Skip to main content

Dansk Folkeparti: ”Vi udfaser bare regionerne. Det er allerede i gang”

Regionerne skal væk, og kommunerne skal både have flere opgaver og flere læger, forklarer sundhedsordfører Liselott Blixt (DF). Virkelighedsfjernt, siger lægeformand.

Liselotte Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard
Liselotte Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Steen Brogaard

Anders Heissel, ah@dadl.dk

8. aug. 2018
4 min.

De fem regioner skal væk, staten skal drive sygehusene, og kommunerne skal have langt flere opgaver og flere læger.

Det mener Dansk Folkeparti forud for forhandlingerne om sundhedsreformen, der af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er blevet kaldt den største sundhedsreform i 10 år. Og det bliver altså uden regionerne, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

”For os har regionerne hele tiden været en midlertidig løsning efter amterne. Vi har ikke brug for tre instanser i vores lille land. Danskerne kender de politikere, der sidder i Folketinget eller i kommunerne, men ingen kender regionspolitikerne. Når vi snart går til forhandlingerne med finansministeren og sundhedsministeren om reformen, kigger vi på, hvordan vi bruger pengene bedst, og hvordan pengene følger patienten bedst. Og i det regnestykke hører regionerne ikke med.”

Hvad er det, regionerne er dårlige til?

"De fem regioner tænker kun på sig selv. Jeg kommer fra Region Sjælland, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal lave en aftale med Region Syddanmark og dermed skal til Odense, når det er nemmere at tage til København. Desuden tænker Region Hovedstaden kun på at tiltrække nok læger til regionen uden at tage hensyn til, om der er læger nok på Lolland. Vi vil have, at vi tænker på hele Danmark. Det skal hænge sammen, og det kommer det ikke til, når de fem regioner kun tænker på sig selv.”

Hvordan skal staten så konkret drive sygehusene?

"Jeg vil ikke gå ned i detaljer, for det er noget, vi skal forhandle om."

Hvilke udenlandske erfaringer har I baseret jeres forslag på med statslige styrede sygehuse?

"I Norge så jeg, at patienterne først blev tilset lokalt for derefter at blive sendt hen til et større sygehus. De mindre ting blev klaret lokalt, og de mere alvorlige ting blev håndteret på de større sygehuse med flere læger. Lægerne er altså her tættere på patienterne, og der var flere almen medicinere.”

Kan du fremhæve en god statslig styret virksomhed?

"Posthusene går jo i hvert fald ikke så godt, efter at være blevet privatiseret. Og nogle gange må det være en nødvendighed med en statslig styret virksomhed, koste hvad det vil."

Men kan du omvendt nævne en statslig styret virksomhed, som du har som forbillede?

"Nej, det kan jeg nok ikke. Men det skal ikke afholde mig fra at ville ændre på regionerne."

Er du generel tilhænger af centralisering?

"Både og. Det kommer an på, hvad målet er. Jeg tror dog ikke, at vores model vil skabe mere centralisering, for mange opgaver skal ud i kommunerne."

Vil der komme flere eller færre administrative ansatte med jeres model?

"Der kommer ikke flere. Dem, der sidder i regionerne, kan blive flyttet til staten eller kommunerne."

Hvad skal kommunerne lave mere af?

"De skal tage sig af patienterne, når de kommer fra hospitalet. Og det er jo allerede i gang. Men pengene skal følge med nu. Og så skal vi have flere praktiserende læger, og flere hospitalslæger skal være tilknyttet kommunerne. Sygehuset og kommunen skal i højere grad samarbejde om patienterne, og det betyder, at de ansatte skal flettes mere ind i hinanden til gavn for patienterne. Det arbejde er jo allerede i gang, så på den måde udfaser vi bare regionerne."

Kommunerne har haft flere sundhedsopgaver siden 2007. Hvordan er det gået, efter din mening?

"Meget forskelligt, men det handler tit om, at pengene ikke er fulgt med."

I kom med en reformudspil sidste år med samme ønske om at nedlægge regionerne – der skete ingenting. Hvordan adskiller dette forslag sig fra de gange tidligere I har ment, at regioners skal nedlægges?

”Det nye er timingen. Vi har fået 2-pct-kravet væk og får en styringsmodel, og statsministeren har bebudet en stor sundhedsreform, og derfor er tiden til at lægge vores forslag på bordet.”

Sygehuset og kommunen skal i højere grad samarbejde om patienterne, og det betyder, at de ansatte skal flettes mere ind i hinanden til gavn for patienterne. Det arbejde er jo allerede i gang, så på den måde udfaser vi bare regionerne. Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti

Virkelighedsfjernt at nedlægge regionerne

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, er kritisk over for forslaget om at nedlægge regionerne.

”Med de nuværende problemer med overbelægning, underfinansiering og nødlidende psykiatri er det et virkelighedsfjernt forslag. At afskaffe regionerne løser ikke de alvorlige problemer i sundhedsvæsenet. Dertil kommer, at en stor reform vil lamme sundhedsvæsnet i årrække og det vil fjerne fokus fra de egentlige problemer. Etablering af et statsligt styret sundhedsvæsen vil betyde, at selv små sager ender på ministerens bord. Det giver ikke rolig drift, når alle problemer skal gøres til genstand for principielle debatter. Jeg har svært ved at se, hvad det er for en analyse, der peger i retning af et statsligt styret sundhedsvæsen,” siger Andreas Rudkjøbing.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, er heller ikke begejstret over kravet om at fjerne regionerne.

”For det første er det ikke en overraskelse, at DF kommer med forslaget. Det har de gjort hvert år, siden regionerne blev dannet. I forhold til ønsket må jeg sige, at jeg inderligt er imod et statsligt styret sundhedsvæsen. Det vil ikke gøre noget godt for sundhedsvæsenet,” siger hun til TV 2.