Skip to main content

Dansk sundhedsforskning flytter til nye lande

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

15. mar. 2010
10 min.

Dansk sundhedsforskning ser ud til at trives: Opgjort på basis af artikler i Cochrane-biblioteket er vi er på en international tredjeplads i antallet af publikationer pr. indbygger, kun overgået af Schweiz og Sverige. På basis af en lignende undersøgelse indtager vi andenpladsen i antal publicerede kliniske forsøg, kun overgået af Sverige.

Med hensyn til forskningens impact factor ligger Danmark ifølge det Forskningspolitiske Råd foran bl.a. Tyskland, USA og Finland - og vel at mærke langt billigere.

Vi tilhører kort sagt den globale elite.

Bestyrelsesformand i Det Frie Forskningsråd, professor, dr.med. Jens Chr. Djurhuus, kan opregne flere årsager til, at det er gået så godt for dansk forskning. Han citerer f.eks. en artikel af Robert May, som i 1997 i Science pegede bl.a. på vores flade og omkostningseffektive hierarki og fremhævede, at forskningen hos os inddrager helt unge forskere og endda studerende.

Kina overhaler

Alligevel lyder advarende røster. Vores position er under pres, og vi kan nemt rykke ned i rækkerne.

»Den stærke danske forskning skyldes bl.a. det tigerspring, man foretog for 40 år siden, da man valgte at satse bredt på forskning«, siger Jens Chr. Djurhuus.

Men det kan vi ikke blive ved at leve højt på.

Og ifølge medicinsk direktør Ebbe Englev, GlaxoSmithKline (GSK), betyder vores høje publikationsrate ikke nødvendigvis, at det går godt lige nu. »De artikler, som publiceres nu, beskriver forsøg, vi lavede i 2005«, siger han.

»Klinisk forskning er trængt i Europa, og i særdeleshed i Danmark«, siger Jens Chr. Djurhuus. »Den ,nye` verden er efterhånden blevet lige så dygtig som den gamle - og en del billigere«.

Han illustrerer udfordringen: Det kliniske institut, han til daglig leder, dækker en tredjedel af dansk sundhedsforskning. For nogle år siden tog nogle kinesiske læger ph.d.-graden ved instituttet. Hjemme i Henan-provinsen fik de snart høje stillinger og tog fat på at oprette et »søsterinstitut« i universitetsbyen Zhengzhou, som har 6-8 mio. af provinsens 130 mio. indbyggere.

»Vi var der til indvielsen sidste år«, fortæller Jens Chr. Djurhuus. »Og hvor vi taler om at lave en clinical trial unit på måske 12 senge, indviede de en med 430 senge på deres institut, der kommer til at køre efter europæisk og amerikansk standard. Det er den slags konkurrence, vi møder i dag«.

Ville gerne - har ikke tid

Fra direktionsgangen hos GSK i Brøndby ser også Ebbe Englev et problem i, at mange kliniske lægemiddelforsøg flytter til Brasilien, Østeuropa, Indien og Kina - selv om GSK selv til dels følger strømmen og derved er med til at udsulte den kliniske forskning i Danmark.

»Både hos os og i Lægemiddelstyrelsen kan vi se, at der starter færre forsøg i Europa og i Danmark end tidligere, især fase I- og fase II-forsøg. De flytter, fordi der nu findes samme kompetencer i Kina og Indien, som i Danmark. Kinesere og indere vil også gerne have adgang til bedre behandling. De bliver mere velhavende og får også diabetes, fedme, hjerte-kar-sygdomme osv. Og som virksomhed ved vi jo godt, at der er et nyt marked«.

Ifølge Ebbe Englev vil GSK også i den nærmeste fremtid være blandt de medicinalvirksomheder, der sætter flest medicinske forsøg i gang i Danmark. »Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved at være«, tilføjer han.

Når Danmark trods alt stadig er attraktivt, skyldes det ifølge Ebbe Englev, at danske forskere er dygtige, fordi danske læger har tradition for at forske som led i karrieren. Af samme grund hilser han et program som Sapere Aude (se s. 842) velkomment som et middel til at give forskningen et generelt løft og lokke unge forskere frem.

Men der er andre trusler mod forskningen - først og fremmest gør de bestandige krav om øget produktivitet indhug i den tid, der er til at forske i sygehusvæsenet.

»Og det er netop, hvad vi oplever«, siger Ebbe Englev. »Vi har faktisk mange forsøg, vi gerne vil lave i Danmark, men hvor vi bliver mødt af et ,Pyha - det ville vi gerne, men vi har altså ikke nogen, der kan tage fat`. Det oplever vi hver eneste måned«, siger han.

