Skip to main content

Byretten: Hjertelæge idømt halvandet års fængsel

Københavns Byret har afsagt dom i straffesagen ved Københavns Byret mod en 64-årig hjertelæge og forskningsleder fra Rigshospitalet. (Opdateret)

27. nov. 2015
2 min.

Der er netop afsagt dom i straffesagen ved Københavns Byret mod en 64-årig hjertelæge og forskningsleder, som indtil afsløringen af et massivt misbrug af forskningsmidler i 2013 var ansat på Rigshospitalet.

Dommen lød på halvandet års fængsel, som dog gøres betinget med vilkår om ulønnet samfundstjeneste i 250 timer.

Lægen skal betale sagens omkostninger på 350.000 kroner samt betale 2.265.682 kr. til Rigshospitalet. Desuden må lægen ikke modtage hverken offentlige eller private forskningsmidler på ubestemt tid.

Lægen var tiltalt for groft bedrageri for mere end 2,6 millioner kroner. Anklageren havde krævet lægen idømt ubetinget fængsel i ikke under to år for misbrug af forskningsmidler til privat forbrug i 11 lande i perioden fra 2006 - 2013.

Forskningsmidlerne blev blandt andet brugt til årlige fisketure til Norge, private ferierejser med familien, et Rolex-ur til 160.000 kr. og endnu ét til 80.000 kr., møbler til privatboligen samt en lang række private restaurationsbesøg.

Forsvareren havde påstået frifindelse.

Lægen blev i 2013 meldt til politiet og hjemsendt fra sit arbejde på Rigshospitalet efter en række artikler i Jyllands-Posten med afsløringer af et udbredt misbrug af forskningsmidler på hjertecentret.

Den nu dømte læge har siden arbejdet på Nykøbing Falster Sygehus.

Lægen har erkendt, at han i en lang række tilfælde har brugt forskningsmidler til private formål. Men han har samtidig fastholdt sin uskyld med den begrundelse, at han ikke har brugt penge, som han ikke havde råderet over.

Pengene – seks mio. kr. i alt. – havde medicinalfirmaet MSD ifølge lægen indsat på hans private konto, fordi det var normal procedure i 2006, da forskningsprojektet blev indledt.