Et nyt historiespeciale afslører, at Danmarks første generationer af kvindelige læger ikke alene måtte kæmpe mod mandlig modstand. De måtte også slås med deres egne forestillinger om, hvad der var kvindens virkelige kald.
Den første kvinde, der tog medicinsk kandidateksamen i Danmark, var Nielsine Nielsen i 1885. Hun blev ikke alene den første kvindelige læge i Danmark – hun blev også den første kvindelige akademiker og var dermed dobbelt pioner.
For Nielsine Nielsen – og for den første generation af kvindelige læger – var vejen næsten ufremkommelig: Før skoleloven af 1903 måtte piger ikke gå i gymnasiet, og de måtte derfor tage studentereksamen på private kurser.
Der var ingen stipendier og legater for piger, så selv for døtre af velhavende familier var der en høj økonomisk barriere at overvinde. Og da private studenterkurser og selve lægeuddannelsen kun fandtes i København, var det en yderligere barriere at komme fra provinsen.
I et nyt kandidatspeciale i historie undersøger Louise Ludvigsen vilkårene for de første generationer af kvinder, der tog den medicinske embedseksamen ved Københavns Universitet i årene 1875-1925: Hvem var de? Hvordan klarede de sig, og hvordan gik det dem siden?
I specialet fortælles historien om, hvordan de kvindelige læger først brød gennem barrieren til den akademiske verden og bagefter brød igennem til den mandlige verden på hospitaler og i privatpraksis.
»Det var to barrierer, som begge var svære at bryde igennem«, siger Louise Ludvigsen.
Undersøgelsen viser, at de i alt 157 kvinder, som blev læger i de undersøgte 50 år, generelt bestod med karakterer over gennemsnittet. Næsten en tredjedel videreuddannede sig og blev dr.med. eller fik specialistanerkendelse. Og kun omkring halvdelen blev gift.
Og så er der en væsentlig pointe i, at de kvindelige lægers egne fortællinger om studietiden og arbejdslivet er præget af dobbelthed, siger Louise Ludvigsen. Men hvem var de egentlig?
»Især i første generation kom de fleste fra forholdsvist velstillede baggrunde. Men derudover var de i virkeligheden helt almindelige. Og i løbet af den periode, jeg undersøger, kommer de i stigende grad fra middelklassekår«, siger Louise Ludvigsen.
»Det var en dyr uddannelse, og i begyndelsen havde kvinder ikke adgang til legater. Og det er først i 1903, at skoleloven giver piger mulighed for at tage studentereksamen ved offentlige latinskoler. Indtil da måtte det foregå ved privat undervisning – hvis man havde råd. Den anden mulighed var at gå på det private gymnasium for piger, som Nathalie Zahle åbnede i 1877. Her gik størstedelen af den første generation af kvindelige læger«.
I de relativt få skriftlige vidnesbyrd, som de første generationer af kvindelige læger har efterladt, lægger de vægt på, at de blev godt modtaget på universitetet og senere på arbejdsmarkedet.
»De understreger, at der ikke blev gjort forskel på dem og de mandlige medstuderende. Så er der ganske vist nogle lidt ærgerlige episoder med en eller to undervisere og medstuderende, men de præsenteres som anekdoter – ikke som kritik af systemet. De lægger vægt på, at kvindelige læger er som de andre. De vil ses som en del af det lægelige fællesskab«, siger Louise Ludvigsen.
I specialet fremhæves et par af disse episoder. Som da en overlæge under en operation gav slip på en arterie, så den kvindelige kandidat ramtes af en tyk blodstråle, »fordi han ville se, hvordan hun reagerede«.
En anden overlæge på en kirurgisk afdeling rettede en vandslange mod en ung kvindelig læge, da hun første gang kom ind på afdelingen, så hun måtte flygte. Andre behandlede kvindelige medicinstuderende som luft og nægtede at se på dem, når de var til eksamen. Heller ikke den medicinske studenterforening ønskede at optage kvinderne, fortæller Louise Ludvigsen.
Trods disse fortrædeligheder beskriver kvinderne deres karrierevej overvejende positivt og næsten idyllisk.