Pres fra produktionskrav

Da ledende overlæge Henrik Nielsen, Bispebjerg Hospital, Kardiologisk Afdeling Y, var ung reservelæge, havde forskningen det på mange måde nemmere:

»Da jeg var reservelæge - og også som ung overlæge - kunne jeg sagtens have en time eller to om eftermiddagen til at forske. Der var slet ikke de produktionskrav, som vi har i dag. I dag har vi ikke megen tid tilovers i den daglige kliniske praksis«, siger han.

Det er dog lykkedes, både på hospitals- og afdelingsniveau, at skabe rum og plads til at forske, selv om det i nogen grad sker på trods.

Henrik Nielsen har kunnet gøre det, fordi hospitalsledelsen har vist sig positive ved at stille både tid og økonomi til rådighed for at skabe et godt forskermiljø. Det er også lykkedes at få et professorat - og det betaler sig, mener Henrik Nielsen:

»Vi er inde en god spiral: Hver uge dukker der et par ansøgninger op fra unge, dygtige læger, som har hørt, at det er et godt sted at være. Vi får nogle dygtigere ansøgere. Og senere kommer de jo også tilbage i hoveduddannelsesforløb. Så i den sammenhæng er det også en god investering«.

Forskning bæres af private

Direktør i Hjerteforeningen Inge Vestbo var indtil for nylig medicinsk direktør i lægemiddelvirksomheden AstraZeneca og oplevede her også hospitalsafdelinger, især i provinsen, der takkede nej til kliniske forsøg, fordi man havde for få hænder:

»På universitetshospitaler mødte jeg en enorm imødekommenhed. De ved jo, at siger de ikke ja til de projekter, industrien kommer med, vil det betyde en markant reduktion i aktivitetsniveauet, og det vil blive svært at tilbyde yngre læger projekter inden for forskning«, siger Inge Vestbo.

Hun deler fuldt ud Ebbe Englevs oplevelse af, at dansk klinisk forskning taber terræn til »nye« lande, som er billigere og lige så dygtige som os.

Også som direktør i Hjerteforeningen må hun konkludere, at dansk forskning har trange kår:

»Forskerne må bruge mere og mere tid på at søge forskningsmidler«.

Til sin frustration ser Inge Vestbo, at Hjerteforeningen efterhånden sidder med en væsentlig del af ansvaret for dansk hjerte-kar-forskning. Hvert år uddeler foreningen 25 mio kr. - omtrent det samme som Det Frie Forskningsråd.

»Jeg synes, det er trist, at en privat organisation må påtage sig det ansvar, som jeg mener bør ligge hos det offentlige. Og det gør forskningen meget sårbar. Desuden ser vi, at det i stort omfang er emner inden for grundforskning, der søges støtte til. Hvad nu, hvis vi valgte at bruge de 25 mio. på en anden måde? Hvad vil der så ske med forskningen?«

Friske tal fra Dødsårsagsregisteret viser et fald i antallet af hjerte-kar-dødsfald i de seneste år - et fald, som Inge Vestbo mener, kan kædes sammen med forskning på området.

»WHO siger, at 80 pct. af hjerte-kar-dødsfald kan forebygges. Har man så ikke som regering en forpligtelse til at gøre det? Når man tilmed har meldt ud, at danskernes gennemsnitslevealder skal være steget med tre år i 2020?«

Ansøgninger stjæler tid fra forskningen

Dansk sundhedsforskning hører til i den meget billige ende. Alligevel kaster hver investeret krone i sundhedsforskning mere af sig end investeringer i f.eks. USA eller Tyskland.

Ugeskriftet mødte en håndfuld unge ph.d.-forskere på Bispebjerg Hospital, Kardiologisk Afdeling Y, hvor forskningen efter danske forhold har gode kår. Ledelsen støtter et godt forskermiljø og har bl.a. ansat en professor. I en snæver vending kan man også blive aflastet fra det kliniske arbejde.

Problemet er først og fremmest at skaffe midler til projekterne. Det er noget, såvel Henriette Kornerup som alle de andre ph.d.ere arbejder rigtig meget med:

»Især i starten må mange af os bruge rigtig megen tid på at finde finansiering«, siger hun.

»Nogle må sætte deres ph.d. på pause og arbejde som kliniske læger igen, fordi de ikke kan finde finansiering. Eller arbejde på den i deres fritid«.

»Vi har en på kontoret, som i øjeblikket arbejder ude på en afdeling, og samtidig skriver ph.d.«, indskyder Martin Snoer. »Hun er på halv løn, fordi hun ikke har kunnet finde nogen til at betale det sidste år af hendes ph.d.«.

Martin Snoer og kollegaen Tea Monk-Hansen var heldigere med deres fælles projekt: De nåede kun at søge et par steder, før afdelingens professor, Eva Prescott, havde udvirket en rammebevilling på 3,9 mio. kr. fra Forskningsrådet.

»Når vi ikke løbende skal skrive ansøgninger, kan vi koncentrere os fuld tid om vores projekt. En gang imellem har man oplevelsen af, at folk sidder og søger penge for at have penge nok til den næste periode, hvor de skal sidde og søge penge. Det går der rigtig megen tid med, som kunne være brugt til forskning«.

