Hvordan tager man i sin lægepraksis højde for en udvikling med flere opgaver og mere komplekse patienter, og hvordan skaber man mulighed for at uddanne flere praktiserende læger, fordi man synes, det er vigtigt? Hvordan kan en uddannelseslæge, der ikke har nogen intention om at blive praktiserende læge, komme på andre tanker og droppe en fremtid i kardiologien til fordel for en fremtid i praksis?
Det er spørgsmål, man kan finde svar på i Kolding. Her kan man også møde læger, der meget målbevidst indretter sig på realiteterne: Ja, vi har fået mere travlt og flere opgaver. Og ja, et kræver nytænkning og stor fokus på organisering.
Praktiserende læge Anne-Mette Rotwitt ser sig om i de lyse lokaler.
»Faktisk er jeg født her for 55 år siden«, siger hun.
Stedet er Koldings gamle og smukke sygehusbygninger fra 1880, der indtil for nylig rummede universitet. Der lugter nymalet og nyistandsat. I frokoststuen står masser af sammenklappede flyttekasser. I en skål på bordet ligger et lille stofflag. I hjørnet står en guitar.
Jeg siger ikke, at vi har fundet de vises sten, og vi kan også føle os helt kørt ned og blive meget trætte i en travl hverdag. Men vi tror på, at man kan organisere sig på en måde, så det ikke bliver alt for presset hverken for os eller for vore patienter. Anne-Mette Rotwitt
Anne-Mette Rotwitt er veteranen blandt de tre læger, der nu bliver til fire i det kompagniskab, som i dag tager hul på et nyt kapitel i deres historiebog. Det er godt nok et par uger siden, at de flyttede ind i de nye lokaler, men denne mandag er den første, de alle er samlet.
»Ja, for nu er Katrine tilbage fra ferie«, siger Anne-Mette Rotwitt, og i det samme kommer Karine Urup ind i lokalet efter at have sagt farvel til en patient. Hun er færdig som uddannelseslæge til november og køber sig herefter ind i fællesskabet.
»Det er jeg rigtig glad for. Det var først, da jeg mødte Lægerne ved Slotsøen, at jeg besluttede at blive praktiserende læge. Ellers havde jeg tænkt mig kardiologien, men her kom jeg på andre tanker. Jeg oplevede et praksisfællesskab, hvor det kollegiale prioriteres. Og jeg føler mig allerede som en del af fællesskabet, for jeg har været med til at planlægge indretningen af lokalerne her på det gamle sygehus«, siger Katrine.
Lægerne går fra 350 kvadratmeter til nu 660 kvadratmeter. Der bliver oprustet på personalefronten, og der satses på flere uddannelseslæger, for det er vigtigt at uddanne, mener lægerne. Samtidig giver den ekstra plads og aftalen med Katrine endnu en mulighed:
En kollega i Kolding, Anne Mette Wegner, er 67 år og stopper. Men hun har ikke kunnet sælge sin solopraksis, og nu overtager Lægerne Engstien hendes 2.000 patienter.
»Vi vil jo gerne bevare patienterne på PLO-hænder frem for, at der skal oprettes en regionsdrevet klinik. Vi følte lidt, at vi havde et ansvar der, og heldigvis har vores ældre kollega sagt ja til at arbejde et par dage om ugen hos os«, fortæller Anne-Mette Rotwitt.
Hun er et eksempel på, at man efter 20 år i samme praksis godt kan udvikle sig og være med til at skrive nye kapitler. Men hvorfor gøre det?
»Fordi det er nødvendigt. Vi får mere og mere travlt som praktiserende læger. Vi får flere opgaver og mere komplekse patienter. Vi overtager rigtig meget fra sygehusene, og vi skal samarbejde mere med kommunale sygeplejersker, plejecentre mv. Det er alt sammen en udvikling, der kræver overvejelser: Hvor store skal vi være og hvor meget skal personalet overtage?«.
