Skip to main content

Dansk patientsikkerheds førstedame i den Blå Bog

Beth Lilja, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, er en af de læger, der er kommet med den nye udgave af Kraks Blå Bog.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. maj 2015
2 min.

Den seneste udgave af det legendariske eliteregister Kraks Blå Bog er netop kommet. Der er indtil flere læger at finde blandt de nyoptagne i det prestigefyldte selskab.

En af de mest kendte i offentligheden er formentlig Beth Lilja, der i sin egenskab af direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed om nogen har sat lige præcis sikkerheden i sundhedsvæsenet på dagsordenen.

For Ugeskrift for Lægers læsere huskes hun måske også fra en mere personlig side. Sidste forår fortalte hun åbenhjertigt i tidsskriftets spalter om flere familiemedlemmers oplevelser i det danske sundhedsvæsen og især sin mors problemfyldte indlæggelsesforløb i artiklen: "Kunsten at krydse grænsen mellem det private og det professionelle".

Men hun er ikke alene som ny læge i "den blå".

Listen tæller f.eks. også May Olofsson, som er optegnet på listen som "overlæge, centerleder, Hvidovre Hospital" - en stilling som hun imidlertid under betragtelig mediebevågenhed blev fyret fra sidste år.

May Olofsson har været primus motor i etablering af særlige tilbud for gravide misbrugere og er kendt viden om for sin indsats for denne udsatte gruppe. Næsten 1200 personer skrev under på en protest mod fyringen. Dansk Selskab for Neuropædiatri protesterede også, ligesom FAS (Foreningen af Speciallæger) klagede til Ombudsmanden med det grundlag, at fyringen var usagligt begrundet. Region Hovedstaden har imidlertid fastholdt fyringen.

På listen over nye læger i "den blå" er desuden en hel perlerække med daglig gang på Rigshospitalet: Klinisk professor og overlæge Fin Biering-Sørensen, klinikchef og professor Niels Frimodt-Møller, professor, overlæge og forskningsleder Christoffer Johansen samt professor og overlæge Christian von Buchwald.

Aarhus Universitet bidrager også - nemlig med Hans Erik Bøtker, professor og overlæge ved Klinisk Institut, og den jyske hovedstad kan også mønstre overlæge Bente Vigh Gregersen, Aarhus Universitetshospital på listen.

Aalborg Universitet er leveringsdygtig med professor, overlæge Lars Jelstrup.

De resterende nye er Lonnie Grove, Københavns Universitet, Bente Juel Riis Christiansen, Senor Medical Advisor hos Nordic Bioscience A/S, og endelig er der dansk visit fra udlandet: Professor, overlæge Henrik Malchau, Harvard Medical School, er kommet med - han tog sin lægeuddannelse i Aarhus.

I alt er 244 nye personer optaget i opslagsværket i den seneste udgave, og 40 pct. af dem er kvinder.

Bogen omfatter 8.466 biografier, og de kan tilgås både i almindelig trykt form og i en digital udgave.