Skip to main content

Christian Freitag bedste bud på ny PLO-formand

Han har ikke meldt sig som kandidat, men andre peger på formanden for PLO-Hovedstaden som ny formand for den landsdækkende organisation. Ledende PLO-politikere efterlyser en formand, der både er stærk udadtil og kan hele splittelsen i organisationen.

Formanden for PLO-Hovedstaden Christian Freitag vil hverken af- eller bekræfte, om han kandiderer til posten som ny PLO-formand. Men andre peger på ham.
Formanden for PLO-Hovedstaden Christian Freitag vil hverken af- eller bekræfte, om han kandiderer til posten som ny PLO-formand. Men andre peger på ham.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk, Freja Kierstein Johansen, fkj@dadl.dk og Anne Steenberger, as@dadl.dk

27. mar. 2015
8 min.

Hvem skal være ny formand for PLO? Det er det store titusindkroners spørgsmål, efter at Bruno Melgaard Jensen i går bebudede, at han trækker sig fra posten ved det kommende repræsentantskabsmøde 11. april.

Ulrik Hesislev, PLO-formand i Region Sjælland, sætter navn på. I rollen som ny PLO-formand kan han både forestille sig PLO’s næstformand, Niels Ulrich Holm, PLO-Hovedstadens formand, Christian Freitag, og Tue Flindt Møller, der sidder i PLO’s bestyrelse.

”Jeg tror, at de alle tre vil kunne få PLO på en ny kurs, der skal være en mellemting af, hvad vi har set, de sidste to formænd har villet", siger han.

Han mener, det var et stort skifte i 2013 at gå fra den tidligere PLO-formand, Henrik Dibbern, til Bruno Melgaard Jensen.

”Man skiftede jo nærmest fra sort til hvidt. Den ene dag skulle lægerne aflevere deres ydernumre, og den næste dag skulle de samarbejde med Danske Regioner. Jeg tror, at PLO nu har brug for en formand, der samler medlemmerne i midten”, siger han.

”Når det er sagt, mener jeg ikke, at Brunos tid som formand har været forgæves. Han har været medvirkende til, at vi har bevæget os ned ad konflikttrappen i samarbejdet med Danske Regioner. Og det er mit håb, at Brunos indsats efterlader et bedre samarbejdsklima med regionerne”, siger Ulrik Hesislev.

Hvad siger de selv?

Tre navne er således offentligt i spil som muligheder, men rækken indsnævres hurtigt.

Niels Ulrich Holm kan som nuværende næstformand i PLO siges at være en form for tronfølger. Men han stiller ikke op, siger han.

"Jeg er ikke kandidat til formandsposten. Jeg er først lige ved at vænne mig til at være næstformand".

Hvem peger du på?

"Jeg peger ikke rigtig på nogen. Bestyrelsen vil hjælpe den kommende formand, ligegyldigt hvem det er. Men vi har en interesse i at få afstemt mål og midler med repræsentantskabet".

PLOs repræsentantskab fik ved seneste valg en række kritikere af Bruno Melgaard Jensens linje ind, som har gjort livet vanskeligt for den afgående formand. Bl.a. er den seneste overenskomstaftale fra 2014 - som 57 pct. af medlemmerne stemte ja til ved urafstemningen - blevet udsat for kritik.

"Der er et kæmpestort flertal lige nu i repræsentantskabet for, at den seneste aftale med bl.a. regionale aftaler er kuldsejlet. Det skyldes primært sagen om de 200 mio. kroner i decentrale forhandlinger, hvor regionerne nu er kommet bagefter og har sagt, at hov, der er for resten en masse betingelser hæftet på. Hvis der var urafstemning om overenskomsten i dag, tror jeg, den ville blive underkendt", siger Niels Ulrich Holm.

PLO har de seneste år haft en vekslende kurs, hvor organisationen først var på nippet til at aflevere medlemmernes deponerede ydernumre i protest mod regeringsindgrebet fra 2013 og siden - med Bruno Melgaard Jensen som ny formand - fik en mere kompromissøgende linje. Nu tyder repræsentantskabets sammensætning på, at organisationen kan være på vej tilbage til linjen før Bruno Melgaard Jensen.