Anne-Mette Rotwitt har selv tænkt over svaret:
»Jeg vil gerne opfordre kollegerne til, at turde investere noget mere i personale, for det kan hjælpe os. Samtidig er det en balancegang, for vi vil ikke være ambulatorier. Vi ser mennesker og ikke sygdomme. Vi skal være allround på patienter, og derfor er det en løbende vurdering, hvad og hvor meget, vi skal lade sygeplejerskerne tage sig af. De skal aflaste, men det skal ikke være sådan, at vi læger kun ser det komplicerede. Vi skal holde fast i relationen til patienterne«.
I det nyindrettede praksisfællesskab gør lægerne meget ud af at pointere, at det ikke kun handler om at dele huslejen og så ellers kunne erfaringsudveksle i frokostpausen.
»Nej, vi betragter os som et team. Det betyder også, at vi kan hjælpe hinanden, hvis en af os har ekstra meget i indbakken, der skal svares på«, siger Anne-Mette Rotwitt.
Og det er noget af det, der netop tiltaler den nye i fællesskabet, Katrine Urup.
»Ja, vi passer på hinanden og kan give en hånd med, hvis vi ser, at en kollega er kommet langt bagefter. Så jeg synes, at vi på alle måder er et godt fællesskab, og at det sociale fungerer godt. Det er vigtigt for mig, og det er derfor, jeg har valgt at gå med«, siger hun.
Lægerne Engstien vil opruste i en tid, hvor presset på den praktiserende læge vokser, men de vil gøre det på en måde, så de ikke bliver fanget i hamsterhjulet, som Anne-Mette Rotwitt udtrykker det.
»Jeg siger ikke, at vi har fundet de vises sten, og vi kan også føle os helt kørt ned og blive meget trætte i en travl hverdag. Men vi tror på, at man kan organisere sig på en måde, så det ikke bliver alt for presset hverken for os eller for vore patienter«, siger Anne-Mette Rotwitt.
Hvis patienterne henvender sig til klinikken før klokken 12, kan de får en tid samme dag. Det betyder, at lægerne ikke skubber en pukkel foran sig, men det betyder selvfølgelig også, at nogle dage kan blive længere end andre. Til gengæld holder Lægerne Engstien fast i at have firedagesarbejdsuge.
»Det giver ny energi at beskæftige sig med noget andet«, siger Anne-Mette Rotwitt, der blandt andet har været praksiskonsulent på det lokale sygehus og nu er kursusleder og underviser på specialeuddannelsen i Odense. Hun har arbejdet fagpolitisk i kommunalt regi og i PLO og er i dag klyngekoordinater.
Hendes børn er voksne og henholdsvis sygeplejerske og læge, mens Katrine Urup har børn på syv og ti år. Dermed kan hun nok få den hverdag, hun ikke skal arbejde som læge, til at gå med andre ting. Holdningen i lægehuset er, at hvis man som praktiserende læge køres helt i bund, kan det let komme til at gå ud over patienterne. Det er vigtigt at holde fast i, at der også skal være plads og rum til arbejdsglæden. Derfor 1.600 patienter pr. læge maksimum.
»Og vi skal helst længere ned, for vi skal kunne behandle vore patienter ordentligt, og der er meget mere arbejde med den enkelte patient nu, end der har været før«, siger veteranen blandt de fire læger ved Engstien.
Det er ved at være frokosttid. I den lyse og nymalede gang møder vi en af de tre sygeplejersker, Winnie Hjermind, der også er jordemoder, og som er kommet op i tid.
»Ja, jeg er gået fra 28 timer til 35 timer. Og det er jeg superglad for og ønskede det selv«, fortæller hun på vej ind i frokoststuen.
Der er dækket pænt op. Pålæg er anrettet på tallerkener. Læger og sygeplejersker går i gang med at smøre madder. Snakken går godt med det samme, for her ved de, hvad hver især har lavet i sommerferien, hvordan det går med børnene og meget mere.
I et lokale står der stadig flyttekasser, der mangler at blive pakket ud. Men det virker som om den gode atmosfære og det gode arbejdsmiljø allerede er flyttet ind hos Lægerne ved Engstien.
Faktaboks
