specialet, skulle nødigt vælge vores region fra.

Hvis jeg skal finde noget positivt ved den stramme kurs, skal det være, at det nu bliver synliggjort, hvor meget efteruddannelse koster«.

Ligesom Peter Lindholm er Allan Thimsen Pedersens grundlæggende holdning den, at efteruddannelse ikke er noget, »man skal tigge og bede om«.

»Det er altafgørende og en arbejdsgiveres pligt at sørge for, at vi holder os opdaterede.

Behandling af en sklerosepatient koster op til 150.000 kr. pr. år, og når det derfor på den seneste internationale sklerosekongres i efteråret i Berlin viser sig, at vi vil kunne nedbringe behandlingerne for sklerosepatienter fra seks til fire årlige behandlinger og spare 500 kroner pr. patient – foruden lægekontroller – ja, så er det en økonomisk gevinst for afdelingen«, siger Allan Thimsen Pedersen.

Tidsrøver

Også på Odense Universitetshospitals Kardiologisk Afdeling har ledende overlæge Tina Svenstrup Poulsen fået endnu en opgave og bekymring at tage sig af.

»Den største udfordring er den bureaukratiske proces. Opgaven at administrere de nye regler koster megen ledelsesmæssig opmærksomhed. Tid, som kunne være anvendt på vigtigere opgaver til gavn for patienterne.

Dernæst er der selvfølgelig en altoverhængende bekymring forbundet med, at vi nu selv skal finde midlerne til efteruddannelse i budgettet.

Vi er netop nu i færd med at udarbejde en strategi for uddannelsesplaner, der skal sikre, at alle medarbejdere på afdelingen får den fornødne efteruddannelse. Pres avler som bekendt modpres, og når ressourcerne er knappe, kan det blive et ufravigeligt krav, at man står fast på at ville have de ti efteruddannelsesdage, man som speciallæge har krav på ifølge overenskomsten, modsat tidligere, hvor det ikke altid kom sig så nøje med det«.

Har du tidligere oplevet, at dine speciallægers habilitet kunne beklikkes?

»Nej, aldrig.

At Danmark ligger i verdenstoppen, når det kommer til at behandle hjertesygdomme og forebygge hjertedød, skyldes i høj grad, at der har været et uddannelsesmæssigt og klinisk samarbejde mellem medicinalindustrien og lægerne.

Det er fint, at vi kalder os den ‘rene region’, men så må politikerne også lytte til vores bekymringer, der opstår i kølvandet på dette ambitionsniveau«, lyder det fra Tina Svenstrup Poulsen.

Også Helle Laustrup, ledende overlæge på Odense Universitetshospitals Reumatologisk Afdeling, frygter, at afdelingen ikke vil kunne løfte den økonomiske ekstraudgift, som videreuddannelse koster.

»Vi har nydt godt af at få midler fra den efteruddannelsespulje, Odense Universitetshospital havde etableret som – desværre – kun en overgangsordning. Den er nu lukket, og vi kan godt frygte, at vi ikke fremover kan finde pengene på afdelingsbudgettet.

Det er for nemt at lægge efteruddannelsesopgaven over på afdelingsledelserne, når det er bredt anerkendt, hvor stramme vores budgetter er«, siger Helle Laustrup, som oplever bøvl med at administrere efter det nye regelsæt.

»Efteruddannelsesaktiviteter i form af dagsmøder sponsoreret af enkelte firmaer har været vanskelige at administrere.

Her har vi skullet bede firmaet om en kostpris, men nogle firmaer må ikke modtage penge fra os. Det har medført nogle administrative bump«.

Besværet til trods kan Helle Laustrup også se det positive i, at industrien får en langt mindre rolle at spille.

»Det er rart ikke at være bundet til medicinalindustrien – men det har en pris og kræver en budgettilførsel. Det er svært at producere os til den ekstraudgift, som efteruddannelsen kræver«.

Ser du en fare for, at speciallægerne på din afdeling bliver mindre opdaterede på alt det nye og dermed mindre vidende?

»Jeg ville fejle, hvis jeg blot lod stå til – pilen peger på mig. Men det er svært.

Vi har jo hidtil været meget vidensøgende nationalt og internationalt, fordi der inden for vores speciale er en rivende udvikling af nye lægemidler og biologisk medicin«, siger Helle Laustrup.

Må – må ikke

Invitationer til bl.a. kongresser fra medicinalindustrien går til afdelingsledelserne via sygehusledelserne og lyder på Allan Thimsen Pedersens afdeling f.eks. på, at en neurolog er inviteret.

»En uspecifik neurolog. Hensigten er formentlig også at skabe mere lighed, så flere kommer afsted.

