Skip to main content

Cochrane: Vi blev misforstået

Cochranes internationale ledelse mener ikke, at et svar til danske psykiatere kan tolkes som afstandtagen fra Peter Gøtzsches angreb på lægemiddelindustrien

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

8. apr. 2014
3 min.

Ledelsen af det internationale samarbejde The Cochrane Collaboration tager nu afstand fra den måde, hvorpå netavisen Altinget.dk og andre medier – herunder Ugeskriftet.dk – fortolkede et svar, som Cochrane-ledelsen havde sendt til formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) Thomas Middelboe og tre andre fremtrædende, danske psykiatere.

De danske psykiatere havde bedt The Cochrane Collaboration tage stilling til en række synspunkter, som lederen af Nordisk Cochrane Center, professor Peter Gøtzsche, havde fremsat i sin bog ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet: Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet”, samt i en kronik i Politiken den 6. januar, hvor Gøtzsche gav udtryk for, at danske borgere ville være bedst tjent med, at alle psykofarmaka blev fjernet fra markedet.

Thomas Middelboe og hans kolleger ville gerne vide, om Cochranes internationale ledelse delte Peter Gøtzsches synspunkter, og i svaret – som også blev refereret på Ugeskriftet.dk den 25. marts – fremgik det klart, at man ikke delte Gøtzsches opfattelse.

”Upræcist og misvisende”

I brevet til DPS skrev Cochranes administrerende direktør, Mark Wilson, til Dansk Psykiatrisk Selskab, blandt andet: “I want to state explicitly that these are not the views of The Cochrane Collaboration on this issue and we do not endorse them”.

Ifølge Cochrane kan det ikke udlægges som en afstandtagen:

”Vi finder det bekymrende, at vores svar blev fremstillet upræcist og misvisende i flere artikler, og vi ønsker at gøre vores stilling klar for at undgå eventuelle misforståelser. For eksempel skriver Altinget i overskriften, at ”Peter Gøtzsche ikke har opbakning til en stribe kontroversielle udtalelser om medicinalindustrien og brugen af psykiatrisk medicin”.

Cochrane-ledelsen skriver nu, at ”vi hverken støtter eller tilbageviser professor Gøtzsches individuelle fortolkning af den aktuelle evidens”, og at Cochrane heller ikke ”på noget tidspunkt (har) givet udtryk for nogen mening om Gøtzsches synspunkter om medicinalfirmaerne” – nemlig at deres forretningsmodel er sammenlignelig med organiseret kriminalitet.

”Hvert medlem, herunder professor Gøtzsche, har ret til at udtrykke deres personlige meninger og udføre arbejde, som er uafhængigt af Cochrane-samarbejdet. Vi anerkender betydningen af klarhed om, hvornår personer taler på egne vegne, og hvornår de taler for at repræsentere Cochrane-samarbejdet. Vores tidligere brev bekræftede, at professor Gøtzsche talte på egne vegne og ikke repræsenterede Cochrane-samarbejdet ved denne lejlighed”, hedder det i Cochrane-ledelsens brev til Altinget.dk.

”Præcist gengivet”

Med henvisning til formuleringen ”we do not endorse them” fastholder Netavisen dog, at det hverken er upræcist eller misvisende at skrive, at Cochrane ”ikke bakker op om ” Gøtszches udtalelser.

Hvad bogen angik, skrev Cochrane i svaret til Thomas Middelboe og DPS, at "the views in this book are also not the views of Cochrane".

Derfor fastholder Altinget.dk, at det ”ikke er upræcist eller misvisende at skrive, at Cochrane ikke er enig i de synspunkter, som Gøtzsche fremlægger i sin bog”.

Formanden for DPS, Thomas Middelboe, erklærer sig enig i Altingets replik til Cochrane:

”Cochrane føler sig åbenbart misforstået. Men jeg mener, at Altingets artikel præcist gengav indholdet i Cochranes første brev til os”, siger han. ”Derfor er jeg også enig i Altingets replik. Artiklen var ikke misvisende.”

”Jeg bemærker også, at Cochrane-samarbejdet - endnu en gang - understreger vigtigheden af, at det klart skal fremgå, hvornår man udtaler sig på egne vegne, og hvornår det sker som repræsentant for Cochrane”, siger Thomas Middelboe. ”Det skrev de også marts, og det synes jeg er vigtigt at få stadfæstet”.

”Og så noterer jeg mig i øvrigt, at Cochrane udtrykker tillid til Peter Gøtzsche som forsker, lige som de også gjorde det i det brev, vi fik i marts. Og det synes jeg, er meget betryggende – for i modsat fald ville Cochrane jo have et kæmpe problem”, slutter Thomas Middelboe.