»De var formentlig bange for at få endnu flere problemer, hvis de brokkede sig eller talte dårligt om undervisere eller medstuderende. Det var jo fremtidige kolleger eller overlæger, som måske en dag skulle ansætte dem. Så hvorfor gøre det endnu sværere for sig selv ved at blive kendt som nogle sure brokkehoveder, der har svært ved at arbejde sammen med mænd?«.
Ved læsningen af kilderne blev Louise Ludvigsen slået af dobbeltheden: På den ene side fortællingen om, hvor glat, det var gået, og hvor søde og positive, folk havde været – og på den anden side de små anekdoter om de nederdrægtigheder, som kvindelige læger måtte finde sig i.
»Men det blev altid ved anekdoterne og de små hentydninger. Og der er næsten ingen navne, for i den lille lægeverden vidste alle, hvem der var hvem«, siger Louise Ludvigsen.
Hvordan arbejdsmarkedet tog imod de kvindelige læger er ikke nemt at undersøge. Det er tydeligt, at den første generation havde svært ved at få foden i døren. Men generelt havde de nemmere ved at få job end andre kvindelige akademikere: Hospitalsarbejdspladserne var jo offentlige, og når medicinuddannelsen gav kvinderne jus practicandi, altså ret til at praktisere, kunne man jo ikke så godt nægte dem ret til at arbejde.
Anderledes så det ud for jurister og teologer. For ingen kunne tvinge et advokatkontor til at ansætte en kvindelig sagfører. Og kvindelige præster? – glem det! Det var også en vigtig grund til, at medicinerne – med deres statsgaranti for at kunne bruge uddannelsen – i mange år udgjorde langt den største gruppe af kvindelige studerende.
Barriererne fandtes dog også i hovederne på kvinderne selv – eller måske snarere i tidens indgroede konventioner. Mange forlod nemlig arbejdsmarkedet, når de blev gift. Og især når de fik børn.
»Spørgsmålet om moderskab var et meget ømt punkt for de kvindelige læger. De præsenterer jo først og fremmest sig selv som læger – og derefter som kvinder. For de vil gerne ses som jævnbyrdige med deres mandlige kolleger«, siger Louise Ludvigsen.
»Det blev bare et problem, når de gerne ville have børn, eller når de blev gift, og det forventedes, at de blev mødre. Det var svært at leve op til begge forventninger på samme tid – for på denne tid var moderidealet altoverskyggende. Det vigtigste for en kvinde var at være mor for sine børn«.
Dog viser undersøgelsen, at de kvindelige læger i gennemsnit fik færre børn end deres medsøstre: 1-2 børn på en tid, hvor normen snarere var det dobbelte.
»Det skyldes nok, at man ikke både kan give sig fuldt ud i jobbet som læge og være mor derhjemme, hvor kvinden foruden at passe børn skal lave mad, vaske tøj og holde hus«, siger Louise Ludvigsen.
»Vi ser de samme dilemmaer, som mange professionelle kvinder har i dag: valget mellem børn og karriere. På det punkt er der ikke sket så meget. Allerede for hundrede år siden konstaterede nogle af de kvindelige læger, at ’man kan ikke begge dele’. Og at man derfor måtte vælge. Og når man skulle vælge, skulle man vælge at være mor – ikke læge. Det var langt vigtigere at være mor«.
Der er dog langt mellem de selvbiografiske kilder, og de to læger, som Louise Ludvigsen citerer for dette synspunkt, er ikke nødvendigvis repræsentative. Begge var ugifte og havde ikke selv fået børn. For dem var det gratis at mene, at det var enten-eller.
»Men Marie Krogh blev læge i 1907 og dr. med. i 1914. Hun var gift med August Krogh, havde fire børn og var aktiv som forsker livet igennem. Og hun siger, at man godt kan begge dele: Være mor og arbejde som læge. Det er ikke nemt, det er en kamp. Men det er muligt«.
Og det er det dilemma, der har givet titlen til Louise Ludvigsens speciale: »Vil man Livet, maa man tage Livskampen«.
»Det var desværre ikke en læge, men en anden akademiker – nemlig sprogforskeren Lis Jakobsen, der sagde det. Men det er det samme dilemma, de kvindelige læger står overfor. Og Marie Krogh har den samme holdning: Det er ikke let, men man må tage kampene, lidt ad gangen«.
