En tysk lovændring fra 2011 (Gesetz zur Neuordnung des Arzneimittelmarktes (AMNOG)) forsøger at dæmme op for stigningen i udgifterne til medicin - her dog langt overvejende rettet mod medicin udenfor hospitalsregi, et område hvor der foretages markant flere medicinske ydelser i Tyskland end i Danmark.
Principperne i AMNOG har ikke desto mindre smittet af på den danske prioriteringsmodel.
Med loven blev der fokuseret kraftigere på nyttevurdering for medicin, hvormed IQWiG-instituttet kom endnu mere i centrum. Instituttet skal her vurdere en "patientrelevant nytte" af et nyt lægemiddel defineret som forbedring af sundhedstilstanden, forkortelse af sygdommens varighed, livsforlængelse, forringelse af bivirkninger og forbedring af livskvalitet.
Her arbejdes med fire grader af begrebet "merværdi" (Zusatznutz" eller "tillægsnytte", red.), der rækker fra "ingen merværdi" til "betragtelig merværdi". Altså en pendant til den nye danske model med seks niveauer af "merværdi" for nye lægemidler, som skal med i vurderingen af, hvilket prisinterval Amgros vil kunne acceptere i prisforhandlingerne med lægemiddelvirksomhederne.
Den tyske lovgivning pålægger samtidig medicinalvirksomhederne at påvise nye lægemidlers tillægsnytte og indenfor 12 måneder at indgå en prisaftale med det tyske sygeforsikringssystem. Dens mål er med andre ord at sikre en stærkere priskontrol på lægemidler, idet nye midler skal påvise en hidtil ukendt nytte, der skal ligge over hidtil kendte medicintyper inden for samme behandlingsområde, for overhovedet at indgå i prisforhandlinger.
Ingen fast øvre grænse
I sammenligning med lande som England og Canada har tyskerne været forholdsvis sene til at indføre prioriteringsmekanismer - frem til IQWiG's grundlæggelse var Tyskland ifølge instituttets første leder, Peter Sawicki, således et "rent tagselvbord for medicinalindustrien".
Det har ændret sig. Men en afgørende forskel er stadig, at Tyskland - ligesom i den danske model - afviser at arbejde med en fast defineret øvre prisgrænse i forhold til QALY's (kvalitetetsjusterede leveår). Denne ad hoc-forhandlingsmodel har ifølge IOWiG-direktør Jürgen Windeler både fordele og ulemper.
"Selv England eller andre lande med øvre grænser overholder ofte ikke disse grænser, men relativerer dem med undtagelser og enkeltvurderinger - især ved kræftbehandlinger. En mere eller mindre fast defineret øvre grænse har den fordel, at man kender den og kan debattere den. Forhandlinger har derimod den fordel, at man i hvert enkelttilfælde nemmere bliver enige," siger Jürgen Windeler til Ugeskrift for læger.