Christiansølægen: Det her er det gode liv for mig

Der er ingen veje på Christiansø. Turen fra Lars Buchs hus ned til Lægeklinikken foregår derfor til fods. Først gennem haven med de gamle æbletræer. Derfra til venstre ad stien forbi brønden. Og til sidst ned ad den lange trappe, der ender ved de gule kasernelænger nede ved havnen. Det er her, Danmarks mindste lægepraksis ligger, og her, Lars Buch har tilbragt de fleste formiddage, siden han kom til øen for godt et år siden.

Det er blæst op i løbet af natten, og en stiv kuling med vindstød af stormstyrke sender skumsprøjt ind over klipperne. Al sejlads til og fra øen er indstillet resten af dagen, og for øens 90 beboere betyder det, at de for en stund er afsondret fra resten af civilisationen.

»Sådan er det at bo herude. Det er naturen, der bestemmer. Man har ingen kontrol. Det er man bare nødt til at acceptere«.

Han sætter nøglen i døren ind til lægeklinikken. Klokken er 8.00, men for den 58-årige læge har dagen været i gang længe. Han er som sædvanlig vågnet klokken 5.00 og har været en tur nede at træne i det lokale træningscenter inden brusebadet og morgenmaden.

»Jeg kan godt lide at have god tid om morgenen. Før havde Kirsten og jeg sjældent tid til at spise sammen. Nu spiser vi både morgenmad, frokost og aftensmad sammen. Det nyder jeg meget«.

Det store spring

Lars Buch havde aldrig været på øen, før han flyttede herover. Og egentlig var det en tilfældighed, at det lige blev Christiansø. Han kendte ikke nogen på øen og anede ikke, hvordan der så ud. Men længslen efter frihed og ønsket om mere tid trak i ham. Derfor tog det ham kun et par dage at beslutte sig:

»Det var min kone, der så jobopslaget. På det tidspunkt var jeg praktiserende læge i Glamsbjerg på Fyn og havde gennem en længere periode haft alle tegn på stress. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, sov dårligt om natten, var træt om dagen og arbejdede alt for meget. Det fungerede ikke. Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at gøre et eller andet«, fortæller han.

Ni måneder senere ankom det første flyttelæs med Postbåden Peter, mens Lars Buch og hans kone Kirsten fulgte efter i passagerbåden Ertholm. Dengang var alting nyt og ukendt. Men nu er det fremmede for længst blevet dagligdag. Øboerne har vænnet sig til deres nye læge, og han selv har vænnet sig til ølivet, mågernes hæse skrig og stilheden om aftenen, når endagsturisterne er væk.

»Selvfølgelig var det en omvæltning i starten. Især for min kone, der havde sagt sit gode job op og skulle skabe sig en helt ny hverdag som hjemmegående. Aftalen var, at hvis ikke vi faldt til, ville vi rejse hjem. Men det er gået over al forventning. Vi har det simpelthen så godt begge to«.

Tid til patienterne

Lars Buch tager sin jakke af og tænder for lysstofrøret i loftet. Som med alt andet på Christiansø, er det staten, der ejer lægeklinikken, og at dømme ud fra inventaret og de småblomstrede gardiner, er det mange årtier siden, det er blevet skiftet ud.

Venteværelset består af to stole ude i den smalle træbeklædte trappeopgang. En rød lampe ved siden af døren ind til klinikken viser, om der er optaget eller ej. Her er ingen lægesekretær. Man går bare ind.

»De fleste patienter bestiller ikke tid i forvejen, så det er aldrig til at vide, hvor mange der kommer. Nogle dage har jeg kun en enkelt patient. Andre dage har jeg tre. Men her om sommeren, hvor der er mange sommergæster på øen, er der som regel væsentlig flere patienter. Min rekord er 11 patienter på en formiddag. Der havde jeg virkelig også travlt«, siger han og griner.

Den første patient er én af de faste øboere. Hun er blevet bidt af en flåt og vil sikre sig, at det ikke er Borrelia. Lars Buch ser på det, men mener ikke, at der er grund til bekymring. Han giver sig god tid til at undersøge patienten, og de hyggesnakker længe.