Det vil selvfølgelig ikke give mening at sende en parkinsonlæge til en sklerosekongres. Men hvis vi sender en ung uddannelseslæge afsted – bl.a. for at holde på vedkommende – vil vi måske kunne opleve, at det pågældende firma trækker følehornene til sig«.

Allan Thimsen Pedersen finder det paradoksalt, at lægerne fortsat godt må deltage i advisory boards.

»De fungerer som en diskussionsklub mellem medicinalindustrien og kolleger fra hele landet, hvor begge parter får noget ud af det. Det bliver vi betalt for at deltage i. Hvad er den principielle forskel på at blive betalt for at deltage heri og få transport og deltagergebyr betalt til en konference?

Her har der længe ikke været den overdådighed, vi tidligere har kendt til. Rejser på business class hører fortiden til, og der serveres et enkelt glas vin til hver ret.

Frygten, for at lægerne lader sig besnære til at anvende medicin fra de medicinalfirmaer, de er blevet inviteret af og har spist sammen med, er derfor ubegrundet.

Jeg har selv deltaget i efteruddannelsesaktiviteter fra stort set alle firmaerne, men når vi vælger medicin på afdelingen, sker det ud fra Medicinrådets anbefalinger. Fraviger vi dem, sker det som resultat af beslutninger truffet på vores ugentlige videokonferencer i regionen«.

Vi mangler en plan

Flere af de læger, Ugeskriftet har talt med, er ikke just begejstret for regionens forslag om, at den selv skal arrangere konferencer.

»Vi kan ikke matche industrien - det er fuldstændig umuligt.

Vi råder ikke over tid til planlægning og kan ikke betale de hot shots, industrien kan diske op med«, lyder det fra Allan Thimsen Pedersen.

Overlæge på Odense Universitetshospitals Kardiologisk Afdeling, Anders Junker, råbte i efteråret 2017 vagt i gevær i Ugeskriftet, hvor han bl.a. blev citeret for, at »man bliver ikke klogere af at få tilbudt mindre viden«.

Det skete, efter regionen havde udmeldt, at den fra januar 2018 ville kappe forbindelsen til industrien helt.

I dag glæder han sig over den opblødning, der fandt sted i forhold til den oprindelige udmelding. Men:

»Der er stadigvæk ikke kommet en plan B for, hvordan speciallægernes efteruddannelse skal finansieres og organiseres. For mit eget vedkommende har jeg indtil videre ikke oplevet at blive forholdt muligheden for at få ny viden, men jeg har oplevet kolleger, der har fået det sværere.

Jeg hylder armslængeprincippet, og det gør medicoindustrien også, i og med at der allerede var aftalt nye spilleregler inden for dens område inden 2017.

Hvis det er industrien, der tilbyder den mest relevante og bedste viden, ja så er det utvivlsomt det, man skal vælge. Inden for flere af mine egne fagområder – herunder hjerteklapper m.m. – er den primære kilde til ny specifik viden producenterne. Og det kan nok så mange idealistiske principper ikke ændre på«.

Ikke en blomst fra vores have

Om de foreløbig fire indgåede aftaler med regionerne, siger chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen, Carsten Blæsberg.

»Jo, vi ville selvfølgelig have foretrukket en ensartet aftale for alle regioner, men når det nu ikke kan ske, er vi ganske tilfredse med de aftaler, der foreligger.

Det har krævet lidt tilvænning for vores virksomheder at navigere i, hvad der er tilladt hvor, og hvad der ikke er. Men det samme har jo – måske i højere grad – været tilfældet for virksomhedernes samarbejdspartnere på sygehusene. Jeg har indtryk af, at det er mere bøvlet for dem«.

I forhold til aftalen med Region Syddanmark siger Carsten Blæsberg:

»Brugerbetaling er ikke en blomst, der er groet i vores have, men vi har respekt for ønsket fra Region Syddanmark.

Det vigtigste for os er at få etableret nogle rammer, inden for hvilke vores medlemmer og lægerne kan samarbejde og skabe værdi ved at få ny viden ud.

Grundlæggende er der ikke problemer med lægers habilitet herhjemme, og det ville være en skam, hvis nogle af vores dygtige læger blev afskåret fra muligheden for at deltage i kongresser og faglige netværk, blot fordi deltagerne kan få lidt mad fra en buffet«, siger Carsten Blæsberg.

Til Ugeskriftet i november udtalte lægelig direktør på Odense Universitetshospital, Michael Dall, at han desværre ikke kan love, at alle speciallæger fremover får indfriet deres ønsker, men at »vi vil forsøge at dække behovet for relevant efteruddannelse«.