Hvis jeg havde penge ...

Lasse Jespersen er netop ved at påbegynde sin ph.d. med en bevilling fra Hjerteforeningen på 12 måneders løn. Karrieren er kun et af hans motiver til at forske.

»Men jeg tror også, man bliver en bedre kliniker af at forske. Man kommer til at overveje nogle problemstillinger, som man står med til daglig og nu opdager, at man har vidst for lidt om tidligere. Og som man gerne vil finde ud af for at kunne hjælpe patienterne«, siger Lasse Jespersen.

De fire forskere kan hver især godt forestille sig, at de vil skrive postdoc. »Men lige nu fylder ph.d.en det hele, siger Henriette Kornerup, og Martin Snoer er enig.

Hvad der bl.a. kan afskrække ham, er, at når man ikke arbejder i klinikken, men »kun« forsker, er man også sin egen sekretær, portør, bioanalytiker, piccoline og flyttemand.

Mette Mouridsen kommer netop fra afdelingen, hvor hun skulle sikre sig en blodprøve til sit ph.d.-projekt.

»Hvis jeg havde penge til at ansætte en laborant til at tage blodprøver, ville jeg kunne inkludere flere patienter og derved gøre mit projekt endnu bedre«, siger hun.

»Lige nu støtter Hjerteforeningen heldigvis min forskning med løn. Men ph.d. er jo også blodprøveanalyser, kurser, undersøgelser og andet, som man må søge forskellige private fonde om midler til. Så i perioder bruger jeg ret megen tid på at søge«.

Heller ikke Mette Mouridsen har overvejet, om hun senere vil lave postdoc:

»Mentalt er jeg ikke nået dertil. Men hvis penge ikke var det tilbagevendende problem, ville jeg måske overveje nærmere«.

Høj produktivitet i dansk sundhedsforskning

Finansieringen af dansk sundhedsforskning ligger ikke blandt de højeste i verden opgjort som andel af BNP eller kroner pr. borger. Til gengæld er produktionen af videnskabelige artikler pr. indbygger blandt de højeste i verden. Det vidner om høj forskningsproduktivitet inden for dansk sundhedsforskning. Penge investeret i sundhedsforskning er med andre ord godt givet ud.

Kilde: Dansk Sundhedsforskning. Status og perspektiver. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2008.

Karriereprogram skal lokke unge forskere på banen

Sapere Aude - Vov at vide. Nyt program skal spore unge talenter ind på forskning.

» Når unge forskere indstiller deres forskningsaktivitet, skyldes det ofte, at det er svært at få øje på karrieremuligheder«, siger Jens Chr. Djurhuus. Han er dr. med. og bestyrelsesformand i Det Frie Forskningsråd, og han understreger, at problemet findes på alle forskningsområder - ikke mindst sundhedsvidenskab:

»Der satses meget på forskeruddannelse, men det videre forløb er forsømt«, siger han.

»Og ganske vist har sundhedsvidenskab vundet terræn i forhold til ,hårde` naturvidenskaber som matematik og fysik. Men der er stadig behov for, at de dygtigste kan få udsigt til en forskerkarriere«.

Det Frie Forskningsråd består af fem faglige råd samt en bestyrelse. Et af de fem råd er Det Frie Forskningsråd (DFF)/Sundhed og Sygdom (FSS). Djurhuus ser det som forskningsrådenes opgave at lokke unge akademikere ind på forskerbanen. Til det formål er DFF ved at søsætte karriereprogrammet Sapere Aude, som skal styrke den kommende forskergeneration.

De fleste forskningsmidler går til strategisk forskning og kontraktforskning. I modsætning hertil støtter DFF de lidt mere »vilde« projekter. I sidste ombæring uddelte DFF 162 postdocs, de fleste til unge forskere.

Midlerne til »elitepostdoc'er« tildeles ved, at alle ansøgere til DFF om ph.d.- eller postdocmidler kan besvare et ekstra spørgsmål i ansøgningen om, hvad de ville lave, hvis de kunne få en ekstra million at forske for. Et vigtigt formål er at vise, at forskning er en karrieremulighed, og derved sikre nyt forskerblod i de kommende årtier.

»Programmet skal identificere dygtige postdocs og derpå nogle yngre forskningsledere, og blandt disse endelig nogle seniore forskningsledere, forklarer Jens Chr. Djurhuus om programmet, der debuterer i de kommende måneder. Til de første tre år er der afsat 415 mio. kroner.

I år starter trin 1 og 2, hvor trin 1 er elitepostdoc'er, som skal identificeres blandt dem, der søger DFF-midler. Der vil blive bevilget de sædvanlige ca. 500 postdoc'er, men blandt dem skal der udvælges 45 elite-postdoc'er.