Skip to main content

Brugerbetaling på dagsordenen i Region Hovedstaden

Region Hovedstaden skal diskutere en lang række ideer for at finde besparelser. Brugerbetaling og færre akutlægebiler - måske uden læger - er blandt ideerne.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
26. mar. 2015
2 min.

Det landspolitisk varme emne brugerbetaling er på dagsordenen i Region Hovedstaden, som skal finde store besparelser både i år og næste år.

»Vi må seriøst overveje mere egenbetaling både fra patienter og pårørende – det kunne være at betale for scanningsbilleder ved graviditetsundersøgelser eller mad, når man er indlagt sammen med en syg", siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, til jyllands-posten.dk.

Udtalelsen skal imidlertid ikke tages som udtryk for, at Sophie Hæstorp Andersen går ind for brugerbetaling.

"Jeg mener ikke, at brugerbetaling løser vores budgetproblemer, men når vi står med så store udfordringer, så er alt selvfølgelig til debat, men det er ikke det samme, som at jeg går ind for det", siger hun til Ritzau.

Baggrunden er et såkaldt inspirationskatalog, som de forskellige udvalg i Region Hovedstaden nu skal diskutere for at finde besparelser på hvv. 75 mio. kroner i år og 225 mio. kroner i 2016 samt de følgende år - hvilket dog afhænger af økonomiforhandlingerne med regeringen, som kommer til juni.

Inspirationskataloget kan ses her (start på side 17).

Akutlægebiler og efteruddannelse

Inspirationskataloget er ganske langt og omfatter langt flere ideer end brugerbetaling.

F.eks. lægger det op til drøftelse af så forskellige emner som længere ventetid på akutmodtagelser og 1813-telefonen; færre akutlægebiler og en anden bemanding - hvormed selvsagt menes uden læger - færre ambulante kontroller; mindre genoptræning; billigere medicin og mindre efteruddannelse af personalet.

Processen skal munde ud i vedtagelse af en spareplan i juni. Dvs. nogenlunde samtidig som en økonomiaftale for 2016, som kan forrykke billedet.