"Dette her er afslutningen på en langvarig konflikt. Så nu skal vi have en formand, som tør sige, at nu samler vi PLO, og hvis vi skal snakke sammen og lave løsninger, så skal I (regionerne, red.) være en troværdig forhandlingspartner", siger Niels Ulrich Holm.

Vil i Lægeforeningens bestyrelse

Tue Flindt Müller stiller heller ikke op.

"Jeg har gjort den overvejelse, men jeg synes, der skal en yngre person til. Og jeg har lagt en anden plan. Nemlig om at komme ind i Lægeforeningens bestyrelse", siger han.

"Jeg har prøvet at være formand i Region Sjælland, og det var de mest toughe år i mit liv - der er rigtig meget arbejde med sådan en post. Og nu bliver det rigtig hårdt. Jeg synes ikke det var mig".

Så er der Christian Freitag tilbage af de tre på listen.

"Jeg synes, det lyder fornuftigt", siger Tue Flindt Müller.

"Han har godt nok ikke prøvet så meget endnu, men jeg kender ham fra tidligere i repræsentantskabet. Han kunne godt være en samlende figur, tror jeg".

Hverken af- eller bekræfte

Christian Freitag selv vil hverken be- eller afkræfte, om han er kandidat.

"Vi har så meget behov for at finde den rette, og vi har så meget behov for, at den proces skal foregå i PLOs repræsentantskab og bestyrelse", siger han.

Er der en oplagt kronprins eller -prinsesse?

"Jeg synes, der er flere, der godt kunne løse opgaven, men det handler også om, hvem der er klar til at lægge arbejdet i det. Jeg har været en af Brunos kritikere, men jeg er dybt imponeret over den indsats, han har lagt i arbejdet. Det kommer den kommende formand også til at gøre, både internt og eksternt".

Hvad betyder formandsskiftet for PLO eksternt?

"Jeg tror faktisk, vores samarbejdsparter skal glæde sig forstået på den måde, at et samlet PLO er langt mere manøvredygtigt og langt mere beslutningsdygtigt med handlekraft også til udvikling og nye aftaler, end et PLO, som må liste sig frem og bliver slået tilbage af sit eget repræsentantskab, fordi man træder lidt skævt".

Og hvad betyder det internt?

"Får vi en formand med et bredere mandat, så kan det godt kompensere for det afbræk og den stilstand, der altid vil være kortvarigt, når man skifter formand".

Risikerer en ny formand ikke blot de samme problemer som den afgående?

"Så har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Jeg tror på mange måder, at formandsposten bliver anderledes end tiden før Henrik Dibbern (PLO-formand før Bruno Melgaard Jensen, red.) Man skal kunne manøvrere bedre. Man skal erkende, at man nok ikke kan sidde i den post seks år ad gangen, og at man rent faktisk er det, man er - nemlig repræsentantskabets arbejdshænder og værktøj til at føre den politik, som repræsentantskabet ønsker. Tidligere har der måske været mere autoritetstro fra repræsentantskabet, end den kommende formand kan forvente. Det behøver ikke være negativt, men man skal sørge for at have sit repræsentantskab bag sig".

De seneste år har budt på en slingrekurs i PLO, der jo skyldes dyb uenighed på nogle punkter - hvordan slipper man for den?

"Jeg tror, svaret er, at man hele tiden skal tage temperaturen på repræsentantskabet for at kende sådan nogle udsving. Det skal ikke kun være personens egne holdninger, man kører igennem. Den ydmyghed skal der ligge i formandsrollen".

Samlet kræfter igen

Såvidt PLO-Hovedstadens formand. I Region Syddanmark vil PLO-formand Jørgen Skadborg ikke offentligt pege på nogen favorit.

"Der findes indtil flere gode kolleger, som kunne være et bud, og jeg har også en helt klar favorit, men det vil jeg ikke melde ud i offentligheden", siger han.