I modsætning til i sit tidligere arbejdsliv, hvor han aldrig følte, han havde tid nok, har han nu al den tid i verden, han kan ønske sig.

»Fagligt set er der ikke så mange udfordringer. Der er for langt mellem patienterne. Men det kan jeg godt leve med. For mig betyder det mere at have tid til patienterne og tid til mig selv. Det er en stor luksus«.

En forvredet fod

Dagens anden patient er en ung pige, der har forvredet sin fod på klipperne. Hun er én af de mange sommergæster på øen, og hun frygter, at foden ikke når at blive klar til weekendens bal på Månen, naboøens forsamlingshus.

Lars Buch binder en stram forbinding omkring foden og anbefaler hende at holde den i ro de næste 14 dage.

Tre andre patienter når forbi klinikken, inden konsultationstiden er forbi kl. 11.

Lars Buch taster de sidste ting ind på computeren, men før han kan holde fri, skal han lige en tur forbi postkontoret med nogle blodprøver, der skal sendes over til Bornholm.

»Herovre har jeg lidt flere kasketter på end en almindelig praktiserende læge. Jeg er min egen sekretær, min egen laborant og min egen rengøringskone. Og så fungerer jeg både som hjemmesygeplejerske, kommunelæge og vagtlæge«, forklarer han og gør klar til at gå.

Det stille liv

Havde det været i en film, ville telefonen have ringet i dette øjeblik, og der ville være bud efter skærgårdslægen, der ville kaste sig ned i sin motorbåd og drøne ud til en tilskadekommen fisker.

Måske ville der også være et mistænkeligt dødsfald, som han skulle tage sig af. Eller en forviklet kærlighedsaffære, som ville kræve hans tilstedeværelse. Men det her er ingen film. Det er bare en ganske almindelig hverdag på Christiansø.

»Man skal kunne lide sit eget selskab for at kunne trives herovre. Og man skal kunne holde ud, at der ikke sker noget. Hvis man vil have dramatik, skal man finde et andet sted at være læge«, siger han.

I princippet skal Lars Buch være til rådighed i døgnets 24 timer, hvis der sker noget akut. Men det er sjældent, han bliver ringet op efter kl. 16, og for det meste er det ikke noget alvorligt.

»Jeg har oplevet at blive ringet op om natten, fordi et barn havde fået eksem efter at have badet i en af øens damme. Og en enkelt gang har jeg måttet ringe efter Rigshospitalets redningshelikopter, fordi et lille spædbarn havde hjerteproblemer. Men ellers er det mest feber og hoste, folk ringer om«.

Bundet til hinanden

På vej hjem støder han ind i sin kone, der har været en tur hos købmanden. Når man bor på en ø, der er 710 meter lang og 430 meter bred, kan det være svært at undgå hinanden.

Det har sin charme, forklarer Lars Buch, men det kræver også, at man kan holde ud at tilbringe tid sammen:

»For Kirsten og mig er ægteskab og venskab to sider af samme sag. Vi har mange fælles interesser og kan godt lide hinandens selskab. Jeg tror ikke, man skal tage herover for at helbrede sit ægteskab«, siger han og tager indkøbsposen i hånden.

De to spiser frokost sammen hver dag og tilbringer typisk eftermiddagene med havearbejde eller forskellige projekter indenfor.

»I øjeblikket er vi i gang med at producere natursæber, som skal ud i butikkerne i løbet af efteråret. Og så har vi lige fået tilladelse til at brygge en lokal Christiansøøl, som vi har arbejdet på at udvikle henover vinteren. Det er noget af det, jeg elsker ved at være herovre – at vi pludselig har fået så meget tid sammen og frihed til at gøre alle de ting, vi kan lide«.

Stresssymptomerne er væk. Og hvis det står til Lars Buch, bliver han og Kirsten boende på Christiansø, indtil han skal pensioneres:

»Det her er det gode liv for mig. Jeg har lært at slappe af og fokusere på andet end arbejde. Det er første gang i mit liv, jeg har haft tid til det«, siger han og smiler.