"Det vigtige i en organisation er efter min opfattelse ikke nødvendigvis, hvem der sidder på hvilke poster, men hvilken politik, der bliver ført. Til gengæld er det vigtigt, at de, der sidder i ledelsen, er i stand til at føre politikken ud i livet. Det betyder også, at formanden, der udmønter politikken, skal være i fuld overensstemmelse med repræsentantskabet, der lægger politikken".

Både Bruno Melgaard Jensen og hans forgænger Henrik Dibbern gik af i utide efter at være kommet ud af kurs i forhold til repræsentantskabet. Men det betyder efter Jørgen Skadborgs mening ikke, at PLO i øjeblikket faktisk er umuligt at lede.

"Nej, tværtimod så mener jeg, at det, der nu er sket, er, at vi kan begynde at hele organisationen. Vi har lige før nytår - ved valget til nyt repræsentantskab - fået justeret ind efter, hvad medlemmerne egentlig mener. Vi har fået justeret tilbage til den politik, man egentlig skulle have ført ud i livet".

Men der var jo flertal for f.eks. overenskomsten i 2014, som Bruno Melgaard Jensen stod i spidsen for at forhandle hjem?

"Det er ikke det samme. At man føler sig nødsaget til at tiltræde en overenskomst, hvor man er nede at ligge som organisation, er ikke det samme, som at man har ønsket det. Vi har samlet kræfter igen".

Stabilitet, tak

I Region Nordjylland håber PLO-formand Annemette Alstrup på stabilitet.

"Jeg ser frem til, at vi får flere fællesnævnere - at vi kan beslutte tingene med store flertal", siger hun.

Det tyder på en formand, der er i samklang med det nuværende flertal i repræsentantskabet. Men Annemette Alstrup vil ikke sætte navne på.

"Jeg venter og ser. Jeg vil pege på nogen, når der viser sig nogle at pege på", siger hun med henvisning til, at ingen indtil videre formelt har meldt sig som kandidat.

"Vi har brug for noget ro og for en, der kan samle foreningen, så vi kan tale udadtil med en fælles stemme".

Hvilken profil har sådan en formand?

"Det skal dels være en kompromissøgende men også en meget tydelig og klar retoriker, som man ikke er i tvivl om hvad mener. Og så skal formanden have gode samarbejds- og lederevner".

Vil I regionale formænd egentlig sætte jer sammen og pege på nogen fælles kandidat?

"Det er uvist på nuværende tidspunkt".

"Jeg havde gerne set Bruno fortsætte"

Region Midtjyllands PLO-formand, Karsten Rejkjær Svendsen, har ikke nogen oplagt kandidat til formandsposten efter Bruno Melgaard Jensen, som selv er fra Region Midtjylland.

”Jeg havde gerne set Bruno fortsætte. Han har den fornødne fagpolitiske erfaring, han lytter til, hvad andre siger og vil gerne samarbejde og lave aftaler med det omkringliggende sundhedsvæsen. Jeg synes, det er et stort tab. Men repræsentantskabet har ikke givet formanden og bestyrelsen et frirum til at handle i”, siger han.

Hvad der sker nu, afhænger af, hvordan positionerne i repræsentantskabet er - om der er opbakning til et bredt samarbejde.

”Det ved vi ikke endnu. De mest toneangivende i SPRAL-fløjen har fyldt meget i debatten på de elektroniske medier. Jeg håber, at de også vil det brede samarbejde. Det vil vise sig til repræsentantskabsmødet den 11. april”.

Hvad skal der til nu?

”Vi skal finde en formand, der er skarp og kan stille krav og være indstillet på samarbejde”.

Men det lyder jo som den netop afgåede formand?

”Ja. Og derfor synes jeg også, vi står over for en stor udfordring. Men det er den opgave, vi har, og som repræsentantskabet skal løse”.

Ethvert medlem af PLO kan stille op som kandidat til posten som formand for organisationen. Det er repræsentantskabet, som vælger formanden. Næste repræsentantskabsmøde finder sted 11. april i Aalborg, og dagsordenen er nu blevet udvidet med punktet: valg af ny formand.